En februardag i 1999 har Jyllands-Posten en forside, hvor en prostitueret anklager en betjent for seksuelt misbrug. Beskyldningerne var det rene opspind, viste en retssag. Det er nu fem år siden, at JP bragte historien. Alligevel græder betjentens døtre, når de fortæller, hvilke konsekvenser artiklen havde for familien. På bylinen stod Mikkel Hertz og Simon Andersen. For de to journalister er det en hade-sag.
EFTERSPIL. Journalisten vender blikket bagud og ser på gårsdagens historier. Hvilke konsekvenser fik mediedækningen? For kilderne, for deres familier, for journalisterne eller for alle parter? I den kommende tid går Journalisten bag om journalistikken – og ser på efterspillet, der fulgte.
KILDEKRITIK. Hver dag pendler Pia Dahlgren mellem sit hjem i Sydsverige og jobbet i Greve. Hver dag læser hun metroXpress. Og hver dag bladrer hun som det første avisen igennem for at se, hvem der har skrevet dagens klumme.
Er klummeskribenten Simon Andersen, studielektor på journalistuddannelsen i Roskilde, dvæler hun et øjeblik ved fotoet af skribenten, og så tænker hun tilbage.
For fem år siden skrev Simon Andersen og Mikkel Hertz, der dengang begge var ansat på Jyllands-Posten (JP) om Pia Dahlgrens far, der var betjent på Vesterbro.
I spalterne bliver han anklaget for at sexmisbruge en prostitueret, true hende på livet og forsyne hende med narko. Senere kommer det frem under en retssag, at anklagerne mod Pia Dahlgrens far er grundløse. I kølvandet på anklagerne bliver han sygemeldt og mister jobbet som betjent. Kort før jul sidste år fik han derfor tilkendt en erstatning.
For Simon Andersen og Mikkel Hertz er det et fagligt mareridt at have bragt anklagerne videre. Som Mikkel Hertz siger, så er »det her absolut det sidste, jeg har lyst til at optræde i Journalisten med.« Alligevel stiller han op. Mikkel Hertz vil være mand for at svare på ubehagelige spørgsmål.
Simon Andersen har, siden han viderebragte de grundløse anklager, skiftet jobbet på JP ud med et arbejde som underviser i journalistik.
Karriereskiftet har givet ham tid til at tænke over journalistikkens væsen – også når det handler om fejl. Han sammenligner i dag journalister med politifolk:
»Vi forsvarer os også til sidste blodsdråbe og håner alle, der kritiserer os.«
For Simon Andersen er mediebroderskabet i bedste fald usympatisk og i værste fald skadeligt. Derfor har han valgt at fortælle om det mest ulykkelige kapitel i sin journalistiske karriere: viderebringelsen af de grundløse beskyldninger mod betjent Søren Dahlgren, også kaldet McCloud.
Beskyldningerne mod Søren Dahlgren kom frem i forbindelse med en serie i JP om forholdene på Station 1 – politistationen, der dækker Vesterbro.
Simon Andersens og Mikkel Hertz' tese var, at betjente, der arbejder i barske miljøer, selv bliver rå – alt for rå.
Under researchen interviewede de to journalister læssevis af betjente og socialarbejdere, ligesom de støvede rundt på Vesterbro og talte med Istedgades kendte ansigter. Søndag den 7. februar 1999 kommer de første artikler.
Læsere får beretningen om betjenten, der tager en prostitueret på brysterne og i skridtet og – ifølge JP – siger: »Du er jo prostitueret, så du kan jo lide det.«
JPs læsere får også historien om en ung fyr, der sammen med sin kæreste får besked på at tage al tøjet af i en port, hvorefter en betjent sætter en pistol mod hans tinding og siger, at han vil trykke af, hvis ikke fyren fortæller, hvor kokainen er.
Læserne får derudover at vide, at nogle betjente kræver sex af de prostituerede. Anklagerne stammer fra anonyme kilder.
Simon Andersen og Mikkel Hertz har – som en slags lakmusprøve på kildernes troværdighed – fået dem til at skrive under på, at de taler sandt og vil genfortælle deres oplevelser i retten.
De første artikler i serien er trykt. Simon Andersen og Mikkel Hertz håber dog stadig på at finde en kilde, der vil stå frem med navn og fortælle om seksuelle overgreb.
Den kilde dukker op.
Simon Andersen sidder i sit hus i Valby og ser de sene nyheder på TV 2. Mikkel Hertz sidder også hjemme og ser TV 2/NYHEDERNE. Det er bare et par dage siden, at JP bragte de første artikler i serien om Station 1 og i mellemtiden har Statsadvokaten for København sagt, at forholdene på Station 1 skal undersøges. Derudover får Simon Andersens og Mikkel Hertz' dækning nu også andre mediers opmærksomhed.
TV 2/NYHEDERNE har interview med Mikkel Hertz' og Simon Andersens drømmekilde: En prostitueret, der siger, at hun er blevet sexmisbrugt af en betjent.
Simon Andersen fortæller, at TV 2 bringer interviewet uden at sløre den prostitueredes ansigt, og samtidig bliver det oplyst, at hun hedder Jane Madsen. Simon Andersen har kun ét i hovedet. Han må have fat i Jane Madsen. Nu.
Straks efter at indslaget er slut, ringer han til sin makker Mikkel Hertz, der på det tidspunkt er chef for JPs graveredaktion. Han har også set indslaget. Han vil også have fat i Jane Madsen. Nu.
Mikkel Hertz starter sin Citroën, samler Simon Andersen op og kører mod Vesterbro.
Simon Andersen siger i dag, at en katastrofe bliver grundlagt i de minutter. Katastrofen er to artikler, som Mikkel Hertz omtaler som »rendestens-journalistik« og »en kollektiv hjerneblødning«.
Simon Andersen og Mikkel Hertz finder Jane Madsen på Istedgade. De interviewer hende med det samme på et værtshus. Den efterfølgende dag skriver de to journalister to artikler på baggrund af, hvad Jane Madsen har fortalt.
Simon Andersen og Mikkel Hertz skriver blandt andet, at en unavngiven betjent systematisk har misbrugt og ydmyget Jane Madsen, forsynet hende med stoffer og truet hende på livet. De gengiver desuden en episode, hvor betjenten visiterer hende. Til citat siger Jane Madsen:
»Jeg skal tage tøjet af og bagefter vende mig om og bukke mig forover. Først stikker han en finger op bag i mig, og så op i skridtet. Jeg ved ikke, om det var den samme finger, han brugte. Han tog mig også på brysterne for at se, om der var stoffer gemt under dem.«
Den ene af de to artikler er på forsiden af Jyllands-Posten.
Simon Andersen og Mikkel Hertz tjekker ikke en eneste af Jane Madsens oplysninger.
Den 22-årige Pia Dahlgren sidder i Station 1s skranke og tager imod pasbestillinger på dagen, hvor JP udkommer med Jane Madsens beskyldninger. Pia Dahlgren er kontorelev på stationen. Hendes far er betjent samme sted.
Om formiddagen kommer chefen og beder Pia Dahlgren om at komme med ud i et lille rum bag skranken, som betjentene almindeligvis bruger som afhøringslokale. Pia Dahlgren tænker: »Hvad nu? Tror nogen, at jeg har stjålet af kassen?«
Hun bliver faktisk en smule lettet, da chefen fortæller, at Jyllands-Posten i dag skriver »nogle mindre pæne ting om din far«. Sådan husker Pia Dahlgren, at chefen sagde.
Først i frokostpausen læser hun Jyllands-Posten. I første omgang tænker hun: »Nå, ja. Det er bare nogle idioter, der har skrevet en artikel.«
Tina Dahlgren Laustrup, storesøster til Pia, trækker også på skuldrene over anklagerne i Jyllands-Posten. Hun arbejder på Station Bellahøj som kontorassistent.
Første gang Simon Andersen og Mikkel Hertz omtaler de overgreb, som Jane Madsen påstår, at hun har været udsat for, nævner de ikke betjentens navn. Senere skriver de dog i forbindelse med anklagerne, at hans kaldenavn er 'McCloud'. Det er ikke lykkedes for Journalisten at finde ud af, hvordan politiets ledelse så tidligt i mediedækningen vidste, at beskyldningerne var rettet mod McCloud og derfor kunne forberede døtrene på medieomtalen.
I februar 1999 bor Pia Dahlgren stadig hjemme hos sine forældre. På dagen, hvor JP bringer Jane Madsens beskyldninger, tager hun efter fyraften hjem til familiens hus i Greve. Som sædvanligt går hun som det første ud i køkkenet.
»Og så kom jeg derud….«
Pia Dahlgren afbryder sin fortælling midt i en sætning. Hun får pludselig farve i kinderne, øjnene løber over med vand, og læberne holder et hulk tilbage. Selv om det er sket for fem år siden, græder Pia Dahlgren. I forbindelse med interviewet er hun på besøg hos sin søster, der bor med sin familie på Sydsjælland. Storesøsteransvarligt skærer Tina gennem strømmen af tårer:
»Det gik op for os, at det her havde nogle konsekvenser,« siger hun. Senere under interviewet er det hendes tur til at få vand i øjnene.
Pia Dahlgren fortsætter med at fortælle: Hun kommer ind i køkkenet, hvor hendes far og mor sidder ved spisebordet med dagens udgave af Jyllands-Posten mellem sig. Moren er rødøjet.
I familien Dahlgren har det altid været en fast traditionen, at børn og forældre mødes sidst på eftermiddagen – til snak, kaffe og en skive franskbrød.
Den dag blev der drukket kaffe og spist franskbrød, men ikke snakket ret meget, erindrer Pia Dahlgren.
»Jeg forstod pludselig, at det her jo så rigtigt grimt ud for min mor. Et var beskyldningerne mod min far, men havde han så også været hende utro?« siger Pia Dahlgren.
Moren og faren beslutter, at dagen skal fortsætte som planlagt. Pia Dahlgrens far går i sin kortklub, moren får besøg af strikkeklubben, og Pia går op på sit værelse – og tuder.
»Jeg ville ikke have, at mor skulle se, at jeg var ked af det,« siger Pia Dahlgren.
En vorte, en udposning, et modermærke. En dims på McClouds penis, som pressen giver flere forskellige navne, bliver nu omdrejningspunktet.
McClouds døtre ved, at deres far skal til undersøgelse på Retsmedicinsk Institut. Efter at Jane Madsen i TV 2/NYHEDERNE og i JP kommer med beskyldninger mod McCloud, fortæller hun også sine oplevelser til Statsadvokaten. Blandt andet har hun sagt, at McCloud har en dims på sin penis. Den påstand skal undersøges.
»Inden han skulle af sted, spurgte jeg min mor: 'Er der noget dernede?'«, fortæller Tina Dahlgren Laustrup.
Moren fortæller sin datter, at det er der ikke.
Den 25. marts spørger en kollega Simon Andersen, om han har set dagens udgave af B.T. Det har Simon Andersen ikke. Han finder avisen frem.
»Det var den værste dag i mit liv – rent fagligt. Det var forfærdeligt. Fra det sekund vidste jeg, at det var løgn, hvad Jane Madsen havde sagt, og at vi havde skrevet hendes løgnehistorie,« siger Simon Andersen.
Under overskriften »Betjent måtte smide bukserne« skriver B.T., at McCloud, ledsaget af sin tillidsmand, havde været på Retsmedicinsk Institut, hvor retsmedicineren havde ledt efter dimsen – uden at finde den.
»Tænk, retsmedicineren må have stået der med plastichandsker og pincet og undersøgt ham. Det må have været skrækkeligt ydmygende,« siger Simon Andersen i dag.
På dagen, hvor B.T. afslørede, at der ikke var en »dims« på McClouds penis, sad Simon Andersen i sit glasbur på avisen og havde det forfærdeligt – over de anklager, han havde været med til at skrive i avisen uden at dobbelttjekke dem. Allermest havde Simon Andersen lyst til at tude.
Han erindrer ikke, om Mikkel Hertz var på redaktionen den dag. Mikkel Hertz husker ikke B.T.-artiklen. Han erindrer heller ikke, om han var på arbejde den dag.
Simon Andersen tror ikke, at han talte med nogen kolleger om artiklen i B.T.:
»På Jyllands-Posten var der ikke en kultur – det tror jeg heller ikke, at der er på andre medier – hvor man går hen og siger: 'Venner, jeg har sgu brug for, at nogen siger, at jeg ikke er totalt idiot'.«
Simon Andersen bebrejder dog ingen. Han siger, at han var i »indre krise« og sandsynligvis bare ville have lukket sig om sig selv, hvis nogen havde spurgt til ham.
Simon Andersen ringer til a-manden og meddeler, at der kommer en historie om det, som retsmedicineren ikke fandt på McClouds penis.
Artiklens rubrik var: »Anklager mod betjent smuldrer«.
For Tina Dahlgren Laustrup var B.T.s artikel også skelsættende. Derfor gemmer hun den – og et par enkelte andre artikler fra sagen – i en kasse med gamle kalendere med dagbogsnotater.
En omfattende research venter nu Simon Andersen. Hans nærmeste chef og makker, Mikkel Hertz, giver Simon Andersen al den tid, han har brug for. De håber at finde bare en lille flig af sandhed i beskyldningerne.
Gennem to måneder forsøger Simon Andersen at få bekræftet anklagerne, der har været bragt.
»Avisen var jo i samme båd som os og ville også forfærdelig gerne, at historien var sand. Men det her var måske bare en af de situationer, hvor avisen ikke burde stå last og brast med sine journalister,« siger Simon Andersen.
Han mener, at det havde været »en rimelig reaktion«, hvis JPs ledelse havde fyret de to, fordi de ikke i første omgang efterprøvede Jane Madsens oplysninger.
Mikkel Hertz, der i dag er redaktionschef på TV2/NYHEDERNE, mener også, at en fyring havde været berettiget.
»Vi var dummere, end politiet tillader«, siger Mikkel Hertz.
Under interviewet på værtshuset på Vesterbro fortalte Jane Madsen i detaljer sin historie til Mikkel Hertz og Simon Andersen.
De to journalister erindrer, at hun kunne huske bilmærker og levende beskrive rum, hun havde opholdt sig i. Ud over at berette detaljeret, så fortalte Jane Madsen sin historie uden at modsige sig selv.
»På skærmen og over for os virkede Jane Madsen ufattelig troværdig. Og så ville vi samtidig så uendelig gerne, at hun talte sandt. Det, vi havde brugt så lang tid på at dokumentere, illustrerede hun 135 procent perfekt. Hun var vores drømmekilde – det perfekte eksempel. Vi kunne ikke have skabt hende bedre selv,« siger Simon Andersen.
Mikkel Hertz mener, at hovedårsagen til, at de stolede på Jane Madsen, var, at de mødte megen modstand under researchen. Da de så endelig fik medløb på historien, labbede de ordene i sig.
Ifølge Mikkel Hertz faldt en del af det kritiske filter sandsynligvis også, fordi Jane Madsen havde optrådt på tv, og JP derfor bare bragte historien videre.
»Det her er i særklasse en historie, jeg får sved på panden over,« siger Mikkel Hertz.
Efterfølgende kunne Jane Madsen ikke udpege den lejlighed, hvor McCloud skulle have udnyttet hende seksuelt. Den forsvandt ligesom dimsen på hans penis.
Statsadvokaten beslutter at rejse sag mod Jane Madsen for at have fremsat falske anklager mod McCloud. Sagen afsluttes i juni 2000 – næsten halvandet år efter, at beskyldningerne mod McCloud blev bragt i JP.
McCloud skal vidne mod Jane Madsen. Hans døtre beslutter at tage med i retten for at støtte ham og deres mor, som gerne vil overvære retshandlingerne.
I retslokalet sætter Pia Dahlgren og Tina Dahlgren Laustrup sig på hver sin side af deres mor. De holder hende i hånden. Et andet sted i lokalet sidder Simon Andersen. Mikkel Hertz er ikke til stede.
»Jeg bemærkede godt de to piger. De gjorde et meget stort indtryk på mig,« siger Simon Andersen.
Da anklageskriftet bliver læst op, græder Mc-Clouds kone. Efter retsmødet går pigerne ud og giver deres far et knus.
Sagen ender med, at Jane Madsen får fire måneders ubetinget fængsel for falsk forklaring i retten og for at indgive falsk anmeldelse mod McCloud.
Simon Andersen fortæller, at han i retten ikke havde mod til at gå over til McCloud og give ham en undskyldning. Han virkede brovtende på Simon Andersen.
»Havde han virket som den rundeste og dejligste pansermand, så havde det været ubærligt,« siger Simon Andersen.
Han sidder på en café på Vesterbro og fortæller om »katastrofen« – sådan har Simon Andersen døbt artiklerne med Jane Madsen. Cafésnak og øl-opskænkning overdøver Simon Andersen. Han må gentage en sætning
»Jeg burde have sagt undskyld til ham,« siger Simon Andersen.
Sætningen er en af den slags, som det gør ondt at skulle gentage.
McClouds kone bliver fyret fra sit job i en bagerbutik, lige inden retssagen mod Jane Madsen afsluttes. På grund af to blodpropper har hun haft flere sygedage, end arbejdsgiveren bryder sig om.
Tina Dahlgren Laustrup og Pia Dahlgren tror, at deres dengang 48-årige mor fik to blodpropper på grund af bekymringer og stress over beskyldningerne mod hendes mand.
Tidligere samme år meldte McCloud sig også syg.
Af sine chefer fik han at vide, at han ikke længere måtte patruljere på gaden – det havde han ellers gjort i mere end 30 år. Men af hensyn til sin egen sikkerhed – ledelsen mente, at McCloud var udsat efter omtalen i medierne – skulle han fremover enten passe på kollegernes udstyr eller have et kontorjob.
Meddelelsen om, at politi-ledelsen ville forflytte McCloud, fik ham til at rydde sit skrivebord og melde sig syg. Siden har han ikke arbejdet som betjent.
Kort før jul sidste år får McCloud tilkendt en erstatning – 12.000 kroner om måneder før skat frem til han bliver 67 år.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring mener, at han lider af en »posttraumatisk belastningsreaktion«, der er udløst af de falske anklager.
McCloud, der jo også hedder Søren Dahlgren, har ikke ønsket at bidrage til denne artikel ud over med et par faktuelle oplysninger. Han mener, at »tiden er kommet, hvor lokomotivet må videre.«
Hans kone har fået et nyt job på en skole, hvor hun gør rent og laver kaffe og the til lærerne. Selv arbejder Søren Dahlgren 20 timer hver anden uge som brandvagt i Hundige Centret. På dagen, hvor Journalisten ringer ham op, passer han sit syge barnebarn.
For et års tid siden fortalte Pia Dahlgren og Tina Dahlgren Laustrup Politiforbundets blad om medie-dækningens konsekvenser for familien Dahlgren. I samme blad siger Simon Andersen, at det var og er en utilgivelig katastrofe at gengive Jane Madsens beskyldninger – uden først at tjekke dem.
Pia Dahlgren havde tidligere lyst til at mødes med Simon Andersen, men behovet ebbede ud, efter at hun læste hans udtalelser.
Meget passende for Simon Andersen. Ærligt indrømmer han, at han ikke har lyst til at møde Pia Dahlgren. Han frygter, at hendes ord vil slå hårdt – også hårdere, end han umiddelbart kan magte.
»Indtil nu handler sagen for mig om faglig forfængelighed. Jeg har ikke forholdt mig til sagen på det personlige plan. Hvis jeg skulle mødes med familien, så skulle jeg måske se i øjnene, at jeg har smadret en familie. Det ved jeg ikke, om jeg er parat til.«
Men skulle Simon Andersen mødes med Pia Dahlgren, så ville han sige: »Undskyld, undskyld, undskyld.«
Det samme ville Mikkel Hertz sige, men heller ikke han har lyst til at tage initiativet, starte bilen og selv køre til Dahlgrens hus.
»Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke den fjerneste lyst til at blive mindet om den historie – hvis jeg altså kan slippe,« siger Mikkel Hertz.
Almindeligvis er Mikkel Hertz en hurtigsnakker, men under interviewet holder han tænkepauser. Han bider sig tænksomt i pegefingeren. På panden er der små svedperler.
Mikkel Hertz har netop fået ridset op, hvordan anklagerne har påvirket familien Dahlgren, og at døtrene græd under interviewet med Journalisten. Lidt senere forklarer Mikkel Hertz, hvad han mener om Statsadvokatens undersøgelse. Han afbryder sig selv for at sige:
»Påvirker det dem virkelig i den grad?«
Siden august 2001 har Simon Andersen undervist journaliststuderende på RUC. Det job har fået ham til at se på faget udefra, siger han selv. Simon Andersen mener, at det er symptomatisk, at det først er tre år efter, at han forlod Jyllands-Posten, at han er parat til at undskylde sin fejl.
»Det er skræmmende, at min stræben efter den historie var så voldsom, at al fornuft blev sat ud af kraft, men det er vist desværre ikke sjældent, at journalister er så besatte af deres historie, at de begår grove fejl eller endda manipulerer for at få historien hjem. Lige så skræmmende er vores uvilje mod klart at erkende fejl og beklage dem, om nødvendigt i virkelig stor opsætning,« siger Simon Andersen.
Statsadvokaten sætter punktum i sagen om Station 1 ved at afvise alle 99 klager over politiet. Resultatet af Statsadvokatens undersøgelse kom ikke bag på Simon Andersen og Mikkel Hertz.
Tidligere har de to citeret blandt andet en norsk professor i strafferet, der mente, at »det bliver påstand mod påstand, og man kan ikke dømme politifolk alene på udsagn fra en mand, der hævder sig udsat for vold. Alle betjente vil nægte alt, og er der noget, politifolk kan, er det at lyve og rykke sammen om løgnene.«
*
Den prostituerede Jane Madsen har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Jane Madsen er et opdigtet navn. Hendes korrekte navn er redaktionen bekendt.
*
Læs også de øvrige artikler i serien 'Efterspil':
På ærens mark (Journalisten nummer 8/2004)
Tavshedsløftet (Journalisten nummer 9/2004)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er da grove løjer at artiklen beskytter navnet på den prostituerede, hun er jo den største skurk i hele historien.