Du og din familie flyttede til Grønland, da du var 11. Hvordan var det at bo der?

”Grønland er et sted, man enten bliver fuldstændigt opslugt af eller får lyst til at flygte fra. For mig var det magisk. Det var i start-90’erne, og TV Avisen blev fløjet op på VHS-bånd, så når den blev vist på KNR, var den tre dage gammel. Vejrudsigten var noget værre sludder. Det gav en følelse af at leve et unikt sted, der var lukket af for resten af verden. Min far var tekniker på det grønlandske telefonselskab, og jeg var interesseret i lyd og teknik. Som 12-årig begyndte jeg at lave lokalradio, og det slugte hele mit liv. Jeg har få minder fra skolen, men enormt mange minder fra at sidde på radioen i Nuuk til klokken tre om natten og forsøge at finde ud af, hvordan teknikken fungerer.”

Hvordan var det så at vende tilbage til Danmark?

”Frygteligt. Jeg flyttede som 16-årig midt i 1. g og skulle begynde forfra. Man tænker, at Grønland er langt væk og mørkt, men jeg havde det lige modsat: Vi flyttede til Østjylland, jeg gik på Rønde Gymnasium, og jeg syntes, det var mørkt og formålsløst. Selv om jeg kun har været i Grønland to gange siden, føler jeg på en måde, at det er hjem for mig.”

Hvorfor blev du journalist?

”I Grønland var jeg ikke så skarp til at stave og sætte kommaer, så jeg gik i en hjælpeklasse i dansk. Men i Danmark opdagede jeg, at jeg godt kunne skrive, og at jeg havde noget på hjerte. Så jeg endte med at lave anmeldelser og interviews med musikere for det lille blad Gymnasie-Eleven. Jeg havde nok altid tænkt, at det var den tekniske del af medieverdenen, der optog mig, men da min far kom med ’Hvad kan jeg blive’, og jeg bladrede til ’journalist’, tænkte jeg: Det er jo mig. Så i 3. g tog jeg til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. De 125 bedst placerede kom ind, og den sidste, der klarede snittet, havde 8,41 point. Det var mig. Jeg var selvfølgelig begejstret, men følte mig også meget ung – og jeg havde jo været væk fra Danmark. Så i det halve år fra jeg blev student, til jeg begyndte, læste jeg 20 politiske biografier for – på en eller anden måde – at blive voksen nok til at gå på skolen.” [quote:0]

Følte du dig så ung, da du startede?

”Meget. Men jeg slugte skolen. Jeg var rusvært og med i fredagsbaren og blev chefredaktør på skoleavisen. I den tid, vi gik der, var hele mit liv Bunkeren. Og jeg drømte om at lave kulturstof.”

Hvornår ændrede det sig?

”Da jeg kom i praktik – på Jyllands-Posten, som var de eneste, der ringede. Efter det første år endte jeg i reportagegruppen, hvor jeg mødte dem, jeg kalder mine tre journalistiske fædre: Christian Thye-Petersen, Jesper Stein og Jens Grund. De var sindssygt forskellige, men havde hver deres måde at være nysgerrige og en lille smule flabede på. Dem var jeg meget inspireret af.”

Efter skolen gravede du, var USA-korrespondent, politisk reporter og krimireporter. Når man ser det udefra, er det måske lidt overraskende, at du blev headhuntet til at styre sociale medier for Berlingske.

”Jeg begyndte at bruge Twitter under valgkampen i USA i 2007, og alt, jeg lavede på Christiansborg sidenhen, var online. Så nej, jeg har faktisk været digital hele tiden. Og jeg har altid været interesseret i, hvordan det digitale i USA ikke betragtes som andenrangs. For 15 år siden købte Politico de bedste politiske reportere fra New York Times og Washington Post – det var ikke mindre fint at være dér end på en avis.” [quote:1]

I dag er du udviklingsredaktør for sociale medier. Hvad laver du egentlig? 

”Jeg forsøger at finde ud af, hvordan TV 2 kan levere nysgerrig, troværdig og god journalistik de steder, hvor folk er. Vi er så privilegerede, at bare på vores nyhedsdel er vi syv-otte mand, som kun beskæftiger os med sociale medier. Det er ikke svært at bruge sociale medier til pandaer og børn, der går ind i en glasdør, men krydsfeltet mellem journalistik, der er interesseret i sit samfund, og sociale medier er svært. Og det er det, jeg arbejder med: Hvordan bliver vi bedre til for eksempel at fange folks opmærksomhed i et facebookfeed uden at gå på kompromis med de klassiske kriterier?”

Og hvordan gør vi så det?

”Vi er lige nu på det mest interessante sted, når det gælder sociale medier. Facebook ændrer i deres algoritme fra tid til anden, men grundlæggende er der ikke sket meget i algoritmen de seneste to år. Hidtil har det været lidt, som om vi spillede fodbold i mørke. Vi sparkede til bolden, og nogle gange scorede vi, andre gange fik vi rødt kort, og vi vidste ikke helt hvorfor. Nu kender vi spillereglerne. Men man bliver ikke Messi af at kende reglerne. Først nu er den digitale journalistik ved at være voksen. Nu taler vi ikke længere om, på hvilket tidspunkt af døgnet man skal retweete, men om, hvordan vi laver vedkommende journalistik, der gør, at folk læser med. Jeg er sindssygt forhåbningsfuld.”

Hvad er fagets største udfordring?

”Et af vores største problemer – tror jeg – er vores tendens til at blive ’systemmennesker’. Vi fortæller historier for en lukket kreds af elitens nørder, som bruger medierne som en slags intranet til deres forståelse af verden. Det er farligt for demokratiet, hvis vi ikke overvåger magthaverne, men det er også farligt, hvis vi kun overvåger magthaverne for at kunne skrive til de andre magthavere om, hvordan det går i magthaverland.” [quote:2]

Hvad er løsningen?

”Helt banalt skal vi være i kontakt med vores brugere og hele tiden vurdere: Er de her historier overhovedet relevante? Jeg taler ikke om, at vi ikke skal være på Christiansborg, men i vores output skal vi have for øje, at modtagerne ikke nødvendigvis ved, hvem der i sidste uge gjorde hvad i hvilket udvalg. Vi skal lære af grebene. Hvorfor virkede den her historie? Fordi den føltes nær. Okay, kan vi forløse den komplekse, substantielle historie, så folk faktisk læser den? Vi skal spørge: Hvordan tager vi det, der ikke bliver læst; det, der forsvinder, og får det fortalt på en måde, så folk tager det til sig? Hvis ikke vi gør det, ender vi med bare at skrive for klubben.”

Foto: Marie Hald