
"Jeg synes, det er meget beklageligt, at vi har et medie i Danmark, der har influeret på en valgkamp. Det går ikke, sådan skal et dansk valg ikke være," siger Søren Pape Poulsen blandt andet til TV 2. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Konservatives tilbagegang i meningsmålingerne i løbet af valgkampen skyldes, at Ekstra Bladet har udført et karaktermord på partiformand og statsministerkandidat Søren Pape Poulsen.
Det sagde Søren Pape Poulsen fredag til TV 2.
”Den kampagne, jeg har været udsat for fra Ekstra Bladet, den har sat sig i danskerne, og det kan jeg godt forstå,” sagde han til TV 2 fredag efter en ny meningsmåling, der stiller Konservative til et dårligere valgresultat end i 2019.
Og det har han til dels ret i, lyder det fra to danske forskere, der forsker i samspillet mellem medier, politik og befolkningens holdninger.
Men den kritiske omtale må man simpelthen forvente, når man melder sig som statsministerkandidat, lyder dommen fra David Hopmann, professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
”Det er en helt naturlig proces, at de går kritisk til, hvad det er for en mand, der melder sig som statsministerkandidat. Det er det, kritiske medier og journalister er til for.”
”Det er helt nærliggende at dække en prominent politiker, og selvfølgelig er han mere journalistisk interessant end for eksempel Alternatives Franciska Rosenkilde, der ikke er statsministerkandidat og ikke stod nær så godt i meningsmålingerne,” siger David Hopmann.
Gik til valg på et svært budskab
Søren Pape Poulsen siger også i interviewet med TV 2, at han har været udsat for et decideret karaktermord af Ekstra Bladet, efter at avisen siden starten af valgkampen er gået kritisk til partiformanden, siden han i midten af august meldte sig på banen som statsministerkandidat.
David Hopmann, professor ved Center for Journalistik på SDU
Udtalelserne fra Søren Pape Poulsen kommer i kølvandet på, at Konservative i løbet af den seneste uge har fremført, at Ekstra Bladet har bedrevet kampagne mod Søren Pape Poulsen.
David Hopmann tror ikke på, at Ekstra Bladets dækning alene er årsag til De Konservatives tilbagegang i meningsmålingerne. Han er dog ikke i tvivl om, at de har haft en effekt på danskerne.
Det er dog ikke en utidig og kritisabel indflydelse på et valg, som Søren Pape Poulsen ellers siger til TV 2.
”Det er faktisk en fortælling om, at der er noget, der fungerer i den offentlige samtale i Danmark. Det er naturligt, at man som borger og vælger reagerer på ny information. Alt andet lige vil jeg sige, at det er et positivt tegn,” siger David Hopmann.
”Men at Søren Pape ikke bryder sig om det, forstår man selvfølgelig godt,” tilføjer han.
Flere forklaringer
Mark Blach-Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, hvor han blandt andet forsker i politiske skandaler, mener også, at ”der helt klart er andre forklaringer” på Konservatives nedtur.
Han peger på, at Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann ikke har formået at fremstå som en samlet blå blok, og at de ikke har fået skabt en solid dagsorden under valgkampen.
”For Konservatives vedkommende gik de til valg på skattelettelser. Det er en svær dagsorden at løfte i en krisetid, hvor mange opfatter, at der er mangel på velfærd og mangel på sundhed.”
”De fik gjort sig til et enkeltsagsparti, og derefter blev det svært at finde ud af, hvad Konservative vil, så de har ført en ret mudret valgkamp,” siger Mark Blach-Ørsten.
Set fra Mark Blach-Ørstens stol er det ikke Ekstra Bladet alene, der har været skyld i, hvor stor sagen er blevet.
Mark Blach-Ørsten, professor
Da den første historie om Søren Papes eksmand kom frem, valgte partiformanden for eksempel først at angribe Ekstra Bladet i et skriftligt svar. Først da historien var ude, kom der en form for erkendelse på Facebook. Historierne om Søren Papes møder i Caribien fik også lov at køre i ugevis, før Søren Pape sagde, at han ville orienteret Folketinget.
”Det er samspillet mellem Ekstra Bladets historier og Konservatives reaktion på dem, der gør, at det her bliver til en skandale,” siger han
Ekstra Bladet har lavet en brøler
De kritiske historier tog afsæt i, at Søren Pape Poulsens nu eks-mand viste sig ikke at være nevø til en tidligere præsident for Den Dominikanske Republik. Det havde Søren Pape Poulsen ellers tidligere hævdet i offentligheden.
Statsministerkandidaten har ligeledes ved flere lejligheder sagt, at hans eks-mand er jøde. Heller ikke det viste sig at være sandt.
Det er også kommet frem, at Søren Pape Poulsen i sin tid som justitsminister holdt ministermøder med Den Dominikanske Republik uden om Udenrigsministeriet og uden at have været i kontakt med den lokale, danske ambassade.
Derudover har Ekstra Bladet haft historier om en såkaldt ’bolig-finte’, der handler om, at Søren Pape bor i en luksuslejlighed, som under hans borgmestertid i Viborg blev godkendt til at være et bofællesskab.
Mandag i sidste uge gjorde Ekstra Bladet så i den grad i nælderne, da avisen havde trykt en historie på forsiden om, at Søren Pape Poulsen i juli 2021 havde trodset corona-anbefalingerne og var rejst til Den Dominikanske Republik.
Det viste sig, efter at Søren Pape Poulsen allerede havde undskyldt, at rejsevejledningerne overhovedet ikke stod i vejen for hans rejse, da han allerede havde været smittet med coronavirus og var fuldt vaccineret.
Ekstra Bladet bragte dagen efter en rettelse og undskyldning på forsiden, og avisens chefredaktør, Knud Brix, har efterfølgende givet interview til snart sagt samtlige medier i Danmark om fejlen.
”Budskabet er helt sikkert sunket ind. Det er en fordel, at den fejl sker i en valgkamp, hvor der er stor fokus på det, og at vi nu har meget mere mediekritisk journalistik end før i tiden. Jeg er helt sikker på, at alle danskere, der interesserer sig det mindste for politik, har hørt, at det er en forkert historie,” siger Mark Blach-Ørsten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.