Både politichef Per Larsen og forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen spiller på presseklaveret i deres arbejde, fortæller de i et interview med JP.tv.
Journalister kan gøre afgørende forskel i retssager – både positivt og negativt – så det er bare om at udnytte dem så godt man kan.
Det fortæller forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen om i et interview med JP.tv, hvor han sammen med politichef Per Larsen fortæller om brugen af pressen. Han mener dog først og fremmest, det er politiet, der gør brug af medierne.
»Jeg synes, politiet bruger pressen aggressivt. I mange sager. De går ud og fortæller, hvad de mener, personen har gjort. Det farver billedet, og det gør det vanskelligt, når man står i retten, fordi der i befolkningen er skabt en holdning om, at personen er skyldig. I sådan en situation er pressen en aktør og med til at påvirke resultatet i en sag,« siger Michael Juul Eriksen.
Han lægger dog ikke skjul på at han også selv spiller på presseklaveret, hvis det kan gavne klienten.
»Hvis jeg føler det gavner klientens sag at få nogle ting belyst, som modvægt til hvad politiet gør, så har jeg intet problem med det. Man kan godt have fine fornemmelser og kun føre sagerne i retten, men så må klienten vælge, om man vil have sådan en forsvarer og måske risikere at tabe sagen, eller en person, der godt tør stille sig op og udsætte sig selv for pressen.«
Som eksempel nævner han sagen mod den danske kvinde Camilla Bro, der blev udleveret til retsforfølgende i USA.
»I Camilla Bro-sagen spillede pressen en rolle. Vi fik nogle ting igennem, som ellers havde taget uger, men nu gik hurtigt på grund af pressens magt. Hvorfor skulle man ikke bruge det redskab?«
Politichef Per Larsen er generelt glade for medierne, også selv om tingene nogle gange bliver vinklet skarpere end godt er.
»Der klart en ulempe at folk bliver bange for at se nyhederne. Men den ulempe er klart mindre end fordelen ved at have en god pressedækning, der kan være med til at føre til opklaring af sagerne,« siger Per Larsen.
Han hævder dog at han kun to gange har stået med hatten i hånden og bedt medierne om spalteplads.
Se video-interviewet her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det nye er, at der overhovedet er debat om den sag. Det har hidtil været umuligt at få ørenlyd for kritik af politi og presse Det gælder ikke mindst under og især efter Besættelsen. I min bog om den dødsdømte Anna Lund (Lorenzen) "Anna - Hipochefens enke" (Documentas, 2007) fremdrog jeg horrible eksempler på, hvordan retten ikke turde gå imod den oppiskede folkestemning, som var skabt af pressen gennem politiet/anklagemyndighedens gentagne læk til udvalgte journalister af historier, der overhovedet end ikke var med i anklageskriftet, fordi det 'lækkede' begivenheder aldrig havde fundet sted.
Min bog er blevet kritiseret sønder og sammen.Iikke af dem, der havde læst den, men af dem, der uden skygge af viden beskyldte mig for at ville renvaske Anna Lund. Befolkningen er siden 1945 konsekvent fra frihedskæmpere, politi og presse blevet tudet ørerne fulde af den tid som værende sort af skurke og hvidt af helte.
.Men det gør ikke løgne sandere. Det gør alene viden og dokumentation. Og dér har jeg ikke megen respekt for journaliststanden.
Jeg tillader mig den påstand, at grunden til politiets samarbejde med datidens dagspresse, skyldtes, at begge grupperinger havde meget at skjule for offentligheden om begges maskepi med besættelsesmagten.
Var politiet ikke blevet sat ud af spillet 19. september 1944, så havde mange af betjentene og de højere politiofficerer siddet på anklagebænkene som landsforrædere i retsopgøret.
Pressen svigtede totalt sit ansvar under hele besættelsen og gik magthavernes ærinde for ikke at få deres bladhuse sprængt eller få lukket for papirleverancerne. Det knæfald for diktatur og uret skulle befolkningen helst ikke opdage efter krigen. Derfor var de mest højtråbende i gader og spalter såmænd dem, der havde grimme ting at skjule.