
Maksim Levin har været forsvundet siden midten af marts. Her ses han med en kat under armen i Donetsk-regionen i slutningen af januar. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Den ukrainske fotograf og videojournalist Maksim Levin, der har været forsvundet siden midten af marts, er blevet dræbt, mens han dækkende Ruslands invasion af Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som Maksim Levin har arbejdet for adskillige gange siden 2013.
”Hans død er et stort tab for journalistikkens verden. Vores tanker er med hans familie i denne svære tid,” siger John Pullman, global administrerende direktør for Reuters visuelle afdeling.
Fotografen blev fundet død i Ukraines hovedstad, Kyiv, fredag. Det oplyser det lokale medie LB.ua, som han arbejdede for, da han blev dræbt.
Ifølge Reuters befandt Maksim Levin sig i forstaden Huta Mezhyhirska, der var under voldsomme angreb i weekenden. Anklagemyndigheden i Ukraine oplyser, at fotografen blev dræbt af russiske soldater, der affyrede to skud med mindre våben mod ham. Det har Reuters ikke kunnet verificere.
Dokumentarist ville forlade Mariupol
Lørdag blev den litauiske dokumentarist Mantas Kvedaravicius dræbt i byen Mariupol, der siden slutningen af februar har været belejret af russiske styrker.
Ifølge Ukraines informationsagentur blev han dræbt af russiske styrker, da han forsøgte at forlade byen. Heller ikke den oplysning har været mulig for Reuters at verificere.
While trying to leave #Mariupol, the ???????? occupiers killed Lithuanian director Mantas Kvedaravičius, who is the author of the documentary Mariupolis.
RIP #StopRussia #RussianWarCrimes pic.twitter.com/5EfZ9jEWQU— ArmyInform (@armyinformcomua) April 2, 2022
45-årige Mantas Kvedaravicius har i adskillige år dækket byen Mariupol og er bedst kendt for sin dokumentar ’Mariupolis’, der tegner et portræt af byen, der er en strategisk vigtig by for den russisk-talende del af det østlige Ukraine, der spillede en stor rolle i konflikten under Ruslands annektering af Krim i 2014.
”Vi har mistet en skaber, der er velkendt i Litauen og hele verden, og som indtil det sidste øjeblik trodsede faren og arbejdede i det russisk-belejrede Ukraine,” siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda, ifølge Reuters.
Målrettede angreb mod journalister
Ifølge organisationen Comittee to Protect Journalists (CPJ) er seks mediearbejdere nu blevet dræbt, mens de har dækket krigen i Ukraine. Organisationen har ikke Mantas Kvedaravicius’ død med i den optælling.
Den 20. marts oplyste generalsekretæren for Det Internationale Journalistforbund (IFJ), Anthony Bellanger, at ”journalister helt klart er et mål i Ukraine”.
”Det fik vi for eksempel at vide fra det Sky News-hold, der filmede et væbnet angreb for nyligt. Det var et mirakel, at de kun blev lettere skadet,” skrev han i et mailsvar til Journalisten.
”Antallet af dræbte er meget højt, og jeg frygter, at det bliver endnu højere på grund af den russiske hærs aggressive fremfærd,” tilføjede han på det tidspunkt, hvor fire journalister var blevet dræbt i forbindelse med deres arbejde i landet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.