Claas Relotius var journalistikkens svar på Lionel Messi. Et skrivende geni, et hundredårstalent med en næsten overnaturlig evne til at finde helt enestående historier og kilder.

Som 32-årig havde han fire gange fået tildelt Deutsche Reporterpreis, European Press Prize og CNN Journalist of the year for de tysktalende lande. Den sidste af sine priser fik han for artiklen ’Kinderspiel’ om en syrisk dreng, hvis grafitti mod diktatoren Assad angiveligt var gnisten, der startede borgerkrigen i landet.

Men nej, det var i bogstavelig forstand ikke-naturligt. Claas Relotius’ opsigtsvækkende reportager og interviews var nemlig opdigtede. På ubegribelig vis havde han gennem syv år fået trykt den ene mere fantastiske historie efter den anden, uden at nogen havde gennemskuet hans systematiske bedrag. Og det skete på selveste Der Spiegel, tysk journalistiks flagskib med en 50-mand stor faktatjek-afdeling.

Der skulle en forsmået freelancejournalist med spanske rødder til for at sætte en stopper for Claas Relotius’ svindelnumre. Juan Moreno blev i 2018 bedt om at bidrage til en Spiegel-reportage om latinamerikanere, der forsøger at komme ind i USA. Mens Moreno skulle følge en stor migrant-karavane på vandring mod den amerikanske grænse, skulle Relotius på den amerikanske side følge en gruppe af uautoriserede ”grænsevagter”.

Claas Relotius var forgudet på Spiegel-redaktionen. Naturligvis på grund af sit talent, men også fordi han var en ydmyg og behagelig person. Men Juan Moreno var en smule skeptisk. Han huskede en af Relotius’ tidligere artikler om en skatteekspert i Cuba, der havde tjent en formue på at hjælpe fattige cubanere med deres skattebetalinger.

”Offentligt siger Der Spiegel, at de er taknemmelige for, hvad jeg har gjort,” siger Juan Moreno. Foto: Carolin Weinkopf

Misundelig og forundret

”Jeg havde svært ved at tro på den artikel. Jeg har været i Cuba flere gange, og folk har mange problemer, men skattebetalingen er ikke en af dem,” fortæller Juan Moreno.

Og så – indrømmer han – følte han sig også noget forsmået over, at han ikke fik opgaven for sig selv.

”Ja, jeg var sur. Jeg var jo alligevel i Mexico, og jeg havde rigeligt tid til at være med karavanen i tre-fire dage og herefter tage til USA og lave noget derfra. I sådan en situation er man jo også lidt i konkurrence med sine kolleger. Men jeg blev til gengæld meget imponeret over, at han på få dage var i stand til at infiltrere den her militsgruppe.”

Det lykkedes nemlig Claas Relotius at komme i kontakt med en gruppe halv-militariserede amerikanske mænd, som på egen bestalling tog ud og bevogtede grænsen mod Mexico. Relotius er med dem i deres lejr og hører hovedpersonen Chris Jaegers livshistorie, inden reportagen på dramatisk vis slutter med, at Jaeger skyder i mørket imod en formodet grænseflygtning.

”Han var ikke en genial journalist, han var en genial løgner. En person, der tog på omfattende og gentagne research-rejser for at skrive historier, der i al væsentlighed udsprang af hans egen fantasi.”

Bogens mest centrale sætning

Juan Moreno var misundelig, imponeret, men samtidig også en lille smule forundret.

”Jeg havde selv været i USA og forsøgt noget af det samme. Men det der er Trump-Amerika. At komme som journalist, vifte med pressekortet og så embedde med den her hvide, militante gruppe … det lyder ret vanskeligt. Og han arrangerede det på to dage!”

Det er dog først, da Juan Moreno læste Relotius’ del af reportagen, at han blev rigtigt mistænksom. Først og fremmest på grund af slutningen – skuddet. Skulle en navngiven kilde virkelig lade Relotius være vidne til et reelt mordforsøg?

Dertil kom en række andre detaljer i historien, som virkede usandsynlige.

”Jeg mistænkte egentlig bare, at han pyntede voldsomt på historien. At han løj i det omfang, havde jeg slet ikke forestillet mig.”

Satte sin egen fremtid på spil

Mistanken var dog så graverende, at han valgte at fortælle det til den ledende redaktør. I det øjeblik satte han sin egen fremtid på spil. Redaktøren var tydeligt irriteret over, at Moreno i sin misundelse forsøgte at sværte en af bladets mest anerkendte journalister. Og da Relotius behændigt tilbageviste beskyldningerne, faldt redaktørens dom hurtigt: Juan Moreno var færdig på Der Spiegel.

Herefter fulgte et intenst forløb, hvor Juan Moreno forsøgte at redde sin ære og sit job. Og den eneste måde at gøre det på var ved at efterforske og afsløre Claas Relotius’ svindel. Det er den opgave, som Moreno fortæller om i bogen ’Tusind linjer løgn’, som nu er blevet oversat til dansk.

Som bekendt lykkedes det ham at få sandheden frem. Claas Relotius tilstod sin systematiske svindel og udløste en af de største skandaler i tysk pressehistorie. Flere medarbejdere på Spiegel måtte forlade deres stilling, blandt andet den nævnte redaktør og i faktatjek-afdelingen.

Men historien fortæller ikke kun om en journalistisk svindler, der på fascinerende vis var i stand til at sno sig ud af alle mistanker. Claas Relotius havde en særlig evne til at afkode, hvad folk gerne ville have. Og de reportager, han konstruerede, afspejlede fuldstændigt, hvad Spiegel ville have – de perfekte, fortællende historier, som en filminstruktør ikke kunne have iscenesat bedre.

”Jeg talte for et par dage siden med en kendt tysk producer. Han fortalte, at han for nogle år siden læste en artikel, Relotius havde skrevet, og den var som et filmmanuskript – konflikten, plottets udvikling, slutningen, det hele var perfekt. Det er en udvikling, man også ser i dokumentarfilm, som også næsten udvikler sig som spillefilm. Det gør, at man som journalist er fristet til at sige: Det her aspekt taler ikke ind i min historie, det springer jeg over. Og det er farligt. Vi må virkelig være bevidste om, at der er en klar linje mellem fiktion og nonfiktion. Den linje skal forsvares, selv om det bliver stadig hårdere at gøre,” siger Juan Moreno.

”Jeg mener, løsningen er indlysende – er der problemer med kvaliteten, så betal for den tid, det kræver at lave det ordentligt,” siger Juan Moreno. Foto: Carolin Weinkopf

Kvalitet koster

I ’Tusind linjer løgn’, der udkom på tysk i 2019, lægger Moreno ikke fingrene imellem i beskrivelsen af Der Spiegels modvilje og afvisning af hans advarsler. Systemet gik i forsvars-mode, selv bagefter.

”Offentligt siger de, at de er taknemmelige for, hvad jeg har gjort. Men jeg ved, at nogle personer ikke er særlig glade. De mener for eksempel ikke, at jeg burde have skrevet en bog. Og hvorfor blive ved med at give interviews og tale offentligt om det? Vi har forstået – der skete en fejl, og nu er det fortid,” fortæller han.

Ikke desto mindre er Juan Moreno stadig tilknyttet Spiegel. Under corona-nedlukningen har han været vært på nyhedspodcasten ’Spiegel Daily’. Men han er stadig blot freelancejournalist, hvilket han også pointerer flere gange i bogen. Han er ikke ked af sit arbejdsliv, men mediebranchens konsekvente brug af freelancere er et symptom på et grundlæggende problem, som Relotius-sagen også handler om: Jagten på mere journalistik for færre penge.

”Freelancerne er ofte det svage led – der, hvor du kan reducere omkostningerne. Efter Relotius-skandalen lød det fra mange medieudgivere, at nu må vi stramme op om kvaliteten. Men ingen har sagt, at de vil betale for mere tid til research eller for altid at have et team af journalist og fotograf på en opgave. I stedet har nogle medier formuleret kontrakter, hvor skribenterne skriver under på, at de ikke laver fejl. Jeg mener, løsningen er indlysende – er der problemer med kvaliteten, så betal for den tid, det kræver at lave det ordentligt.”

’Tusind linjer løgn’ om afsløringen af Claas Relotius kom i 2019. Den er nu oversat til dansk og udkommer på Forlaget Brilleuglen 15. april.