Fra 1. januar skal Journalisten udkomme 12 gange om året på papir mod 15 i dag. Og året efter skal antallet af udgivelser falde til 10 numre. Sådan lyder en indstilling fra forretningsudvalget i Dansk Journalistforbund. Forretningsudvalget består af formand og næstformand samt tre medlemmer af hovedbestyrelsen.
Forslaget er på dagordenen, når hovedbestyrelsen mødes onsdag og torsdag i denne uge. Omlægningen til 12 numre i 2015 giver en besparelse på tryk og distribution på 465.000 kroner, og ved 10 numre spares årligt 775.000 kroner.
Den samlede besparelse bliver dog reelt lavere, fordi DJ tjener færre penge på annoncer, når der er færre blade. Ifølge DJ's beregninger ligger besparelsen netto på 350.000 kroner i 2015 og 550.000 kroner per år efterfølgende, når bladet udkommer 10 gange årligt.
Skar fra 20 til 15
I 2011 besluttede hovedbestyrelsen at nedsætte antallet af magasiner fra 20 til 15.
”Forandringen medførte et langt stærkere tryk og udtryk på hjemmesiden journalisten.dk samt via det ugentlige nyhedsbrev til alle DJ-medlemmer,” lyder det i indstillingen.
Formand i Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård siger, at forslaget er en naturlig fortsættelse af Journalistens digitale omstilling.
»Vi kan se, at det går fint med at kombinere den digitale platform med print,« siger han.
I indstillingen lyder det, at besparelsen tilfalder DJ. Journalisten får dog et engangsbeløb på 100.000 kroner til at udvikle journalisten.dk.
DJ-formand: Ikke en spareøvelse
Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, at der er tale om en spareøvelse.
»Det er en omlægning af tingene fra et tidspunkt, hvor man brugte meget på papir, til at man nu har en anden fordeling mellem print og net.«
Journalistens medarbejdere blev orienteret om omlægningen i sidste uge. I en fælles udtalelse, som er sendt til hovedbestyrelsen, ærgrer medarbejderne sig over, at besparelsen på print og distribution ikke bliver investeret i Journalisten digitalt. Omvendt glæder de sig over, at omlægningen ikke betyder fyringer.
Engangsbevilling på 100.000 kroner
”Vi har ambitioner om at gøre mere og bedre brug af billeder, video og lyd, lave interaktive fortællinger og få bedre måleværktøjer til at se, hvad medlemmerne vil have. En øget digital produktion vil givetvis også betyde en øget trafik og dermed større udgifter til drift. Det koster alt sammen penge, og vi synes, det er ærgerligt, at der ikke vises forståelse for, at udvikling og drift af digitale platforme koster mere end en engangsbevilling på 100.000 kroner,” lyder det i udtalelsen.
Men Mogens Blicher Bjerregård mener, at omlægningen samlet set tilfører Journalisten ressourcer, fordi der skal laves færre blade.
»Der er færre udgivelser, og det giver i sig selv 20 procent flere medarbejderressourcer,« siger han.
Hvad skal der ske med de penge, som Dansk Journalistforbund sparer?
»Der er i det samlede budget et ret stort underskud næste år. Der bliver investeret på rigtig mange områder næste år i budgettet.«
Mogens Blicher Bjerregård tilføjer, at beslutningen træffes med så kort varsel, fordi DJ’s ledelse sidder og kigger i budgetterne nu.
Han understreger, at det er hovedbestyrelsen, der skal træffe beslutningen om omlægningen.
28 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Teddy og DJ
Det var da en god ide.
Her i udkanten på Nordøstfyn er der masser af billige og flotte muligheder - ovenikøbet midt i landet. Vi kan tilbyde en fantastisk natur, gode kursus- og konferencemuligheder - for slet ikke at tale om en livsglad befolkning. Dertil kommer de nye demokratiske og kreative muligheder, der er blevet skabt her i løbet af det sidste år.
Og egentlig er der jo ingen grund til at centrere DJ et sted, når man sagtens kan lave meget af forbundsshusets arbejde via nettet og uden mure.
Venlig hilsen
Bodil Rohde
Tak til Mogens for svar. At en beslutning er truffet i fuld enighed i HB er vel ikke ensbetydende med, at der ikke findes andre, som er bedre. Den næsten døde fusion er vel et godt eksempel på dette.
Når riget - og DJ - fattes penge, forfalder vi som regel til at kigge på besparelser. Se på indtægtsmulighederne. Vi kan i disse tider formentlig ikke vride flere annoncekroner ud af fagbladet, men hvorfor så ikke kaste os over ejendomsspekulation. Flyt DJ til nogle mere tidssvarende og billigere kontorlokaler på Vesteregnen og lej Gammel Strand ud til dem, der vil have 1. klasses adresse og vil betale for det. Renderiet henover Slotsholmen har vi jo heller ikke haft den store succes med, når man skeler til "vennernes" lukkethedslov.
HB kigger vi på tallene på næste møde i januar:
http://www.journalisten.dk/journalisten-gaar-fra-15-til-12-numre
Jeg vil anbefale de medlemmer, der går ind for helt at afskaffe det trykte medlemsblad, at læse Ray Bradburys "Fahrenheit 451 - den temperatur hvorved papir brænder" - den fås sikkert også som e-bog - eller se filmen af samme navn
Efter jeg fik min Ipad har jeg stort set ikke haft en trykt avis i hånden. Det endda på trods af at jeg er vokset op med tryksværte i blodet. Men jeg har opdaget, at jeg ikke savnet at have den fysiske avis i hånden, på min Ipad er avisen altid tilgængelig, også tidligiere udgiver. Jeg får oftest samme lækre lay-out, som jeg sætter stor pris på. Og så er jeg fri for at bære kilovis af avispapir ned i papircontaineren ugentlig. Så mit forslag er da helt klart at skære print-udgaven helt væk. Den beslutning er alligevel uundgåelig. Bare se på hvor meget den finske papirindustri jamrer sig efter fremkomsten af tablets. Vi læser mindre og mindre på papir.
Flere