search

Byg bro mellem asylansøgerne og et skeptisk lokalsamfund. Sådan lød opgaven for Maria Bartholdy, da hun blev ansat som dialogmedarbejder i Jammerbugt Kommune. Her instruerer hun den kurdiske asylansøger Khalid, som medvirker i hendes informationsfilm til asylansøgere om danske normer. Astrid Dalum

i

»Først taler I, så skåler I, og så gramser du!«

Efter en shitstorm på Facebook rettet mod lokale asylansøgere ansatte Jammerbugt Kommune Maria Bartholdy som dialogmedarbejder. »Jeg forklarer dem, at de skal stille sig i kø ved kassen. Og at de ikke behøver at røre ved samtlige appelsiner i supermarkedet«. Se info-videoen her

»Først taler I, så skåler I, og så gramser du!« Instruksen fra filmfotografen er kort og præcis, før optagelserne går i gang. 

»Det er jo nogenlunde sådan, det foregår på Crazy Daisy,« lyder det med et grin fra den danske amatørskuespiller, som skal agere gramsemand på en bar over for en ung blond kvinde i lårkort nederdel. 

Vi befinder os på værtshuset Cafeen i den nordjyske landsby Brovst, som ligger mellem det brusende Vesterhav og Limfjorden, lige der hvor Thy bliver til Vendsyssel.  

Maria Bartholdy er dialogmedarbejder ved Jammerbugt Kommunes asylafdeling, og hun er sammen med to fotografer i gang med indspilningen af en informationsfilm til asylansøgere om danske normer. Den omhandler alt fra køkultur til køn, ligestilling og danskernes afslappede forhold til bar hud.

Filmens pointer bliver skåret helt ud i pap. Den er uden lyd, fordi den skal kunne forstås rent visuelt på tværs af alle sprog. Filmen skal illustrere how to do and how NOT to do. 

»Scenen skal vise, at fordi en kvinde siger ja til en dans, så er det ikke det samme som, at hun siger ja til alt muligt andet,« siger Maria Bartholdy.

Hun har valgt at bruge en hvid dansk mand til at spille gramsemanden for at understrege, at det er handlingen og ikke hudfarven, der er forkert.

»Hele samfundsdebatten gør, at vi må lave den her film. Den scene med diskoteket er et bølgeskvulp helt fra nytårsaften i Køln. Det er måske kun en håndfuld af vores asylansøgere, der kunne finde på den slags grænseoverskridende adfærd, men man skal ikke bagefter kunne komme og sige, at vi ikke har oplyst dem om, hvordan man gebærder sig i Danmark,« siger Maria Bartholdy.

Filmen til asylansøgerne viser blandt andet en scene om, hvordan man IKKE gebærder sig på et diskotek eller en bar. Maria Bartholdy har valgt at bruge en hvid dansk mand til at spille gramsemanden for at understrege, at det er handlingen og ikke hudfarven, der er forkert.
Foto: Astrid Dalum

"Byg bro mellem asylansøgerne og et skeptisk lokalsamfund"

Da hun blev ansat som såkaldt streetwalker og dialogmedarbejder i 2013, var hendes opgave klart defineret: Byg bro mellem asylansøgerne og et skeptisk lokalsamfund. I de to små nabolandsbyer Tranum og Brovst bor der i alt kun lidt over 3.000 mennesker. Derfor fylder de næsten 500 asylansøgere på de to småbyers asylcentre godt i gadebilledet.

Maria Bartholdy har en baggrund som både skuespiller og socialpædagog. Men hendes værktøj er kommunikation.

»Alt mit arbejde består af kommunikation. Men det er en utroligt broget flok, jeg skal kommunikere til. Nogle af asylansøgerne er ingeniører eller kirurger, mens andre er bønder fra de fjerneste afkroge af Afghanistan, som måske ikke engang har været i Kabul. Det er kulturelt betinget, hvordan de afkoder mig. Jo mere simpelt et liv, du har levet, jo mindre har du været tvunget til at afkode noget som helst,« siger hun.

»Jeg har lært, at man kan kommunikere med alle mennesker, også selv om man ikke har et fælles sprog. Jeg bruger mit kropssprog meget. Her er min baggrund som skuespiller en fordel. Det er afgørende, at min krop siger det samme som det, der kommer ud af munden.«

Foto: Astrid Dalum

En uholdbar situation

Hver anden torsdag får asylansøgerne udbetalt lommepenge. Så valfarter de til de cirka 20 butikker i Brovsts lille gågade. Men de lokale borgere og forretningsdrivende har ikke kun være begejstrede for at få nye kunder til. 

Eksempler på butikstyverier og manglende forståelse for dansk køkultur skabte så store frustrationer i lokalsamfundet, at driftschefen i Jammerbugt Kommunes Asylafdeling i 2013 så sig nødsaget til at ansætte en dialogmedarbejder, selv om der har været asylcenter i kommunen i over 20 år. 

»Vi kom ind i noget, der lignede en shitstorm på Facebook i vores eget lokalområde. Det kom helt ud af trit med virkeligheden. Vi havde på et tidspunkt nogle beboere, som stjal i butikkerne. Det førte til, at vores beboere fik skylden, også når andengenerationsindvandrere lavede ballade eller butikstyverier. Der var ingen, der skilte tingene ad, og der opstod næsten en stemning, hvor asylansøgere ikke var velkomne i byen. Det var en uholdbar situation,« siger Thorkild Poulsen.

Foto: Astrid Dalum

Spændingerne er aftaget

I dag er frustrationerne hos de forretningsdrivende i Brovst væsentligt dæmpet takket være Maria Bartholdys indsats. 

På værtshuset Cafeen sidder der denne mandag eftermiddag cirka 10 lokale gæster, heraf en del håndværkere, som får sig en fyraftensøl eller tre. 

Her bliver de lokale nyheder fra weekenden vendt. Natten til søndag røg en 44-årig kvindelig bilist i politiets søgelys, fordi hun med sprit i blodet kørte ind i en parkeret bil og en trailer i Kirkegade. Værtshusets gæster mener at vide fra skrammer på traileren, at der var tale om en lilla bil. Og der bliver snakket og spekuleret heftigt og lystigt i, hvem kvinden mon kan være. Så mange lilla biler er der heller ikke i Brovst.    

Bag bardisken står Cafeens ejer, Jannie Andersen.

»Generelt er der alt for dårlig dialog mellem folk i vores by og asylansøgerne. Der er mange fordomme om asylansøgerne. Men med Maria har vi fået én, som kan afkræfte nogle af fordommene, og som er til at få fat på, hvis der opstår problemer eller gnidninger,« siger Jannie Andersen.

»Jeg har haft indbrud her i caféen et par gange. Og her i byen tænker mange automatisk, at det må nok være nogle af asylansøgerne. Men Maria har hjulpet med at kigge på overvågningsbillederne, og hun kunne fastslå, at der ikke var tale om nogen fra asylcenteret, men nogle der kom udefra. Det er kun godt. For der er rigeligt med fordomme i forvejen,« siger hun.  

At spændingerne er aftaget, efter at Maria Bartholdy kom til, bliver bekræftet længere oppe ad gågaden hos indehaveren af elektronikbutikken Expert.

»De problemer, der var, forsvandt ret hurtigt. Det er meget tydeligt, at asylansøgerne er blevet skolet og oplært i, hvordan man gebærder sig. I dag stiller de poser og tasker fra sig ved døren, så man ikke mistænker dem for at stikke noget i lommerne. Og de kommer højst tre personer ad gangen i butikken,« siger Bo Nielsen. 

Foto: Astrid Dalum

Ekstremt vigtigt at kende normerne

Den adfærd er et direkte produkt af Maria Bartholdys ligefremme og insisterende facon, hvor hun uden omsvøb forklarer asylansøgerne, hvordan de bliver opfattet af de lokale, hvis de ikke følger hendes anvisninger. 

»Der var ikke den store kriminalitet, da jeg kom til. Men der var rigtig mange asylansøgere, som drev rundt i gaderne og hang i butikkerne. Det skaber utryghed, hvis der kommer 20 mænd i flok. Jeg kan ikke forbyde dem at gøre det, men de lytter som regel til mig, når jeg siger, at det er en dårlig idé,« siger Maria Bartholdy. 

På hendes kontor i asylcenteret i Brovst står der en blå indkøbskurv fra Aldi. Den bliver brugt som instrument i hendes undervisning af asylansøgerne om danske normer.  

»Jeg forklarer dem, at de skal stille sig i kø ved kassen. Og at de ikke behøver at røre ved samtlige appelsiner i supermarkedet, før de bestemmer sig for, hvilke de lægger ned i kurven. At det er ildeset hos os, selv om det er helt almindelig markedskultur andre steder,« siger Maria Bartholdy og tilføjer:  

»Det er jo træls at blive upopulær, fordi man taler højt i sin mobiltelefon i Aldi, hvis man aldrig har fået at vide, at det er ildeset i vores kultur.«

Hun understreger, at succesfuld integration forudsætter, at vi alle er enige om, hvordan vi mødes i det offentlige rum. 

»Det er ekstremt vigtigt for mennesker, der kommer hertil med en helt anden kulturel baggrund, at de kender normerne. Den informationsopgave må vi ikke svigte. Jeg siger til dem, at de vil møde danskere, der gør præcis det modsatte af det, jeg prædiker. Men nu fortæller jeg jer, hvad der bliver anset for god opførsel i Danmark,« siger Maria Bartholdy. 

Og hun er godt tilfreds med både responsen og effekten.  

»Jeg når meget længere, end hvis jeg skulle undervise en gruppe danskere om danske normer. Asylansøgerne er meget taknemmelige for mine belæringer. Mange af dem vil faktisk rigtig gerne lære om vores kultur.« 

»Alt mit arbejde består af kommunikation. Men det er en utroligt broget flok, jeg skal kommunikere til. Nogle af asylansøgerne er ingeniører eller kirurger, mens andre er bønder fra de fjerneste afkroge af Afghanistan,« siger Maria Bartholdy, der her giver massage til en statist under en pause i filmoptagelserne.
Foto: Astrid Dalum

Ikke bange for at støde folk nu og da

I arbejdet som dialogmedarbejder er en af hendes vigtigste funktioner at stå til rådighed og lægge øre til lokale borgeres og forretningsdrivendes bekymringer eller frustrationer. Hun er altid tilgængelig og tager telefonen, uanset hvornår den ringer. 

»Jeg lytter til deres frustrationer og tager dem alvorligt. Når nogen har haft klager, så tager jeg det på mig og forsøger at tage ansvar for det og løse det. Jeg hører, hvad du siger, og ser, hvad jeg kan gøre,« siger Maria Bartholdy.

»Det betyder enormt meget, at jeg giver folk en mulighed for at komme af med deres frustration. Tænk på, hvor svært det er blevet i vores samfund i dag. Du ved ikke, hvor du skal rette dine frustrationer hen. Hvis du vil klage, skal du skrive syv formularer, og hvis du ringer, bliver du stillet om til en anden afdeling, som heller ikke ved noget, og du skal være heldig, hvis nogen ringer tilbage,« siger hun. 

En af borgerhenvendelserne kom fra en ældre dame i Brovst, som følte sig utryg, fordi der ofte står mange asylansøgere samlet ved et busstoppested lige foran hendes hus.

»Det er vigtigt, at jeg tager mig tid til at tale med en ældre borger, som føler sig utryg. Og jeg gør, hvad jeg kan inden for rimelighedens grænser for at få hende til at føle sig tryg. Men jeg kan jo ikke male dem hvide,« som Maria Bartholdy formulerer det. 

Hendes direkte stil kan ikke undgå at støde folk nu og da. Både asylansøgerne og de lokale. Men det er hun ikke bange for. Det er en del af jobbet, slår Maria Barth​oldy fast. 

»Vi opnår aldrig nogen frugtbar integration, hvis vi ikke tør tale om tingene. Også det, der kan være følsomt,« siger hun. 

»I Danmark har vi ligestilling mellem kønnene. Punktum« 

Maria Bartholdy tilhører selv den inkluderende type. Men hun er helt firkantet i sin tilgang til, hvilken kultur hun repræsenterer og møder asylansøgerne med.  

»Jeg skal ikke repræsentere en multikultur. Jeg skal repræsentere dansk kultur. Al min kommunikation skal hvile på danske normer og dansk lovgivning. Jeg kan eksempelvis ikke repræsentere et multikulturelt samfund, der accepterer, at man i nogle kulturer ikke har ligestilling. I Danmark har vi ligestilling mellem kønnene. Punktum,« siger Maria Bartholdy. 

Hun kan ikke tvinge muslimske mænd til at give hende hånd. Men de få, der har undslået sig i første omgang, er endt med at gøre det alligevel.

»Jeg fortæller dem, hvad det gør ved mig, at de ikke giver mig hånden. De ønsker ikke at støde mig. Men det gør de. Det er meget lidt respektfuldt, at de ikke vil give mig hånden, fordi jeg er kvinde. At det i deres kultur så er i respekt for kvinden, at de ikke vil røre hende, er en anden sag. Men det er underordnet. De skal vide, hvad vores kodeks er her. Og jeg har endnu ikke oplevet en eneste asylansøger, som ikke er endt med at give mig hånden,« siger hun. 

»Jeg har lært, at man kan kommunikere med alle mennesker, også selv om man ikke har et fælles sprog. Jeg bruger mit kropssprog meget. Her er min baggrund som skuespiller en fordel. Det er afgørende, at min krop siger det samme som det, der kommer ud af munden,« siger Maria Bartholdy.
Foto: Astrid Dalum

»Det går ikke at pakke tingene ind«

På Cafeen i Brovst er optagelserne til informationsvideoen ved at nå sit klimaks. 

»Nu må du godt gramse på hende,« lyder kommandoen fra filmfotografen. 

Gramsemandens hånd kryber op ad den unge blonde kvindes bare lår.  

»Det går ikke at pakke tingene ind. Den scene om, hvordan man gebærder sig på et diskotek kunne sagtens være lavet meget blidere. Jeg har set mange dårlige udgaver af den scene på YouTube, hvor man dybest set ikke forstår et klap, fordi det hele ligger mellem linjerne,« siger Maria Bartholdy.  

Hun minder igen om sin målgruppes ekstremt forskellige forudsætninger. Om hjertekirurgen fra Damaskus og bonden fra den yderste afkrog af Afghanistan. 

Der vil med sikkerhed være asylansøgere, som bliver stødt over videoens indhold og budskab. Men det er kun godt, slår Maria Bartholdy fast:

»Vi kan ikke beskæftige os med det, der ligger mellem linjerne. Vi er nødt til at være ekstremt konkrete og skære tingene ud i pap. Det gør ikke noget, at nogle bliver stødt og siger, det kunne vi da aldrig finde på. For så er dialogen i gang.« 

Kommentarer
11
Mikkel Christensen
26.08.16 17:00
"Da hun blev ansat som
"Da hun blev ansat som såkaldt streetwalker og dialogmedarbejder i 2013" hold da op for en kombination! Og det var offentligt finansieret?
Det er en god reminder om at man ikke for en hver pris skal bruge engelske udtryk. Specielt når man (forhåbentlig) ikke har forstået hvad de betyder.
Fremhævet af Journalisten
Villy Dall
30.08.16 19:52
"Vi befinder os på værtshuset
"Vi befinder os på værtshuset Cafeen i den nordjyske landsby Brovst, som ligger mellem det brusende Vesterhav og Limfjorden, lige der hvor Thy bliver til Vendsyssel."

Jeg kan forstå, at Jørgen Skadhede aldrig har hørt om hverken Hanherrederne eller Kær Herred. De ligger ellers imellem Thy og Vendyssel. Ja, det er rigtigt, at Hanherrederne hørte til Thy Syssel, og Kær Herred hørte til Vendelbo Syssel. Men det er godt nok længe siden, og hverken hanboerne eller kærboerne føler sig som thyboer eller vendelboer, og de taler ej heller hverken thybomål eller vendelbomål.

Såh ... det ...
Fremhævet af Journalisten
Jørgen Skadhede
31.08.16 06:51
Kære Villy

Kære Villy

Jeg kender udmærket til Han Herred. Men det gør flertallet af vores læsere formentlig ikke. De ved næppe heller, hvor Brovst ligger. Men Vendsyssel og Thy kan de nok nogenlunde placere. Og Brovst ligger netop mellem Thy og Vendsyssel i det, der hedder Han Herrred. Men sætningen skal vise, hvor vi befinder os henne geografisk, så det giver mening for et flertal af læserne. Jeg erkender, at det havde været mere præcist at skrive Han Herred. Men jeg tvivler på, at flertallet af DJ's 18.000 medlemmer nogensinde har hørt om Han Herred, og så tjener sætningen ikke længere sit formål, nemlig at forklare læserne, hvor vi er.

Mvh. Jørgen Skadhede, reporter på fagbladet Journalisten.
Fremhævet af Journalisten
Villy Dall
31.08.16 18:57
Har du så også hørt om Kær
Har du så også hørt om Kær Herred, der heller ikke er Vendyssel?
Fremhævet af Journalisten
Villy Dall
31.08.16 18:58
Brovst er Øster Hanherreds
Brovst er Øster Hanherreds hovedstad. En tidligere stationsby. Måske har mange ikke hørt om den. Men har de så hørt om Thy?
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
31.08.16 19:45
Kære Villy

Kære Villy

Hertil kan jeg svare, uden at kende hverken relevans eller den fulde konsekvens, at jeg kender Thy men ikke benævnte stationsby. Jeg mener fx at Thy har lagt navn til en udmærket økologisk pilsner, kåret som Danmarks bedste.

Så det...

Mvh
Fremhævet af Journalisten
Thomas Pallesen
31.08.16 20:20
Kære kollegaer på
Kære kollegaer på Journalisten
Selvom I laver en fejl, behøver I ikke at være dumstædige. Det er notorisk forkert, når I kalder Brovst med "20 butikker i Brovsts lille gågade" for en landsby. Og Hanherred er lige så meget en landsdel som Vendsyssel og Thy - at I ikke kender den, berettiger ikke til at skrive noget faktuelt forkert. Der må være andre måder at hjælpe læsere, der som redaktøren kun kender landsdelene på øllet.

Jeg ved godt, at det er en detalje, men nu laver I jo selv et nummer ud af at dække provinsen. Og en af de værste synder fra hovedstedspressen er netop at overdrive det provinsielle for at gøre det mere eksotisk, fx ved at gøre alle byer i provinsen til "landsbyer".
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
01.09.16 05:15
Kære Thomas

Kære Thomas

Point taken. Min replik var mest et forsøg på lidt humoristisk at sætte de rette proportioner på diskussionen.

Jeg kender som vestjyde fra flækken Sjelborg udmærket til, hvor irriterende det er, når lokale stednavne, man er vokset op med, for eksempel udtales forkert i Radioavisen.

Kvaglund er fx aldrig blevet sig selv igen, efter den optrådte i Statsradiofonien. Men jeg tilgav det nu ret hurtigt.

Og Brovst kender jeg af navn, for der - hed det sig i medierne - kom speedwaykøreren Hans Nielsen fra, selv om jeg nu læser, at han i virkeligheden er født i Arentsminde.

:-)

Mvh



Fremhævet af Journalisten
Villy Dall
03.09.16 09:46
Sysler og herreder er hhv. en
Sysler og herreder er hhv. en ældgammel og en gammel administrativ inddeling af landet fra statsmagtens side. Nogle af grænserne er slet ikke sat efter lokale tilhørsforhold såsom f.eks. sprog (dialekt). Ved Oddesund lod man f.eks. grænsen gå mellem Vestjylland og Thy, og det gjorde Thy isoleret og uden for statsmagtens fokus efter 1660. Efter grevefejden 1534-36 lovede statsmagten sig selv aldrig at tillade en administrativ opdeling mellem Aalborg og Nørresundby, hvorfor Kær Herred kom til Aalborg Amt i stedet for Hjørring Amt ved amtsinddelingen 1794. O.s.f. Sprogligt (dialektmæssigt) kan områder være meget små, f.eks. er hannæsmål ikke hanbomål, men en (særskilt under-)dialekt, som oprindelig var uden foran- og efterstillede entalsubestemte og -bestemte artikler. O.s.f. Feggesundfærgen går ikke mellem Mors og Thy, men mellem Mors og Hannæs o.s.f. I Thyborøn taler man thybomål eller en underdialekt heraf, mens man i Harboøre taler vestjysk o.s.f.
Fremhævet af Journalisten
Bodil Rohde
04.09.16 09:44
Kære Villy Dall


Kære Villy Dall

Man må sige, at du virkelig har leveret en flot gang bonusinfo her.

Mange tak for oplysningerne. Det har giver mig en meget større viden om min fars barndomsland. I følge vores slægtsbog kan hans families rødder spores helt tilbage - og lidt længere endnu - til folk, som gjorde oprør sammen med Skipper Clement.

Dine dialektoplysninger er også meget interessante.

God søndag!

Venlig hilsen
Bodil Rohde
Fremhævet af Journalisten
Jens Yde
04.09.16 15:12
Villy Dall o.s.fl. fortæller
Villy Dall o.s.fl. fortæller om dialekter o.d..

Brovst kirke eksisterede i 1100 og lå da i Thysyssel, der sammen med Vendsyssel formentlig var konstrueret længe før Thyra Danebod. Syslerne forsvandt i 1536, og der kom nye inddelinger af landet.

Vendsyssel adskilles i dag mod syd fra Nørrejylland af Limfjorden og mod vest af de inkluderede sogne Hune, Jetsmark, Vedsted og Gjøl (wikipedia).

I vendsysselsk dialekt udtales kirke som tjærk, men fra Brovst og vestpå er udtalen som i Thy, kjærk. Det er svært at sætte skarpe dialektgrænser, men til thybomålet regnes målet i Vester Han Herred i nord (altså uden Brovst i Øster Han Herred) og til Thyborøn og Oddesund i syd - dette ifølge professor Peter Skautrup, der skrev, at thybomålet lydhistorisk slutter sig til vestjyak og i ordforrådet ofte står sammen med vendsysselsk.
http://www.arkivthy.dk/images/kildevaeld/lmnv/bind1/11%20%20Skautrup,%20Peter%20-%20Folkem%C3%A5let.pdf

Artiklen ovenover skriver, at "Cafeen i den nordjyske landsby Brovst ligger mellem det brusende Vesterhav og Limfjorden, lige der hvor Thy bliver til Vendsyssel". Er kilden mon ikke en lokal person?


Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen