search

Forskning: Grafik kan ændre dine politiske ideer

Den store trend med faktatjek af politikeres udtalelser virker ifølge amerikanske forskere måske ikke så godt.

Den store trend med faktatjek af politikeres udtalelser virker ifølge amerikanske forskere måske ikke så godt.

I nogle tilfælde tror læserne endnu mere på de forkerte udsagn end før, fordi journalisterne kun bruger ord, skriver Brendan Nyhan fra Dartmouth College og Jason Reifler fra Georgia State University i deres rapport 'Opening the Political Mind?'

Det er en veldokumenteret psykologisk reaktion at tillægge argumenter større betydning, hvis de er i overensstemmelse med ens egen opfattelse. Når der så bliver faktatjekket, og det ikke falder ud til ens politiske fordel, er det også dokumenteret, at læserne desperat holder fast i hver lille unøjagtighed i de nye fakta for at kunne opretholde deres eksisterende overbevisning.

'Journalistiske anstrengelser om tilstræbt objektivitet resulterer ofte i en 'han sagde', 'hun sagde' -måde at formidle på, der gør det nemt at modargumentere', skriver forskerne i deres nye rapport.

Derfor har de undersøgt noget nyt: 'The Graph Treatment' – Hvad vil der ske, hvis man bruger grafik til at fortælle læseren, at de politiske statements, de hidtil har troet på, faktisk ikke er korrekte?

I eksperimentet blev testet udsagn om angreb på de amerikanske styrker i Irak, udviklingen på jobmarkedet og den globale opvarming. Tre emner, der lynhurtigt kan give en diskussion, der ikke nødvendigvis er faktabaseret.

Forskerne rapporterer tilbage om en dramatisk effekt af 'Graph Treatment'. Selv blandt republikanske konservative, der tidligere har vist sig umulige at påvirke, er der en betydelig positiv effekt om at forholde sig på ny til fakta, når de bliver præsenteret for en grafik.

Det er vigtigt at notere sig, at forskerne ser den større værdi af 'Graph' i forhold til 'Text' ligegyldigt hvor længe læseren bruger på artiklen. Det skyldes altså ikke at 'Graph' er hurtigere og nemmere at forstå, mens 'Text' tager længere tid at læse. Effekten af 'Graph Treatment' skyldes simpelthen, at det er hulens svært at argumentere mod en tidslinje, der sort på hvidt viser en udvikling i den ene eller anden retning.

For et godt eksempel kan man læse 'Tårnhøj overdrivelse fra Thorning' hos B.dk, hvor der menes det ene og det andet gennem artiklen og illustreres med et close-up-foto af Helle Thorning? Til allersidst kommer så heldigvis det, der ifølge den nye forskning har en reel chance for at overbevise læseren – den grafiske præsentation af fakta.

Udfordringen er nu at få udviklet grafikken på områder, som ikke lige så let lader sig illustrere som tal på en tidslinje. Der er bestemt nok at tage fat på – også efter en valgkamp. Og hvorfor ikke? Nu er det videnskabeligt bevist, at grafisk faktapræsentation virker fantastisk.

 

LINKS:

Opening the Political Mind? Hele forskningsrapporten. 55 sider pdf.  http://www.dartmouth.edu/~nyhan/opening-political-mind.pdf

Tårnhøj overdrivelse fra Thorning. http://www.b.dk/politiko/taarnhoej-overdrivelse-fra-thorning

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen