Helligdom.
Det er ordet, der slår Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, når han taler om ytringsfriheden i Danmark.
Han har netop udgivet bogen 'Kugleregn møder kuglepen' om angrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden og deres betydning for ytringsfriheden. Ifølge ham står det ikke godt til med ytringsfriheden. Godt nok bliver der kæmpet for den. Den bliver forsvaret, beskyttet og sat i scene. Men det er netop en del af problemet, for ytringsfriheden er ingen helligdom, mener Ejvind Hansen.
Den er afgrænset, siger han. I form af lovgivningen, hvor både racisme- og blasfemiparagrafferne, medieansvarsloven, injurielovgivningen og navneforbud sætter grænser for, hvad vi må sige. Og i praksis, når vi tager hensyn til andre mennesker i sociale sammenhænge og overvejer, hvad vi siger, før vi gør det.
»For mange medier er ytringsfriheden blevet en værdi i sig selv. Vi skal kæmpe for den for enhver pris, og vi må ikke gradbøje den,« siger han.
Denne logik er forskningschefen imod.
»Det handler altid kun om, hvorvidt vi har den eller ej. Vi glemmer, hvilken slags ytringsfrihed vi ønsker. Ytringsfriheden er der ikke for, at vi kan sige alt, men for at sikre, at magthaverne ikke bestemmer, hvad vi siger. Vi glemmer, at den er et middel til noget og ikke en helligdom.«
Charlie Hebdo byggede bro
Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo har de fleste danske medier stået last og brast om ytringsfriheden. Sådan har det været, lige siden Muhammed-tegningerne blev offentliggjort, mener Ejvind Hansen.
Og det er problematisk for demokratiet, siger han.
»I nyere tid synes jeg desværre, at forståelsen af ytringsfrihedens værdi for demokratiet er gået tabt i medierne. Ytringsfriheden er der demokratisk set for at sikre borgere i samfundet muligheden for at tale imod magthaverne. Det er en mindretalsbeskyttelse.«
Det har medierne dog glemt, siger forskningschefen. I stedet for at bruge ytringsfriheden til at oplyse, bringe alternative stemmer frem i debatten og styrke demokratiet, graver medierne grøfter og skaber konflikt. Han peger for eksempel på, at de efter terrorangrebet på Charlie Hebdo genoptrykte mediets satiretegninger, mens Charlie Hebdo selv gik imod strømmen og bragte en ny forside, hvor Muhammed holder skiltet ”Je suis Charlie” og fælder en tåre ledsaget af overskriften ”Alt er tilgivet”.
»Medierne stod sammen om at gentage det franske blads provokerende tegninger, mens Charlie Hebdo selv forsøgte at artikulere et fællesskab,« siger han og tilføjer:
»Fra publicistisk side er der kommet en trodsytringsfrihed. Hver gang, medierne bliver kritiseret, skal vi fyre det modangreb af, vi har.«
»Det bliver en krigslogik«
Der er i samfundet brug for, at man kan latterliggøre Gud og religion. Religiøse institutioner er magthavere, og derfor skal de kunne kritiseres i et demokrati. Men det er ifølge Ejvind Hansen en kortslutning, at det også betyder, at vi som samfund skal kritisere og latterliggøre dem, der er troende.
»Det er der ikke nogen demokratisk værdi i. Så griner vi af andre i stedet for med dem. Det er det, der skete i kølvandet på Muhammed-tegningerne. Vi skaber en os-mod-dem-kultur, hvor vi selv er overlegne, mens vi griner af muslimer.«
Hvorfor har den store debat om ytringsfriheden ifølge dig skadet frem for at gøre gavn?
»I stedet for at bruge ytringsfriheden til at overkomme forskelligheder, skabe dialog og undersøge, hvorfor de ikke mener, vi skal have demokrati, siger vi bare "hold da fast, hvor er de fjollede". I sidste ende er det den, der har den stærkeste stemme, som overtrumfer den anden. Det bliver en krigslogik.«
Det er blandt andet derfor, det er problematisk, at danske medier insisterer på at genoptrykke kritiserede satiretegninger i ytringsfrihedens navn, siger Ejvind Hansen.
»Medierne har været med til at skabe en dårligere kultur for ytringsfrihed. Ved at genoptrykke forsider, der er provokerende for andre, er medierne konfronterende og skaber konflikt.«
Medierne har medansvar for selvcensur
Der burde ikke være noget besynderligt i, at ytringsfriheden er begrænset, lyder det fra Ejvind Hansen. Ifølge ham er det dog helt forståeligt, at medierne er blevet mere frygtsomme, og at der, som blandt andet Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose påstår, er blevet mere selvcensur i medierne.
»Jeg tror, Flemming Rose har ret, når han siger, at der er flere ting, vi ikke kan sige, end for bare et år siden. Der er mere selvcensur. Og medierne er medskyldige i at fremme selvcensur,« siger han og uddyber:
»Vi tror, at hver gang, der kommer en lille smule kritik af islam, så vil der komme et modangreb. Vi har set det med Yahya Hassan, og det var også tilfældet, da ingen turde udstille Dan Park.«
Men medierne er vel nødt til at være kritiske og forsvare deres ret til at ytre sig?
»Jeg har ikke noget imod, at medierne forsvarer deres ret, men de skal gøre det oplyst. Hele medieansvarsloven sætter jo en grænse for, hvordan medierne må ytre sig.«
Er der ikke en styrke i at kunne sige lige, hvad man vil?
»Det er der, men der er også svagheder. Vi risikerer, at det bare er den stærkeste, mest velartikulerede stemme, der vinder.«
Ytringsfrihedens paradoks
Samlet set mener Ejvind Hansen, at det kollektive forsvar for ytringsfriheden betyder, at ytringsfriheden ikke kan kritiseres.
Og her er vi tilbage ved ordet helligdom og ophøjelsen af ytringsfriheden til noget urørligt:
»Det, vi gør, er selvmodsigende. Vi skubber ytringsfriheden foran os som et middel til at kritisere hvad som helst, men der er en logisk brist, når vi så ikke kan kritisere ytringsfriheden. Der ligger en helliggørelse af den, som er imod ytringsfrihedens princip. Det er et paradoks.«
Han erkender dog, at medierne også til tider bruger ytringsfriheden positivt.
Så du ser intet positivt i det, medierne gør? Det hele er skidt?
»Man ser for eksempel noget positivt, når Information vinkler alternativt. Jeg husker en artikel skrevet af Carsten Jensen, der hedder 'Talebanere kan også være bange'. Der gav de plads til en stemme i offentligheden, som ikke selv var stærk nok til at komme frem,« siger han og tilføjer:
»Når medierne på den måde laver en overraskende vinkel på et væsentligt emne, så overskrider medierne barrierer og grøfter i samfundet.«
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Når al Haan og Spot fordrives af Sproget, hvilket Middel bliver da tilbage mod Dumheden, og naar man binder Munden paa Foragten, hvormed tænker man da at ave Lumpenheden og den tykpandede Ondskab!"
Sagt af Viggo Hørup (1841-1902) medstifter og senere redaktør af dagbladet Politiken
Rystende læsning - og skræmmende følgagtighed fra en mand i hans position.
"Jeg går ind for ytringsfrihed, MEN..." følger samme fatale melodi som "Jeg er ikke racist, MEN..."
Det lille MEN hiver tæppet væk under vores hårdt tilkæmpede frihed og demokrati, som kun idioter kan tage for givet.
Hvis ikke vi kan gøre grin med alt, vil de mest krænkede mimoser konstant komme til at sætte overliggeren - og begrænse vore alle sammens frihed.
Ytringsfrihed med ynde er slet ikke ytringsfrihed.
Ytringsfrihed betyder, at A må kritisere B, og B må kritisere A, men A må ikke true og myrde B, og B må ikke true eller myrde A (eller nogen, der tilfældigvis står i nærheden). Dét er ytringsfrihed, og det er der ingen som helst grund til at kritisere, for hvad er alternativet? Paradokset er ikke, at ytringsfriheden ikke må kritiseres (som den hele tiden bliver), men at forkælede debattører bruger deres ytringsfrihed til at kritisere ytringsfriheden og samtidig påstår, at det må de ikke - hvem har forhindret dem? Tag til et af verdens mange diktaturer og mærk forskellen. Og til dem, der om satiretegninger og religionskritik siger, at "det er unødvendigt at træde sin nabo over tæerne": er det virkelig så unødvendigt at kritisere en ideologi, i hvis navn folk stenes og piskes og myrdes hver dag over hele kloden? Man gør ikke fredelige muslimer en tjeneste ved at rette sig efter islamisters krav om tavshed, for fredelige muslimer er islamisternes første ofre. Men da denne rimelige kritik er livsfarlig, retter vi vel ind.
Ytringsfriheden er den frie verdens helligdom. Uden den, ingen fri verden. Blot relativisme.
Jeg har med stor interesse fulgt debatten, der har fulgt i kølvandet på denne artikel.
Jeg står fuldt ud ved artiklens indhold. Men i lyset af den debat, der har fulgt i kølvandet (både her og på de sociale medier), er det vigtigt for mig at slå fast, at artiklen naturligvis (ligesom alle journalistiske produkter må være det) er en vinklet udlægning af noget, der kræver mange flere argumenter.
I forhold til mit egentlige ærinde med bogen, så er denne artikel nok noget mere finger-pegende. I bogen reflekterer jeg primært over, hvordan vi kan gøre tingene bedre, og man kan jo sige, at ulempen ved at pege-fingre er, at man let kommer til at grave de grøfter, som jeg egentlig netop forsøger at bygge bro mellem.
I en debat er der naturligvis altid reaktioner, man er mere glade for end andre. Personligt er jeg allermest glad for de reaktioner, der viser, at nogen er kommet i tvivl. For dét er netop hovedærindet her. Jeg synes, vi er endt ud i en situation, hvor vi skubber ytringsfriheden foran os til at lukke diskussioner. Og det kan simpelthen ikke være meningen.
Til dem, der har svært ved at give slip på, at ytringsfriheden er et mål i sig selv, foreslår jeg, at man i sit stille sind stiller det stilfærdige spørgsmål: "Hvorfor er det, at ytringsfriheden er så vigtig et mål?" Så kan der ske ét af to ting:
Enten bliver der bare helt stille. Hvis det går sådan for dig, så har du bevist, at for dig ER ytringsfriheden faktisk et mål i sig selv. I min bog er du så et eksempel på, at ytringsfriheden er en helligdom. Du kan (eller vil) ikke egentlig argumentere for den, og på tværs af alt der sker i verden, så er den det sidste du giver slip på. Du er et religiøst menneske. Det er fair nok, men så er der en række af standardfortællingerne omkring det særligt demokratiske, der ryger fløjten.
Eller også begynder der at dukke begrundelser op. Det er ikke sikkert, det er de samme som dem, jeg skitserer ovenfor. Det er for mig ikke det mest afgørende. Det afgørende er imidlertid, at du opdager, at også for dig er ytringsfriheden faktisk et middel til noget andet. Ytringsfriheden er vigtig, FORDI..... Du kan give begrundelser for den, og så kan vi begynde at diskutere og debatere.
Den sidste måde at reagere på, vil jeg mene, giver det sundeste demokrati. Ulempen er naturligvis, at når vi går ud af den vej, så bliver vi nødt til at flytte vores idealer fra de høje piedestaler og ud i den konkrete virkelighed, og så kan eventuelle modstandere også sætte ind med deres kritik.
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at ytringsfriheden nok skal holde til den bevægelse. Og i hvert fald: En ytringsfrihed, der ikke tåler en sådan kritik, er altså bare på en eller anden måde en selvmodsigelse.
Flere