Kan I huske psykolog, professor Helmut Nyborg fra Århus Universitet, Psykologisk Institut? Det var ham med undersøgelsen, som viste, at mænd skulle være markant mere intelligente end kvinder.

Det viste sig efterfølgende, at resultatet ikke var publiceret endnu. Det viste sig også, at han havde lavet en talfejl, så den markante statistiske forskel skrumpede ind til tre procents forskel i intelligens, hvilket er lig med statistisk støj.
Manden var forinden helt fremme og klogede sig med tv-solointerview og andet i pressen. Misinformationen blev ved hjælp af jer, kære kolleger, plantet solidt i den brede befolknings bevidsthed.

Det vil sige, hos den gruppe af befolkningen, som stadigvæk er modtagelig for eksakt videnskabsinformation. Mange lukker af, formentlig på grund af alt det vås i form af pseudovidenskab, som I allerede har hældt ud i medierne.
Det går ud over de interessante og folkeoplysende videnskabelige resultater, når de dukker op.

Denne elendighed er jeres ansvar, kære kolleger. Det er jeres skyld, og det kan undgås.

Spørg for eksempel om det, I sidder med, har været publiceret i et censureret videnskabeligt tidsskrift. Hvis ikke, kan I ikke tillade jer at kalde det forskning.

Hvis forskeren svarer, at det kommer, så er det et klart faresignal. Ordentlige forskere ved, at de ikke må gå ud med noget, før det har været publiceret.

Er der i øvrigt nogen, der kan opremse, hvor mange gange inden for de seneste fem år danske forskere har været lige ved at løse kræftens gåde? Er det hver tredje måned? Et fænomen jeg i mit private univers har døbt dansk nationalistisk videnskabsformidling.

Hvordan skiller man så forskere fra fuskere?

Det handler om, hvorvidt forskerne følger reglerne.

Reglerne for videnskabelig forskning indeholder ret rigide krav. Forskningen skal munde ud i en rapport, som et censureret anerkendt videnskabeligt tidsskrift vælger at publicere. Blandt andet for at sikre, at andre uafhængige forskere kan checke, om de når frem til det samme. Kun hvis de gør det, bliver resultatet accepteret som anerkendt videnskabeligt i den rigtige forskningsverden.

Inden da taler man i videnskabens sande verden om "foreløbige resultater" (preliminary results), der mest har karakter af en påstand.

Man går absolut ikke til pressen, før tingene har været i et videnskabeligt tidsskrift. Især kontroversielt stof må ikke komme ud, før det videnskabelige tidsskrifts censorkorps af internationale fagpersoner har gransket og checket for bøffer. Det ved ordentlige forskere.

Det er således "very bad behavior" af en forsker at gå i pressen inden da. Det sagde en redaktør fra The Lancet til mig, da jeg havde fat i en sag med en kendt dansk professor og miljømediciner, der henviste til, at hans politisk korrekte resultat om farlig gift i konventionelt dyrkede grøntsager – der gik pressen rundt – ville komme i The Lancet. Da det så kom, stod der stort set nul og niks.

Som journalist er det misbrug af terminologi at tale om forskning, når der blot er tale om undersøgelser. Lad være med det, selv om personen bag er uddannet på et universitet. Brug ordet undersøgelse, hvilket jo er en totalt brugbar term.

Det er fint at kunne det med videnskabelige forskningsundersøgelser og at få noget anerkendt som videnskabelig forskning. Det indebærer grundighed og selvdisciplin, og at man kan følge reglerne for videnskabelig forskning. Det er yderligere en fin bedrift at få tingene optaget i et censureret videnskabeligt tidsskrift og at lave noget, som andre uafhængige forskere vil ulejlige sig med at efterprøve.

Så derfor er der selvfølgelig også mange, der gerne vil pynte sig med lånte fjer og kalde sig for forskere og deres arbejde for forskning.

For nyligt blev en såkaldt turismeforsker citeret i Østjyllands Radio, men det var misbrug af forskerbegrebet at kalde vedkommendes undersøgelse for forskning og personen for forsker.

Lad være med at bruge ordet forskning om undersøgelser, og lad være med at kalde diverse undersøgere for forskere.

Ellers skader det vores fag. Resultatet er stribevis af tredjerangs data sendt ud i mediestrømmen med et label som videnskabelige facts.

Det, vi mere end nogensinde har brug for i journalistfaget, er et crashkursus i at håndtere forskningsstof. Herunder i at kunne sortere det fra, der vil ligne. De lånte fjer.

Noget andet vigtigt er at få kvantificeringen med. Uden dette, nul kvalitet i journalistikken. Et tænkt eksempel: Er den nyopdagede giftvirkning af roundup-rester i grøntsager noget, der betyder et halvt kræftdødsfald ekstra hvert 10. år, eller 100 ekstra dødsfald hvert år?

I det første tilfælde vil den advarsel mod at spise konventionelt dyrkede grøntsager, som forskningen peger i retning af, føre til mere kræft, end giftvirkningen giver, da det er generelt kræfthæmmende at spise grøntsager. Uden kvantificering er journalistik om videnskab ofte mindre værd end det papir, det er skrevet på.

I øvrigt kan jeg anbefale en britisk bog: Junk Science Judo, af Steven J. Milloy.