ANALYSE. Det er eddermukme både en vigtig, væsentlig og spændende sag, der er på trapperne ved retten i Glostrup, og i løbet af kort tid får vi og de implicerede i Se og Hør-sagen at vide, hvad den præcist skal dreje sig om.
Ifølge Københavns Vestegns Politi skal man vente et anklageskrift inden udgangen af maj måned i den sag, der er berammet med 20 retsdage i september, oktober og november.
De sigtede og måske snart tiltalte er selvfølgelig uskyldige, indtil det modsatte er bevist, og det understreger jeg gerne: Det er ikke alle skruppelløse handlinger, der ligger inden for straffelovens område.
Det skal nok komme til at sitre i retslokalet, så processen med held kan linkes til de journalistiske uddannelsessteder.
Rigsadvokat Ole Hasselgaard ser i øjeblikket på sagen, sådan som alle sager med sigtelser mod en journalist for et strafbart forhold ”begået som led i det journalistiske arbejde” skal via Statsadvokaten til Rigsadvokaten, inden der rejses tiltale.
12 personer er sigtede
12 personer er sigtede, men Se og Hør-sagen er andet og mere end en straffesag.
Det er en sag, som i de kommende måneder igen vil genstarte den evigt aktuelle debat om journalistikkens etiske grænseland, og der er flere principielle temaer af betydning for redaktionslivet også i fremtiden. Jeg glæder mig til bl.a. at høre følgende temaer gennemgået i retten:
- Hvad betyder bestyrelsesansvar? Det er Aller Media A/S, der tjener penge på at udgive Se og Hør. Selskabet er som juridisk person sigtet i sagen, men uanset sagens udfald er det spændende, om ejerkredsen har et ansvar for at vide ingenting, lidt eller meget.
- Hvad betyder ansvarshavende redaktør? Betyder det, at den ansvarshavende løfter lidt af byrderne fra de ansatte, hvis han i nogle tilfælde har sat folk i arbejde med noget, som de ikke helt indså rækkevidden af?
- Hvor er vi henne med det eventuelle ansvar for medvirken, hvis en redaktionel medarbejder – journalist eller redaktør – nok kendte til en usædvanlig kilde, men ikke til hans arbejdsform og slet ikke til aflønningen?
- Og det spændende slagsmål om forældelse og det, som juristerne kalder en fortsat forbrydelse. Hvornår er man ude af noget, man måske har været med i, når hovedmanden fortsætter sin virksomhed? Det spørgsmål er ikke mindst aktuelt for Henrik Qvortrup.
- Og mere teknisk – men vigtigt: Lykkedes det politiet at røntgenlæse databaserne hos Aller Media A/S uden at krænke kildebeskyttelsen i andre tilfælde end det, som sagen gælder, nemlig føring af kreditkortkilden og brug af hans oplysninger om de kongelige og de kendte, som han elektronisk fulgte geografisk og økonomisk?
Uden fortilfælde
Lad os bare sige, at Se og Hør-sagen er uden fortilfælde. Der er foregået noget, som ingen tidligere har set. Vi ved, at flere af de implicerede erkender det faktiske, men også at alle sigtede nægter at have begået noget ulovligt. Vi ved også, at myndighederne og rette vedkommende blev advaret meget tidligt, men lod stå til. Ja nærmest lod forstå, at alle systemer virkede perfekt.
Skal det tælle på plussiden hos nogle, men ikke andre – eller slet ikke?
Disse personer er centrale aktører i forståelsen af sagen:
Journalist Ken B Rasmussen skrev fiktionen ’Livet det forbandede’, som dagbladet BT hentede så meget fakta ud af, at det gav anledning til debat og politiundersøgelsen fra slutningen af april 2014.
Kernen i sagen var kreditkilden, der gav/solgte oplysninger til Se og Hør om kendte og kongelige i perioden 2008-2011. Ken B – uden punktum – bestrider ikke, at han var med til at styre kreditkortkilden, men nægter sig skyldig i de svært gennemskuelige sigtelser.
Henrik Qvortrup er inddraget i sagen som tidligere ansvarshavende chefredaktør på Se og Hør, hvor han tiltrådte i 2002 og fratrådte i november 2008, et halvt år efter at kreditkortkilden antages at være begyndt som fast og betalt meddeler. Han går efter den rene frifindelse. I selvbiografien ’Q’ og mange andre steder har han understreget, at kreditkortkilden var en kilde som alle andre, og at han ikke vidste, hvordan kilden skaffede sig sin viden.
Ved sin fratræden sagde Henrik Qvortrup 28. november 2008 til journalisten dk, at han på ingen måde havde været ked af ”rollen som den frække chefredaktør for Se og Hør”.
Spørgsmålet er, om det får størst betydning, at han var den frække dreng, eller at han fratrådte, kort efter at kreditkortkilden gik i gang, så hans rolle måske afklares af straffelovens forældelsesregler.
Per Ingdal var Allers udgiverdirektør og efterfulgte formelt Qvortrup som ansvarshavende chefredaktør i det halve år, hvor man jagtede den rigtige afløser. Han blev fyret fra Aller Media A/S efter den interne undersøgelse.
Han nægter sig skyldig. Han er interessant, fordi han både var på redaktionen og i direktionen og allerbedst kender Aller-harmonikaen, hvor ansvaret skubbes op og ned, når der spilles i mol. Nægter sig skyldig.
Kim Henningsen var ansvarshavende chefredaktør efter Ingdal og er tæt på at erkende det faktiske forløb, men også han nægter sig skyldig.
Hans tilgang er den klassiske "the buck stops here", som der stod på skiltet i præsident Harry Trumans ovale værelse som en stille protest mod ansvarsløs ansvarsglidning. Det skete, det var dumt og forkert, men ikke kriminelt.
Han var sygemeldt, da sagen eksploderede. I det interne lys må det i dag se dumt ud, at han fyrede Ken B, som sad på en krudttønde og med sikkerhed ville blive både ked og vred af et spark.
Journalist Kasper Kopping er manden, der lægger kortene på bordet – helt ind til bordet i chefredaktørkontoret – hvor der blev talt meget om kreditkortkilden, hvis aktiviteter han beskriver detaljeret i ’Helt tys tys – Se og Hør indefra’.
Han bestrider ikke, at han var med til at styre kreditkortkilden, heller ikke at han vidste, at IBM-manden kiggede i nogle elektroniske arkiver, men han nægter sig skyldig i de svært gennemskuelige sigtelser.
Kreditkortkilden var ansat hos IBM, der løste opgaver for NETS, der tidligere hed PBS. Han tog selv initiativet med den henvendelse til tiptelefonen, som førte til et samarbejde, da redaktionen opdagede hans enestående leverancer ved plotningen af prins Joachim og prinsesse Maria på bryllupsrejse.
Han er på den ene side sagens hovedmand, men alligevel har han hverken oplevet anholdelse eller ransagning hjemme som flere af journalisterne og chefredaktørerne. Han er, så vidt vides, indstillet på at fortælle sandheden, selv om han nægter sig skyldig.
To medlemmer af redaktionsledelsen på Se og Hør er blandt de sigtede. Deres roller kan måske bedst beskrives som igangsætning af journalistiske aktiviteter på basis af de oplysninger, som kreditkortkilden leverede.
Det samme gælder to journalister og en redaktionssekretær. De tre sidstnævnte blev først inddraget i sagen, da politiet gennemgik Allers elektroniske arkiver.
Aller Media A/S er sigtet som juridisk person. Man kan efter straffelovens paragraf 306 straffe juridiske personer. Den slags sager rejses, hvis straffeloven er overtrådt for at skaffe den juridiske person (Aller Media A/S) økonomisk vinding.
I rigsadvokatens principielle overvejelser om den slags nævnes strafansvar især i forbindelse med ”afgivelse af urigtige erklæringer på virksomhedens vegne, aktiv bestikkelse, bedrageri samt skatte- og momssvig".
Endelig er en betalt kilde i lufthavnen også inddraget. Hans forhold kan ikke gælde alle sigtelser, men forståelsen må være, at han i strid med sin arbejdsgivers interesser modtog betaling/bestikkelse for tip om kendtes flybestillinger.
Tæt på paragrafferne
I en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi fra 27. oktober 2015 oplystes, at ”12 personer samt Aller Media er sigtet i sagen, og der er blevet rejst sigtelser for overtrædelse af straffelovens par. 263, stk. 3, jf. stk. 2 og par. 299a, jf. markedsføringslovens par. 19, jf. straffelovens par. 23 samt overtrædelse af straffelovens par. 299 stk. 2.”.
Men der er så mange kantede juridiske grænsespørgsmål i sagen, at jeg udelukker, at alle personer er med på samme måde i et eventuelt anklageskrift.
Strafferammernes betydning for det videre forløb er et centralt spørgsmål ikke mindst for Henrik Qvortrup .
Jo højere strafferamme, jo længere tid inden strafansvaret forældes. Ved at tale om særligt skærpende omstændigheder i en enkelt af paragrafferne løfter politiet strafferammen fra halvandet års fængsel til seks års fængsel og forældelsesfristen fra fem til 10 år. Hvis forældelsesfristen er fem år, er Henrik Qvortrup ude af sagen, hvis hans rolle ophørte i 2008, da han fratrådte, men ikke hvis forældelsesfristen regnes fra 2011, da kreditkortkilden stoppede.
Forældelsesreglerne er beskrevet her.
Det er ikke sådan, at Københavns Vestegns Politi har skudt gråspurve med kanoner, men snarere, at man foreløbig har forsøgt at skyde kanoner med spredehagl. Fejl i min bedømmelse og eventuelle mangler vil blive rettet, og artiklen opdateret, når anklagemyndighedens tænkning står mere klart.
Bestikkelsesparagraffen har et maksimum på fire års fængsel, men jeg tør godt vove den påstand allerede nu, at anklagemyndigheden næppe vil påstå, at den aktive bestikkelse eller medvirken til bestikkelse skulle gælde hele kredsen. Betalte kilder er kendt, men ikke altid anerkendt, og det særlige spørgsmål opstår, når en ansat person er kilde og får gaver eller betaling for at udlevere materiale, som den retmæssige ”ejer” af materialet bestemt ikke ønsker udleveret, eller materiale, som er beskyttet ved lov.
Bestikkelsesparagraffen i straffelovens paragraf 299 stk. 2 inddrager også den eller de personer, der tilbyder og betaler bestikkelsen. Tilsyneladende er det et centralt spørgsmål i sagen, om alle, der kendte til kreditkortkilden, også kendte til, om der var penge mellem parterne.
Det er ikke kun bestikkelse af offentligt ansatte, men også af private, der kan straffes.
De typiske sager, hvor straffelovens § 299, nr. 2, kommer i brug, gælder situationer, ”hvor en person, der er ansat eller tilknyttet en virksomhed, modtager en gave eller anden fordel fra en person uden for virksomheden".
Hvis gaven/fordelen er givet for at få modtageren til at foretage eller undlade at foretage en handling på en bestemt måde, der vil være i strid med modtagerens pligter over for virksomheden, så er det strafbart. Og det er ikke kun modtageren, men også betaleren, som befinder sig i det kriminelle felt. Se Justitsministeriets meddelelse ”Undgå bestikkelse”.
Når det kommer til markedsføringslovens paragraf 19 om erhvervshemmelighedernes krænkelse, er strafferammen halvandet års fængsel, mens straffelovens paragraf 299 a under særligt skærpende omstændigheder løfter strafferammen til maksimum fængsel i seks år.
Politiets noget overraskende brug af markedsføringsloven skyldes, at den drejer sig om videregivelse af erhvervshemmeligheder. Når en ansat sælger et sæt arbejdstegninger til konkurrenten, så er den klokkeklar, men for mig står det ikke lige så klart, at et dyk i databasen og udtagning af enkelte oplysninger om enkeltpersoner også er et videresalg af erhvervshemmeligheder.
Det er den slags, som vil være nemt at forstå, hvis der kommer et anklageskrift, hvor man udtrykkeligt beskriver gerningsindholdet ved at sige, at XX overtrådte paragraffen ved den og den dag at gøre sådan og sådan.
Løftet af paragraffen i Markedsføringsloven til straffelovens 299 a under særligt skærpende omstændigheder betyder ikke i sig selv, at man går ud over markedsføringslovens strafferamme, men betyder primært, at man anser det for så alvorligt, at det er en straffelovsovertrædelse, ikke en særlovsovertrædelse, som skal klares nede i bunden af markedsføringslovens strafferamme.
Straffelovens par. 263, stk. 3, jf. stk. 2 ser man i denne sag jævnligt omtalt som hackerparagraffen, men paragraffen gælder andet end at hacke sig ind udefra; den drejer sig mere præcist om at skaffe sig uberettiget adgang til en andens oplysninger eller programmer.
Kreditkortkilden var ansat hos IBM, men hans nøjagtige (u)retmæssige adgang til oplysningerne hos NETS/PBS kendes ikke, selv om det ligger klart, at udlevering af oplysningerne ikke på nogen måde kan have været retmæssig, og det kan næppe heller have stået i jobbeskrivelsen, at han skulle følge de kendtes geografiske og økonomiske kreditkortbevægelser.
I straffelovens paragraf 23 finder man reglerne om medvirken, der kan strækkes langt ud, selv om den med sikkerhed standser lidt før kiosken, der har solgt Se og Hør med artikler opnået på ulovlig vis. Her må man forvente forsøg og modforsøg på at afklare, hvem der vidste hvad hvornår. Selv om mange af de implicerede forstod, at kreditkortkilden var en meget tys-tys-historie, er det ikke ensbetydende med, at de også vidste, hvorfor man gik stille med dørene.
Det vil sitre i Glostrup
Se og Hør-sagen bliver en genopførsel af redaktionslivet i Aller-huset på godt og ondt i retssal nr. 4 i Glostrup, et meget politisk rum, som tidligere var Københavns amtsråds mødesal.
Vi ved, at en række enkeltpersoner har følt sig groft krænket, ikke alene af overvågningen, men også af de artikler, den muliggjorde. Skal krænkelsen genoprettes, kan den genoprettes, og skulle der være nogen, som får idéerne til at ændre retsregler til beskyttelse af personlig integritet, ud over hvad vi kender fra privatlivets fred og injurieparagrafferne?
Det er vigtigt, det er væsentligt og spændende.
Ved en gennemgang af de senere års straffesager mod journalister er det markant, at domstolene generelt har en meget stor forståelse for journalistiske aktiviteter, der søger at fortælle mere, end man bare lige kan se eller høre.
Der er masser af dagbøder, bøder og strafbortfald, og kun betinget fængsel i en enkelt sag. Med andre ord skal journalister anstrenge sig meget for at komme i fængsel i Danmark, hvis de har været ude i folkeoplysningens tjeneste drevet af en såkaldt samfundsinteresse. Og i sagen med betinget fængsel så man retten formilde sig på grund af et ledelsessvigt. Et ord, som utvivlsomt vil blive hørt igen og igen i Glostrup.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg sætter pris på en let forstålig udredning af et - i juridisk forstand - kompliceret forløb. Som lægmand, hvad angår journalistik i almindelighed og jura i særdeleshed, står følgende imidlertid stadig hen i det uvisse: Hvorfor er den egentlige lovbryder - kilden - ikke tiltalt?
Jeg kan til dels forstå, at såfremt der kan føres bevis for, at de anklagede kendte til oprindelsen af kildens oplysninger, så kan der rejses en række mere eller mindre luftige tiltaler. Men jeg kan ikke forstå, at udlevering af personfølsomme oplysninger ikke straffes. Vi straffer hæleren, men ikke tyven?!
Desuden er det anelse komisk at se, hvordan et helt land er samlet om fordømmelsen af en forbrydelse, som de selv aktivt bidrager til hver gang de slår ind på bt's og eb's hjemmesider eller sætter sig i stolen hos frisøren.
Det virker mest af alt, som en sigtelse for dårlig smag. Og så er vi vel en del, der skal til at se os over skulderen.
Skal ikke trække dette i langdrag, men er nødt til - igen - at understrege, at jeg i denne "sag" intet fortryder, hvilket jeg har gentaget igen og igen over for talrige medier! I øvrigt en udmærket Pixibogs-version af en kompliceret sag! KH
Kære Kim Henningsen
Jeg synes ikke, man kan skildre din tilgang til forløbet meget bedre end den hæderværdige klassiker: The buck stops here. Jeg har læst dig på den måde, at det ikke burde være forløbet på den måde, og har frit skrevet dumt og forkert som min oversættelse. Selvfølgelig er det tydeligggjort, at alle afviser ulovligheder, og det har været centralt at fremhæve, at også de, der erkender hele det faktisk hændelsforløb har gjort det uden at det indebærer en erkendelse af noget ulovligt. Gardinrejseren er udarbejdet som en oversigt til læserne, så de er forberedt på næste skridt. Det er en så kompliceret sag og så følelsesladet en sag, at indsigelser og forslag til rettelser/forbedringer naturligvis er velkomne. PS
Kære Poul Smidt (og andre, der læser dette) Jeg har erkendt HELE det faktiske hændelsesforløb og har aldeles ikke betegnet det som dumt eller forkert. Jeg står fuldt og helt ved det hele, og ansvaret er mit - og kun mit - i mine fire år som chefredaktør. Og fastholder, at der IKKE er tale om noget ulovligt! Vh Kim Henningsen