Først den ene vej og så den anden vej

 

 

Jakob Høyer blev headhuntet til jobbet som spindoctor for kulturministeren. Nu er han kulturredaktør på Berlingske Tidende. Han ligger inde med insiderviden om regeringens kulturpolitik. Hvordan tackler han det i sin nye stilling?

JOBSKIFTE. Berlingske Tidendes nye kulturredaktør, den 32-årige Jakob Høyer, har bevæget sig ud på en balanceakt, der må gøre enhver cirkusprinsesse misundelig. For knap to år siden var han blandt de unge journalister, der blev headhuntet som spindoktorer for ministrene i Anders Fogh Rasmussens ny regering. Jakob Høyer havde siden han i 1996 forlod journalisthøsjkolen beskæftiget sig med kulturjournalistik på Det Fri Aktuelt, og derfter på Jyllands Posten, hvor han var nyhedschef på kulturredaktionen i København, da han blev tilbudt at blive kulturminister Brian Mikkelsens(K) spindoktor. Nu tager han skridtet den anden vej. Et skridt, der uundgåeligt rejser spørgsmålet: Hvordan vil han bære sig ad med at drive kritisk journalistik på regeringens kulturpolitik, når han selv har været en del af politikken?

»Berlingskes kulturdækning er jo ikke alene mine ideer. Det er klart, at der er fokus på problemstillingen, men vi har allerede fundet en fin balance, hvor jeg kan bidrage med min indsigt i de generelle ting, hvordan tingene fungerer og på det analytiske plan, hvor jeg har tilegnet mig en viden om sagsgangene i det kulturpolitiske liv og så videre,« siger Jakob Høyer.

Jakob Høyers force ligger i den politiske del af kulturjournalistikken. Det betyder ikke, at han vil revolutionere Berlingske Tidendes dækning af kulturstoffet, men han håber, at den politiske og analy-tiske indsigt, som han kan bidrage med, vil sikre en bedre strukturering og priorite-ring af stoffet.

»Der er en tilbøjelighed inden for kulturjournalistikken og journalistikken generelt til, at det hele skal med. Det, mener jeg, er en misforståelse. Læserne vil ikke have det hele, avisen skal være et filter,« siger han.

Jakob Høyer er sin tid i Kulturministeriet blevet ringet op af journalister fra klokken halv seks om morgenen til halv et om natten. Han har måttet forlade sin kones fødselsdag, og ferier er blevet afbrudt. Men det er jobbets præmis og det, der har gjort det spændende og fasci-nerende, men det betyder også, at det er et job, som man ikke kan holde til i 10 år, mener han.

Jakob Høyer er den første af regeringens spindoktorer, der vender tilbage til medierne, men han mener ikke, at han bliver den sidste, og han ser ikke noget problem i, at hans tidligere kolleger fra Christiansborg atter indtager rollen som samfundets vagthund.

»Som i alle andre jobtyper er der fortrolige oplysninger, som man ikke kan videregive, men derudover ser jeg ikke noget problem i det. Men det bliver ikke mig, der laver et interview med Brian Mikkelsen i løbet af efteråret. Det er klart, at jeg kan være med til at forberede et interview sammen med en journalist, men det bliver ikke mig, der laver det,« siger han.

 

0 Kommentarer