Forslaget til ny offentlighedslov kommer onsdag

Regeringens officielle forslag til den nye offentlighedslov kommer i morgen onsdag, erfarer Journalisten.dk. Forslaget har været forsinket siden slutningen af november, og loven har på forhånd fået hård kritik fra fremtrædende journalister.

Regeringens officielle forslag til den nye offentlighedslov kommer i morgen onsdag, erfarer Journalisten.dk. Forslaget har været forsinket siden slutningen af november, og loven har på forhånd fået hård kritik fra fremtrædende journalister.

I morgen onsdag kan vi alle se Justitsministerens officielle forslag til Danmarks nye offentlighedslov.

Lovforslaget var planlagt til at ligge færdigt i slut november, hvilket også stod i folketingets lovprogram. Forslaget blev forsinket på ubestemt tid, men nu kommer det altså i morgen, erfarer Journalisten.dk.

Der har længe ligget et udkast til lovforslaget, hvilket flere fremtrædende journalister og forskere på forhånd har forholdt sig kritisk til.

Loven kritiseres især for at undtage ‘ministerbetjening’ bredt i administrationen for aktindsigt. Det fik blandt andet 30 Cavling-vindere til at råbe vagt i gevær og kalde loven en svækkelse af dansk åbenhed.

Journalisterne Lars Rugaard og Erik Valeur har i bogen “Ministerbetjening” afdækket, hvordan vigtige afsløringer ikke kunne være kommet frem, hvis udkastet til ny offentlighedslov og begrænsningerne i aktindsigt var gældende.

Blandt andet kunne den såkaldte ‘mail-sag’ om privathospitaler eller Jesper Tynells Cavling-vindende radiojournalistik ikke have været afsløret.

Informations chefredaktør, Christian Jensen, har sammenlignet arbejdet med at lave en ny offentlighedslov og ny forvaltningslov med den danske censurlov af 1799.

Den danske regering fremhæver dog, at der også sker forbedringer i åbenheden med den nye offentlighedslov. På sit pressemøde i dag sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

»Det er væsentligt for regeringen at sikre, at alle og enhver – og herunder selvfølgelig også pressen som kontrollant og som formidler af information til offentligheden – har mulighed for at følge med i, hvad der foregår i den offentlige forvaltning.«

Der har i øvrigt hele tiden været lagt op til, at forslagene til ny offentlighedslov og ny forvaltningslov ville komme samtidig.

Læs hele Journalisten.dks tema om offentlighedsloven.

0 Kommentarer