search

Forskning og demagogi

INHABILT. Jurist Vibeke Borberg har i foreløbig fem måneder forsket i pressens betydning for retssikkerheden og er optaget af journalisters habilitet (Journalisten nummer 2).

INHABILT. Jurist Vibeke Borberg har i foreløbig fem måneder forsket i pressens betydning for retssikkerheden og er optaget af journalisters habilitet (Journalisten nummer 2).

Hun er af den opfattelse, at journalister ikke vil diskutere emnet: Man bryder nærmest ”et tabu”, når man rejser spørgsmålet, og journalister afviser diskussionen med ”noget, der minder om en betinget refleks”, mener hun og frakender dermed på demagogisk vis forlods eventuelt opponerende journalister evnen til at reflektere fornuftspræget over emnet.

Hvis Vibeke Borberg har svært ved at finde et lydhørt publikum for sin diskussion, er en anden mulig årsag nærliggende: Hun har ikke sat sig ind i det, hun vil diskutere.

Hun bruger blandt andet Morten Pihls dækning af retssagen mod Peter Brixtofte som eksempel. Vibeke Borberg var en af forsvarerne i sagen og gjorde, hvad hun kunne for at så tvivl om Morten Pihls troværdighed. Det var hun betalt for af Peter Brixtofte.

Nu fortsætter hun beskyldningerne under forskertitlen. Om end beskyldningerne nu fremføres som spørgsmål, efterlader de ingen tvivl om, at budskabet er det samme, som det var, da hun optrådte som betalt forsvarer for Peter Brixtofte:

Morten Pihl modtog Cavling-prisen for afsløringerne af Peter Brixtoftes embedsførelse. Er det ikke nærliggende at antage, at han dermed ”har fået en helt særlig interesse i, at domstolene stadfæster hans afsløringer, og at dette kan forhindre ham i at levere den objektive og loyale dækning af retssagerne, som bør være mediernes varemærke", spørger Vibeke Borberg.

Dette spørgsmål, som Vibeke Borberg nu rejser som forsker, er overordentligt velkendt på Jyllands-Posten. Peter Brixtofte forsøgte i breve til bladets chefredaktion at beklikke Morten Pihls troværdighed med netop denne påstand i centrum, endnu før det første retsmøde havde været holdt. Argumentationen blev fastholdt i efterfølgende henvendelser fra Brixtoftes faste støtter i Farum. Og angrebene på Morten Pihls professionelle hæderlighed fortsatte i Vibeke Borbergs medforsvarer, Rene Offersens, bog om Brixtofte-sagen.

For dem alle, inklusive Vibeke Borberg i indlægget i Journalisten, gælder, at de ikke formår at gendrive én eneste oplysning i de langt over 100 retsreportager, Morten Pihl har skrevet om sagerne mod Peter Brixtofte. Pihls reportager fra retssagerne har sammenlagt givet anledning til én rettelse. Den blev til på hans eget initiativ og vedrørte angivelse af en forkert dato for et kommende retsmøde.
Vibeke Borberg ved tilsyneladende intet om, hvordan nyhedsmedier arbejder. Naturligvis havde vi på Jyllands-Posten en grundig diskussion om, hvorvidt Morten Pihl var den rigtige til at dække retssagen mod Brixtofte, inklusive de habilitetsovervejelser, som Vibeke Borberg tror er tabu blandt journalister.
Den slags diskussioner foregår konstant på en stor nyhedsredaktion, og netop habilitetshensyn ligger til grund for mange interne retningslinjer på en virksomhed som Jyllands-Posten.
Det afgørende er naturligvis, at beslutningen suverænt ligger hos mediets redaktionelle ledelse. Efterfølgende kan alle få lov at skyde løs på det, der går hen over scenen, kræve berigtigelser, genmæle, gå til Pressenævnet, gå til domstolene – hvad der nu er passende.
Ingen skal have mulighed for at blande sig i Jyllands-Postens beslutning om at lade Brixtofte-sagen dække af den journalist, som uden sidestykke er den, der kender sagen bedst. Det blev forsøgt, og da det ikke lykkedes at få redaktionsledelsen til at fjerne ham fra opgaven, prøvede Peter Brixtofte og hans forsvarere, herunder Vibeke Borberg, under selve retssagen at gøre Pihl til part i sagen, blandt andet ved at kræve ham afhørt som vidne, hvormed han ifølge forsvarerne skulle smides ud af retssalen. Det sidste mislykkedes også.
Til gengæld havde både Brixtofte og hans forsvarere mulighed for at tage til genmæle på de nævnte måder, hvis der var noget at komme efter i Morten Pihls reportager fra retssalen. Det har de ikke gjort, og Vibeke Borberg har heller ikke med sin nye forskerkappe på noget konkret i posen, men fremturer blot i forsøget på generel mistænkeliggørelse af Morten Pihl.
Et passende svar er: Rend og hop.
Men der er jo lige det, at Vibeke Borberg nu taler som offentligt betalt forsker. Det rejser spørgsmålet, om hun er den rette til, under dække af sin forskertitel, at undersøge spørgsmålet om pressens påvirkning af retssikkerheden og journalisters habilitet. I hvert fald hvis hun har tænkt sig at bruge Brixtofte-sagen som eksempel. For hvordan er det lige med hendes egen habilitet? Er hun habil? Kan man overhovedet forestille sig, at hun er strengt objektiv i sin forskning og når frem til et resultat, der ikke harmonerer med de synspunkter, hun som betalt forsvarer for Peter Brixtofte så ihærdigt har fremført? På vegne af den uhildede og upartiske forskning er der grund til at være bekymret.

John Hansen, redaktionschef, Morgenavisen Jyllands-Posten

 

 

 

 

Filosofisk gylp uden fornuft, logik og etik

INHABILT. Iklædt advokatkappe og forskerfaglighed forsøger Vibeke Borberg i Journalisten nummer 2 at aflive journalistik som fag.

Hun hævder, at journalister ikke stilles samme habilitetskrav som andre faggrupper, og at det i journalistkredse er tabu at rejse debatten, fordi det kalder på stærke følelser.

Anslaget er klart. Her har vi en modig person, som vil rense det journalistiske fag for urenheder, og enhver indsigelse kan afvises som følelser.

Helt følelsesløst vil jeg gerne pille hendes vrøvl fra hinanden.

Hun mener, at journalist Morten Pihl ikke må dække straffesagen mod Farums forhenværende V-borgmester Peter Brixtofte, fordi Pihl afdækkede Farum-sagen så godt, at han og makkeren fik Cavling-prisen.

Hendes trylleformular er farlig. Når en journalist har gjort det prisbelønnet godt, er hans professionelle interesse afløst af en personlig interesse. Nu vil han bevise, at hans prisbelønnede arbejder holder vand. Derfor kan han ikke skrive objektive retsreferater.

Hun udelukker dermed, at det objektive referat kan ligge tæt på Pihls afsløringer. Hun tager stilling for en bestemt sandhed. Hun er tilbage som forsvareren for den Brixtofte, som uden held forsøgte at få byretten til at lukke døren for Pihl. Hun er ude i det ærinde, som hun tidligere var lønnet for og gør sig til udenretlig part i Brixtofte-offensiven mod den dygtige journalist. Det er Brixtoftes juridiske bagtrop, der bruger Journalistens bagside til at introducere intimideringens lovløshed. 

Tænk, hvis regler, smagsdommere eller magthavere skal udelukke journalister, der kan deres stof? Borberg udelukker de journalistiske modløbere, men nævner ikke de journalistiske medløbere, hvis åndelige dovenskab forbød dem at anfægte sandhedsværdien i borgmesterretorikken. Man kan blive inhabil ved at være flittig og god, men ikke ved at være doven og dum.

Det er ikke en debat om habilitet/inhabilitet, men noget filosofisk gylp fra Farums overdrev. Man afliver journalistikken som fag, hvis alle med kritiske spørgsmål bortdømmes, som om det bliver en personlig interesse at få ret.

Hendes logiske brist er på højde med en dagsdiæt i Farum Kommune.

Hendes moralske brist er selv advokatstanden uværdig. /

Poul Smidt, journalist, cand.jur.

 

 

Fra vagthund til jagthund 2

SVAR. I et interview i Advokaten i december 2007 om mit forskningsprojekt om offentlighed i retsplejen og pressens betydning for retssikkerheden  blev jeg korrekt citeret for følgende udtalelse: "Under Brixtofte-sagen slog det mig, at en af de journalister, som havde gravet sagen frem, også dækkede retssagen. Han var den, der havde fået sagen til at rulle og havde fået en Cavling-pris for den. Havde han efterhånden ikke fået en så personlig interesse i sagen, at han var interesseret i en domfældelse, spørger hun."

Journalistens redaktør tog temaet op og bad mig skrive en kommentar om emnet, der blev bragt på bagsiden af Journalisten nummer 2. Derved kom jeg til at starte en debat, som tilsyneladende virker meget provokerende på enkelte medlemmer af journaliststanden.

I hvert fald har Jyllands-Postens John Hansen fået optaget en kommentar i seneste nummer af Advokaten, hvori han reagerer på mit generelle oplæg til debat med et uhørt personangreb. Da denne reaktion både i form og indhold taler for sig selv, har jeg selvsagt afstået fra Advokatens tilbud om en replik.

Samme reaktion er desværre tilfældet for Poul Smidts kommentar, der slutter med ordene: "Hendes logiske brist er på højde med en dagsdiæt i Farum Kommune. Hendes moralske brist er selv advokatstanden uværdig."

Jeg skriver 'desværre', fordi reaktionerne bekræfter, at det er vanskeligt at have en åben og respektfuld debat med journalister om de etiske aspekter af deres fag, og fordi reaktionerne tyder på, at der er behov for det. /

Vibeke Borberg, jurist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen