I de højloftede kontorer hos en række af de toneangivende danske forsvarsadvokater blæser nye vinde i forhold til pressen. Hvor journalister ofte er mødt af forsvarernes ordknappe selvfølgeligheder som kommentar til opsigtsvækkende kriminalsager, er flere forsvarsadvokater nu parate til et øget og mere åbent samarbejde. Der er tale om en klar tendens, erfarer JOURNALISTEN efter en rundringning til nogle af landets advokatkontorer.
»Vi kan i allerhøjeste grad bruge pressen, og det skal vi også. Der er ingen tvivl om, at vi har været for berøringsangste,« fastslår forsvarsadvokat Merete Stagetorn.
Hun suppleres af formanden for de beskikkede forsvarsadvokater i Storkøbenhavn, Birgitte Skjødt.
»Der er en tydelig tendens til at bruge pressen mere. I dag er det helt op til den enkelte forsvarer, hvordan man forholder sig til pressen, for vi har ikke en fælles gennemdrøftet holdning, men det bør vi have nu,« siger hun.
Det er forsvarsadvokaten Thomas Rørdams konsekvente brug af medierne i forbindelse med Plejebo-sagen, som aktuelt har ført til klimafor-
andringen. Han er ikke den første forsvarer, som har brudt med kollegernes traditionelle lukkethed, men Rørdams bidrag har været markant. Først stod han frem med en offentlig kritik af politiet, og siden inviterede han det samlede danske pressekorps til møde med sagens hovedperson, da sigtelserne var frafaldet. Som formand for landsforeningen af beskikkede advokater udgør Thomas Rørdam et pejlepunkt for mange af sine kolleger.
En større åbenhed kan gøre kriminalstoffet mere tovinklet. Ved at afstå fra kommentarer lægger forsvarsadvokaterne banen åben for politi og anklager, der i sagens natur har som udgangspunkt, at en sigtet er skyldig.
»I mange år har vi oplevet en ensidig gengivelse af sagerne i pressen, fordi næsten alle informationer kommer fra politiet,« vurderer Birgitte Skjødt.
Pressedækningen kan få afgørende betydning for forløbet af en kriminalsag.
»Pressen kan rykke ved politiets skråsikkerhed og måske få politiet til at foretage nye efterforskningsskridt, som man så det i Plejebo-sagen,« påpeger Birgitte Skjødt. I andre tilfælde kan avisskriverier føre til, at en sag helt droppes. Som eksempel nævner Merete Stagetorn sagen mod prins Joachims livrist, hvor medieomtalen kom meget tæt på prinseparrets private gøren og laden.

Farlig åbenhed
Forsvarsadvokaternes lukkethed hviler på tradition. Men ordknapheden skyldes også en frygt for at sige for meget.
»Politiet vogter over forsvarerne. Hvis de mener, vi overskrider vores beføjelser, kommer de efter os, og det gør, at man bliver forsigtig. Desuden binder politiet os med dørlukning og fortrolighedskrav til visse papirer,« forklarer forsvarsadvokat Hanne Gullitz, Århus.
Merete Stagetorn peger på, at forsvarerne løber en langt større risiko ved at tale over sig, end politiet gør.
»Hvis politiet går over stregen, risikerer de måske en bøde på 5000 kr., mens man som forsvarer helt kan blive sat af sagen.«
Stagetorns eget forhold til pressen er blevet stærkt forbedret i årenes løb.
»Jeg har efterhånden lært journalisterne at kende og har fået tillid til dem,« siger hun. Dog er hun ikke begyndt på selv at kontakte pressen for at aflevere sine budskaber.
»Nej, så langt er jeg ikke nået i modningsprocessen – endnu,« konstaterer Merete Stagetorn.

Journalister svigter
Skævheden skyldes ikke alene forsvarernes lukkethed. Journalisterne bærer også en del af ansvaret ved jævnligt at bryde et af fagets helligste principper ved at undlade at spørge begge parter i en sag.
»Det kan godt være et problem, at pressen kun indhenter oplysninger fra den ene side og ofte reducerer udsagnet fra forsvaret til, at den sigtede nægter sig skyldig. Journalister forsømmer nok for ofte at høre forsvarets version,« siger lederen af Ritzaus kriminalredaktion, Niels Northroup, der jævnligt oplever, at journalister endda undlader at oplyse den mistænktes stilling til sigtelsen.
»Det må være et minimum. Ellers er det simpelthen for dårligt og et grundlæggende brud på de presseetiske regler,« siger Niels Northroup.