Farum Kommune nægtede systematisk journalister adgang til dokumenter, der kunne skade kommunen eller borgmesteren. Men journalisternes sympati for projekt Farum var også med til at holde Brixtofte fredet.

Det var kvitteringer fra en restaurant i Farum, der satte gang i lavinen mod byens borgmester, Peter Brixtofte. Det var ikke resultatet af en ansøgning om aktindsigt. Det er ikke noget tilfælde. Historien om Brixtofte er nemlig ikke kun historien om en borgmester i modvind og et byråd uden indflydelse. Det er også historien om, hvordan kommunen systematisk forhindrede pressen i at komme tæt på sandheden om Farums økonomi. Regnskaberne var uigennemskuelige, og stort set alle journalisters ansøgninger om aktindsigt blev afvist. Begrundelserne var, at ansøgningerne var for "upræcise", eller at akterne omfattede forretningshemmeligheder. En række journalister fik slet ikke svar. Det nyttede ikke noget at klage over afgørelsen til Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt. Farum kommune rettede sig ikke efter rådet. Andre gange gik der op til et halvt år, uden at tilsynsrådet svarede på klagen. Det har journalist Thomas Qvortrup oplevet. Under et vikariat på Berlingske Tidende kom han i september sidste år tæt på mange af de samme sager, som B.T. siden har fremlagt dokumentation for – overforbruget på kommunens repræsentationskonto, sammenblandingen af kort- og langfristet gæld og sammenhængen mellem sponsorater til Farum Boldklub og leverancer til kommunen. Men Thomas Qvortrup manglede dokumentation for at kunne give historierne gennemslagskraft. Den dokumentation kunne B.T. fremvise den 6. februar og ugerne efter. Thomas Qvortrup kalder B.T.s artikler et fornemt stykke arbejde. Men han må erkende, at han også er lidt bitter. "Jeg sad med de samme historier. Men jeg manglede det fældende bevis. Kommunen var som et fort. Der var lukket helt af." Thomas Qvortrup søgte blandt andet aktindsigt i kommunens repræsentationskonto, som han vidste var overtrukket med to millioner kroner. Aktindsigten blev afvist. Han har endnu ikke fået svar fra tilsynsrådet på sin klage. Behandlet med andægtighed Henrik Madsen brugte otte måneder på at researche på programmerne "Peter af Farum" til TV 2 Sporten. Han søgte også om aktindsigt. Men forgæves. Ansøgningerne skulle gå gennem borgmester Peter Brixtofte, ordførende direktør Leif Frimand eller administrerende direktør Jørgen Larsen. De sagde nej. Henrik Madsen mener, at det største problem har været, at for få kritiske journalister har bidt sig fast i haserne på borgmesteren. De fleste har behandlet Brixtofte med andægtighed. "Brixtofte er ualmindelig rar at være i nærheden af. Han er en person, jeg ville ønske at komme på plejehjem med – hvis man ikke har noget udestående med ham," siger Henrik Madsen. Thomas Qvortrup kalder det beskæmmende, at så få journali-ster reagerede, da for eksempel et medlem fra Venstres byrådsgruppe nægtede at stemme for budgetforslaget, fordi han ikke kendte regnskabstallene for de sene-ste to år. "Flere journalister burde have rynket på øjenbrynene. Det er mig en gåde, hvorfor de ikke gjorde mere ved sagen." Oppositionen vidste intet Journalist Jimmy Rømer har skrevet om Farum kommune for Frederiksborg Amts Avis siden december 1998 og dermed også de fleste af historierne om Brixtoftes hittepåsomhed: Arenaen, marinaen, rensningsanlægget, pensionistrejserne og boldklubben. Jimmy Rømer har også søgt om aktindsigt et par gange. Han fik end ikke svar på ansøgningerne. "På alle andre områder end akt-indsigt var kommunens service i top. Når det gjaldt succeshistorier, var de enormt gode til at meddele sig." Jimmy Rømer siger, at hans største problem var at finde kvalificeret modspil til Brixtofte. Oppositionen i byrådet vidste alt for lidt om, hvad der foregik. Jimmy Rømer erkender, at han har ladet sig imponere af Brixtoftes facon og resultater. "Jeg har også følt fascination af manden. Brixtofte har gjort meget for Farums borgere. I dag er jeg lige så chokeret som alle andre. Jeg troede ikke, at det kunne være så slemt." Fascinationen Den samme fascination af Peter Brixtofte vedgår Olav Hergel fra Berlingske Tidende sig. Olav Hergel var blandt andet med på en af pensionistrejserne til Gran Canaria for to år siden. Her oplevede han venstreborgmesteren folde sig ud og drikke sig fuld i dyre vine. Alt imens pressens repræsentanter kiggede på. "Vi sad der alle sammen. Ekstra Bladet, TV 2 og nogle lokalaviser. Men Brixtofte forsøgte ikke at skjule noget. Han så ud som om, han havde den reneste samvittighed i verden. Desuden var det jo en festaften for et fantastisk velfærdsprojekt. Det er klart, at han gerne ville fejre det," siger Olav Hergel, der siger, at en enkelt ferierejse var for tyndt et grundlag til at skrive om Brixtoftes alkoholforbrug. Men samtidig er han i tvivl, om han gjorde det rigtige. Eller om han var en dårlig journalist. "Det er enhver journalists pligt at undersøge en mand som Brixtofte nærmere. "Men har man interviewet en indvandrerdreng, som elsker sin borgmester, fordi kommunen hjalp ham ud af kriminalitet og skaffede ham et job i en hælebar, tænker man, at det ville være synd for samfundet, hvis projekt Farum ikke skulle fortsætte. Den slags spiller også ind som journalist. Hellere en mand, der er stor i slaget end en lille nidkær regelrytter," siger Olav Hergel. "Jeg håber fortsat, at der ikke er noget alvorligt i anklagerne mod Brixtofte. Men jeg ved godt, at det er forkert." B.T. fandt kilderne Det var B.T.-journalisterne Jakob Priess-Sørensen og Morten Pihl, der fik Peter Brixtoftes stol til at vakle. De blev taget af vagtplanen i tre uger, før den første hi-storie om Brixtoftes regninger hos Restaurant Sepp blev præsenteret for læserne den 6. februar. Jakob Priess-Sørensen fortæller, at han og Morten Pihl i ugerne op til den første artikel ganske langsomt havde taget kontakt til personer i kredsen omkring Brixtofte og kommunen. "Vi skød absolut ikke med spredehagl. Vi talte kun med kilder, som vi var sikre på ikke ville advare Peter. Hvis han opdagede, at vi var på vej med noget, ville han kunne bygge et forsvar op," siger Jakob

Priess-Sørensen. Da afsløringen om "dagsmødearrangementerne" blev bragt, havde B.T. allerede artiklerne om Rørmosegård og overpriserne på pensionistrejserne parat. Desuden havde de to journalister ved et tilfælde fået kontakt til tjeneren Maja Freiberg, som selv ringede til B.T. to dage før den første artikel. "Maja var et lykketræf – og hun havde heldigvis ikke noget imod at stå frem." Jakob Priess-Sørensen siger, at den afgørende styrke ved B.T.s historier har været dokumentationen. "Vi havde beviserne for det, som i årevis har været en offentlig hemmelighed i Farum. Det eneste overraskende var, at svindlen var så omfattende." Jakob Priess-Sørensen fortæller, at B.T. tidligere har søgt om aktindsigt, uden at det førte til noget. I forbindelse med artikelserien sendte B.T. en enkelt ansøgning om aktindsigt, som Farum gav afslag på. Tilsynsrådet har netop svaret B.T., at man har sendt Farum en rykker i sagen.

TO GANGE AKTINDSIGT PÅ TRE ÅR

De seneste tre år har to medier fået udleveret dokumenter fra Farum Kommune efter at have klaget til tilsynsrådet. I det ene tilfælde fra 1999 fik Kommunalbladet udleveret akterne i en sag om udlicitering. I 2000 fik Jyllands-Posten en rapport om nogle plejeboliger. Sagen havde på det tidspunkt været mere end et år undervejs, og kommunen udleverede først dokumenterne, da tilsynsrådet truede med dagbøder. Tilsynsrådet kan ikke oplyse, hvor mange gange journalister i alt har klaget over afslag på aktindsigt i Farum.

Læs også:Stram op