Missionen i Libyen er sket med så kort varsel, at det er helt rimeligt at pressen bliver nedprioriteret de første par dage. Det mener Forsvaret selv.
Mens danske piloter flyver togter ind over Libyen, bliver Flyvevåbnets håndtering af medierne kritiseret. Journalisten Peter Ernstved Rasmussen beskriver i dagens udgave af Jyllands-Posten hvordan han oplevede Flyvevåbnets pressestrategi som hermetisk lukket.
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, kritiserer Forsvarets fremgangsmåde.
»Det er uforståeligt, at Flyvevåbnet, der er udsendt af Folketinget på denne måde lukker til, og nægter at lade den danske presse få blot et flig af information om, hvad der foregår i den danske del af krigsindsatsen,« skriver han i et blogindlæg på Journalisten.dk
Men Flyvevåbnet afviser kritikken.
»For styrken er førsteprioritet selvfølgelig at sørge for, at vores operationer kører – ikke at informere pressen,« siger presseofficer ved Flyvertaktisk Kommando Michael Langeberg til Journalisten.dk.
Flyvevåbnet blev sendt til Malta i weekenden for at deltage i den indtil videre USA-ledede aktion mod Libyens leder Moamar Gadaffi. Og pressen må respektere at hele forløbet er gået så stærkt, mener Michael Langeberg.
»Vi tager af sted med meget kort varsel. Der blev taget en Folketingsbeslutning i fredags, vi tog af sted lørdag og var i aktion søndag. Og så stiller vi op til pressekonference mandag. Det tidsperspektiv synes jeg er fair. Så det er urimeligt at sige, at vi ikke er tilgængelige. Vi havde DR, TV2 og Ritzau på besøg på Flyvestation Karup allerede søndag, og mandag gav vi interview til blandt andet Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske,« siger han.
Hvad er den normale procedure for pressehåndteringen af denne her slags missioner?
»Normalt har vi planlagt, hvad vi vil foretage os på kommunikationssiden, men dette her er ikke nogen normal situation. Især ikke når vi tager af sted med så kort varsel. Vi er gæst i et andet land, det lægger nogle restriktioner. Og så er vi en del af en koalition, der er lynhurtigt sat sammen, hvor vi skal passe på ikke at kommunikere noget ud, som kan komme andre til skade«, siger Michael Langeberg til Journalisten.dk.
Flyvevåbnet har planer for at åbne kommunikationen mere op, blandt andet med en daglig mission update og en døgnbemandet pressevagt. Derudover overvejer Flyvevåbnet en guidet pressetur inden for kort tid, måske i løbet af den næste måned.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.