Forsker: B.T. laver skandalejournalistik

B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag er typisk skandalejournalistik. Det siger lektor i Journalistik Mark Blach-Ørsten. Han kritiserer B.T. for manglende kildekritik og en ringe dokumenteret dækning af sagen. B.T. svarer: Vores dækning er nuanceret.
25.08.2010 · 13:55

B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag er typisk skandalejournalistik. Det siger lektor i Journalistik Mark Blach-Ørsten. Han kritiserer B.T. for manglende kildekritik og en ringe dokumenteret dækning af sagen. B.T. svarer: Vores dækning er nuanceret.

Når skandale-journalistikken ruller sker det ofte på bekostning af de journalistiske grundprincipper. Det gælder også B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Sådan siger lederen af journalistuddannelse på RUC, lektor Mark Blach-Ørsten. Han mener, at der er tale om klassisk skandalejournalistik.

B.T. gør for eksempel sjældent opmærksom på, når kilderne kun udtaler sig generelt, men ikke om den konkrete sag. Og så har avisen generelt undladt at citere kilder, der går imod vinklen.

»Det er meget klassisk skandalejournalistik. Den får efter alle kunstens regler,« siger Mark Blach-Ørsten, der forsker i skandalejournalistik:

»B.T. glemmer det journalistiske princip om, at der skal være sammenhæng mellem citater, overskrift og indledning. Man kan ikke bare skrive noget i overskrift, der ikke har belæg i artiklen,« siger Mark Blach-Ørsten.

B.T. har allerede rettet en forsiderubrik efter Journalistens gennemgang. Den 29. juli skrev avisen på forsiden med store typer: "Helles nye løgn" og nedenunder en mindre rubrik: "Jurist ikke i tvivl: Det er strafbart." Den nederste rubrik var der ikke dækning for.

Hele B.T.'s dækning af Helle Thornings-Schmidts skattesag minder Mark Blach-Ørsten om den måde Ekstra Bladet i 80'erne angreb Socialdemokraterne og fagbevægelsen på. De blev kritiseret for pamperi. Det er den samme retorik, der går igen i B.T.'s artikler.

Forsiderubrikken den første dag d. 23. juni hed: "Scorer kassen i skattely", og inde i artiklen stod der i indledningen af artiklen: »Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt gør alt for at udnytte de danske skatteregler så kreativt, at hendes mand den 40-årige Stephen Kinnock, slipper for at betale skat af sin milliongage.«

Den måde som B.T. fremstiller sagen på er "stærkt mistænkeliggørende", mener Mark Blach-Ørsten. Det samme gælder forsiden dagen efter den 24. juni, hvor B.T. på forsiden skrev: "Så grisk er Helle," og den 29. juli fulgte op med forsidepløkken: "Helles nye løgn." Dagen efter havde B.T. rubrikken på forsiden: "Her lyver Helle igen."

Mark Blach-Ørsten mener, at det er problematisk, at B.T. på flere forsider hænger Helle Thorning-Schmidt ud som løgner.

»For at B.T. kan kalde det en løgn forudsætter det, at der er givet forskellige oplysninger med forsæt, og at Helle Thorning og hendes mand ikke bare har fjumret rundt. I det hele minder det om kriminaljournalistik, hvor man dømmer folk, inden de har fået en rettergang. Det er sådan noget, der er fremhævet i de vejledende presseetiske regler. Sådan skal man ikke gøre,« siger Mark Blach-Ørsten.

På B.T. afviser chefredaktør Olav Skaaning Andersen, at B.T. bedriver skandalejournalistik.

»Det er ikke skandalejournalistik. Det er journalistik, som er baseret på research og undersøgende journalistik, hvor vi går ind og undersøger en given sag, bruger lang tid på det, graver dokumenter frem, graver eksperter frem, og finder ud af, hvad er op og ned på historien,« siger han.

Han mener, at det er naturligt, at B.T. skriver historierne mere tabloidt, end eksempelvis Kristeligt Dagblad ville have gjort det.

»Vi er jo en tabloid avis. For os er det vigtigt at få budskabet ud. Men jeg vil samtidig sige, at jeg synes, at vi har lavet en meget grundig og nuanceret dækning af sagen. Det er rigtigt, at vi har draget konklusioner undervejs, men vi har ikke draget konklusioner om, præcist hvor meget Stephen Kinnock skal betale skat i Danmark. Der var tale om et skøn, og den præmis lagde vi frem,« siger Olav Skaaning Andersen.

B.T.'s chefredaktør har ingen problemer med den måde, B.T. har taget citater, der kun er sagt om de generelle regler og koblet dem til den konkrete sag. Det var blandt andet det, der førte til, at B.T. kom til at skrive på forsiden, at en jurist ikke var i tvivl, om at det Helle Thorning havde gjort var strafbart.

Er det ikke et stort ansvar, I påtager jer, når I konkluderer, hvad der er rigtigt og forkert, når I kun har de generelle regler, men ikke vurderinger af den konkrete sag?
»Vi påtager os at informere vores kilder rigtig godt om sammenhængen, og det har vi gjort hele vejen igennem. Derfor har vi heller ingen problemer med de kilder, vi har brugt, fordi de hele vejen har informeret dem om det, og fortalt dem, hvilken sammenhæng de indgår i. Vi har fået skriftlige citater fra dem, så derfor indgår citaterne på en måde, som vi har fuldt ud kan stå inde for, og de kan stå inde for den måde, hvorpå de indgår hos os.«

Olav Skaaning Andersen, afviser, at avisen uden dækning skriver, at Helle Thorning-Schmidt lyver.
»Jeg synes, at vi lægger det rigtig flot op her. "Helles dobbeltspil",« siger Olav Skaaning og peger på en rubrik i B.T. fra den 29. juli.

»Helle Thorning-Schmidt lyver enten for vælgerne eller for Justitsministeriet. Det vil sige, først har hun fortalt, at Stephen Kinnock er her 33 weekender om året, og så fortæller hun efterfølgende til Justitsministeriet, at han er her 52 weekender om året, som hun har fortalt mindst fem gange i offentligheden, blandt andet i Noa Redingtons bog om Helle Thorning-Schmidt. Enhver vil da sige, at det er dobbeltspil, hvis du først siger en ting til en offentlig myndighed og derefter siger noget andet til en offentlig myndighed,« siger Olav Skaaning Andersen.

I har ikke dokumenteret, at det er en bevidst fejl?
»Så er det en fejl, hun har gentaget fem gange. Det mener vi ikke er en fejl.«

Olav Skaaning Andersen afviser også, at B.T. kun bruger kilder, som bakker avisen op.

»Vi giver et rigtig godt og nuanceret indtryk i artiklen. Vi har én skatteekspert, der går ind og siger: "Ja, han skal efter alt at dømme betale skat i Danmark." Vi har to andre, der siger, "at han skal betale skat i Danmark". De nuancerer den del af det. Vi har samtidig i researchfasen, der har været lang, ringet rundt til alle mulige og fået alt muligt at vide. Til sidst foretager vi en udvælgelse og siger, at de her skattefolk er nogle, som går i avisen. Samtidig har vi en grafik, der giver et meget nuanceret billede af, hvordan man vurderer, om der skal betales skat i Danmark, Schweiz - eller begge steder.«

Læs hele Journalistens gennemgang af fire af B.T.s store historier om Helle Thorning-Schmidt.

Se også Journalisten.dk's tema: B.T. under lup

Lektor og studieleder ved journalistuddannelsen på RUC, Mark Blach-Ørsten, arbejder på en undersøgelse af politisk skandalejournalistik helt tilbage til Ritt Bjerregaards hotel-sag i 80'erne og frem til i dag. Han har vurderet B.T.s dækning af Helle Thorning-Schmidt sagen på baggrund af Journalistens research.

Kommentar

25/08/2010 - 14:09

Esbern Snare

Jeg giver ikke Blach-Ørsten ret i at BT laver skandalejournalistik. De laver slet ikke journalistik.

25/08/2010 - 14:18

Jarl Cordua

Journalisten lader sig sammen med Politiken spænde for en politisk vogn anført af Tøger Seidenfaden 

Det er ret gennemskueligt for de fleste. Og egentlig også forudsigeligt.

 Jeg er bare glad for at jeg ikke står i et forbund, hvor kontingentkronerne går til den slags.

25/08/2010 - 14:50

Thomas Nørmark Krog, journalist på B.T.

 Jeg er reporten bag hele Thorning-sagen.

 Jeg vil gerne i fuld offentlighed spørge dig Jakob Elkjær, hvordan Journalisten kan forsvare at lave journalistik, hvor man direkte fejlciterer og misbruger skatteeksperter til at passe ind i den vinkel som Journalisten har besluttet at bringe uanset om den holder eller ej?

 Det er ærlig talt tankevækkende, at Journalisten bruger den slags metoder, når man ser på hvilke beskyldinger I retter mod B.T. og mit månedlange graveprojekt.

 Jeg har fået denne mail fra direktør for skatterådgivningsfirmaet Care Udland Michael Nielsen, som er citret i Journalisten for at sige, at B.T. ikke har brugt hans argument om, at Stephen Kinnock sagtens kan ende med ikke at kunne betale skat i DK.

 Han for fem dage siden sendt mig en klagende mail om, at Journalisten har fejlciteret ham,  men Journlaisten ville ændre på hans citat, da han efter at tænkt sig om genlæst artiklen i B.T. ønskede at ændre i første citat til JOurnalsiten.  Han føler sig totalt manipuleret med.

 Nu må det være op til folk selv at tolke på Jakob Elklærs moral efter at have læst denne mail:

---------------- 

Care Udland til tnk
Vis detaljer 20. aug. (5 dage siden)

Hej Thomas
 
Det er jo helt ude i hampen med Journalisten. Jeg brygger lige en klage.
 
 
Hej fra
 
Michael
 
Fra: Jakob Elkjær [mailto:jel@journalisten.dk]
Sendt: 19. august 2010 15:14
Til: 'mn@skatiudlandet.dk'
Emne: Citater i Journalisten
 
Kære Michael Nielsen,
 
Journalisten er et lidt specielt fagblad, idet vi ifølge vores udgivelsesgrundlag har til opgave at være mediekritiske og altså holde vores kolleger i ørene, hvor det er rimeligt.
 
Således også i vores gennemgang af B.T.s Helle Thorning artikler.
 
Foreløbig har vores gennemgang af Helle Thorning sagen således fået B.T. til at bringe en rettelse i dagens avis:
http://journalisten.dk/b-t-indrommer-fejl-i-thorning-sag
http://www.bt.dk/danmark/b.t.-indroemmer-fejlrubrik-i-thorning-sag.
 
Vi har efterkommet dine ønsker til præciseringer. Derfor bringer vi nedenstående i det kommende nummer af Journalisten.
 
I henhold til vores citatregler, som er alment accepterede i branchen, er der ikke noget, der hedder, at man trækker sig, da du var blevet gjort opmærksom på, at dette var et interview. Til gengæld er du velkommen til at rette faktuelle fejl og forståelsesfejl:
 
http://journalisten.dk/malsaetning-copyrights-forbehold-og-citatregler.
 
Vi bringer følgende i bladet:
 
’Direktør og skatterådgiver Michael Nielsen
B.T. har heller ikke citeret skatterådgiver og direktør i CareUdland Michael Nielsen i den første artikel den 23. juni. Han havde ellers forklaret B.T.’s journalist, at det var meget muligt, at Stephen Kinnock hverken skulle betale skat i Danmark eller for den sags skyld var skattepligtig her i landet, efter at han flyttede til Schweiz.
»Han har muligvis kun været begrænset skattepligtig her i landet, dengang han boede her, fordi han var engelsk diplomat. Det kan jeg sagtens forestille mig. Hvis ikke han tidligere har været fuldt skattepligtig i Danmark, så kan han sagtens tage job i Danmark uden at blive fuldt skattepligtig. Det er meget muligt, at det hænger sådan sammen,« forklarer Michael Nielsen til Journalisten.
 
Skatterådgiver Michael Nielsen har godkendt alle sine citater per mail, og vi har efterkommet hans ønsker til præciseringer. Han har dog efterfølgende meddelt, at han alligevel ikke ønsker at blive citeret for ovenstående. Han mener, at hans pointer er med i en faktaboks den 23. juni i B.T. Det ændrer dog ikke på, at B.T. valgte ikke at citere ham i selve artiklen.’
 
Hvis du har noget at bemærke, så er du velkommen til at skrive eller ringe til mig på 27258020.
 
Mvh
Jakob Elkjær, redaktør

Fra: Care Udland [mailto:mn@skatiudlandet.dk]
Sendt: 17. august 2010 12:52
Til:'Signe Højgaard Nielsen'
Emne: SV:
 
Kære Signe
 
Undskyld mit sene svar, men jeg har følt det nødvendigt at fremskaffe artiklerne.
 
Jeg får det indtryk, at du mener, at BT har startet en historie på et forkert grundlag eller et for spinkelt grundlag, blot fordi at jeg har sagt, at der er en teoretisk  mulighed for, at Kinnock ikke er fuldt skattepligtig til Danmark. Den vinkel kan jeg ikke bakke op. Af min mail fremgår jo, hvordan reglerne er, og vel i 99 % af tilfældene vil man være fuld skattepligtig til Danmark i sådan en situation, og det mener jeg i det store og hele også fremgår af BT´s artikler. Men det er jo et ufatteligt dårligt udgangspunkt at skulle kommentere på en sag, man ikke har nogen som helst indblik i.
 
Min faglige vurdering er, at sandsynligheden for at Kinnock er fuldt skattepligtig til Danmark er enorm. MEN der KUNNE være en mulighed, som jo nok er umulig for ham at overholde i praksis (og som også senere har vist, at han ikke har overholdt) og det er også den, jeg nævner i min mail, nemlig:
 
Hvis man har helårsbolig til rådighed i Danmark, og man IKKE er fuldt skattepligtig til Danmark, og man i øvrigt opfylder betingelser for at være ude af Danmark i mere end 183 dage ud af en 12 måneders periode, og at man max er her 3 måneder ad gangen, og at man sørger for ALDRIG at foretage sig noget som helst arbejde i Danmark, når man er her, ej heller bare svare en arbejdsmail, tlf om et eller andet arbejde e.lign., så kan det teoretisk lade sig gøre, at man ikke bliver fuld skattepligtig til Danmark. Men det kræver, at man altså ikke i forvejen er fuldt skattepligtig til Danmark.
 
I dag ved vi, at Helle Thorning har sagt, at hendes mand har deltaget i arbejdsmøder i Danmark, og det ville jo også være noget utænkeligt i praksis, at han ikke havde foretaget noget som helst arbejde.
 
Jeg har nu haft anskaffet mig artiklerne, og det fremgår i hvert fald af artiklen af 23.06, hvilke regler der er i korte træk i en ”faktaboks”. Der står bla, at ”hvis Kinnock arbejder under sit ophold i Danmark – for eksempel har en regelmæssig hjemmearbejdsdag eller er på tjenesterejse i Danmark, vil han være skattepligtig i Danmark. Selv én enkelt tjenesterejse er nok”. Det fremgår jo retfærdigvis så også, at hvis han ikke overhovedet foretager sig noget arbejdsmæssigt i Danmark, så behøver han ikke være fuldt skattepligtig til Danmark. Som nævnt tidligere fremgik det også af artiklen den 26.06.
 
Med hensyn til, at Thorning har ansøgt om, at hendes mand kom med på skødet, så var det, som jeg nævnte for dig jo først noget, der kom frem på et senere tidspunkt. Det kunne vi jo ikke vide, dengang, artiklen blev skrevet.
 
 
Hej fra
 
 Michael

25/08/2010 - 14:52

Jørren Hansen

Journalister har åbenbart glemt, at de karakteriserer sig selv- og deres medie, hver gang de går på kompromis med sandheden,- det gælder også journalistiske lektorer. Jeg er så træt, så træt, så træt af at blive manipuleret af journalister, politikere, og "eksperter", som tror, at vi ikke selv kan gennemskue deres fordrejninger og ofte direkte løgne. Det gælder både for rød og blå blok. Der burde indføres kæmpebøder til redaktionerne for at acceptere sådanne indlæg. Det er oplagt, at de pågældende samtidigt burde fyres på gråt papir, og som i visse andre brancher forbydes at søge næring i offentlig journalistik.

25/08/2010 - 15:48

Lasse Bloch

@Thomas: Det vil altså sige, at Journalisten skal indrømme, når de laver fejl - men det skal BT ikke eller hvordan? (nå jo, der var den på forsiden, men det var jo bare en enkelt sætning - nærmest en kommafejl ;))

Hvis journalister i almindelighed accepterede, at kilder kunne trække kontroversielle udtalelser tilbage, efter de i første omgang havde givet dem i et interview, så ville der jo ikke være noget journalistik tilbage.

Det er de regler der gælder på BT, som på alle andre medier.

Der kan jo være alverdens grunde til, at en kilde vil trække en udtalelse tilbage, og selv om nogle sikkert kan være ligitime nok, så kan andre jo også være helt i skoven. Derfor differentierer man ikke mellem kilder i den sammenhæng, men bringer det, de har sagt.

Jeg har spurgt i en anden kommentar, men spørger gerne igen: Hvilken konsekvens drager BT, hvis Thorning bliver renset funlstændigt? Hvordan kommer rubrikken til at lyde på den historie? 

@Jarl: Det kommer helt bag på mig, at du har den holdning, Jarl. Det er næsten lige så uventet som Seidenfadens tilgang til dækningen ...  

25/08/2010 - 15:50

Jakob Elkjær

Kære Thomas Nørmark Krog,

Vi har ingen problemer med Michael Nielsen. Først fik han citater til gennemsyn på mail for faktuelle fejl og misforståelser og havde få forslag til rettelser, som vi tog med. Derefter blev han kontaktet af nyhedschef Simon Andersen fra B.T., hvorefter Michael Nielsen ønskede at trække sig helt fra artiklen. Vi meddelte ham, at vi ikke ville tillade ham at trække sig fra en sag af så stor offentlig interesse jævnfør den mail du har offentliggjort. Jeg har redegjort for, hvorfor vi valgte den linje i lederen.

Efter denne besked fra os meldte Michael Nielsen tilbage med yderligere ønsker til ændringer af formuleringerne i sit citat. Vi imødekom hvert eneste af hans ønsker, da vi ønsker, at beskrive præcist, hvad kilderne mener. Så det citat, der er i bladet er læst, gennemarbejdet og accepteret af Michael Nielsen kort før den endelige deadline.

De bedste hilsener

Jakob Elkjær, redaktør

 

25/08/2010 - 16:14

Søen Hansen


Sandheden er at der slet ikke er en historie, Helle Thornings mange undskyldninger og forklaringer i diverse medier er noget hun blot gør som en del af en storspin kampagne. Rent faktisk så har Socialdemokratiet selv opfundet historien, skabt skandalen for efterfølgende at kunne dokumentere at Helle Thorning har været udsat for en grov hetz i medierne.

BT er blevet udsat for Socialdemokratisk spin hår den er mest effektiv - Helle kommer til at fremstå som helten om en uges tid og BT har sikret henne posten som statsminister.

25/08/2010 - 20:46

jenni christensen

Enhver kan selv se i KIldeskattelovens § 1-10, at den englænder kan ikke kvalificere sig til at have skattemæssigt hjemsted i Danmark. Og det svarer også glimrende til DBO-en mellem Schweiz og Danmark.

Hvis man vil har et sandt svar, skal man ikke spørge advokat TVC, er der mere end denne erfaring for. Det var også ham der påstod i oktober 2009, at det er ulovligt at trække sin lønudbestaling - og dermed beskatningen - til efter nytår. Han var pinlig. det er ikke første gang. Virksomheder har metoden. Har altid haft den. SKAT bankede da også advokat  TVC på plads: selvfølgelig har man ret til det. Skatten følger beløbet.

Tænk at journalister så spørger TVC om skat omkring englænderen. Hm. Tænk at overhovedet spørge TVC om noget. Det er for langt ude. Var det bevidst for at været sikker på, at få et forkert svar?

25/08/2010 - 21:59

Hans Nielsen

Kan slet ikke tage BT seriøst. De havde sandheden om kirkerydningen på video og den arabiske oversættelse af jagerbogen. Den "avis" er rendyrket propaganda for VOK og forskellige myndigheder.

25/08/2010 - 22:07

Peter Jensen

Deprimerende, at tumperne og konspirationsteoretikerne nu også har inficeret nærværende kommentar-mulighed. Velkommen til, Søen 'Helle står bag alle B.T.s artikler' Hansen, velkommen til, Jenni. Var politiken.dk ikke nok til at dulme kedsommeligheden i de spanske mere? Ak og ve.

26/08/2010 - 00:09

Thomas Nørmark Krog

Nu er Kinnock sådan set skatttepligitg for 2009 - det har parrets revisor Frode Holm slået fast og han er i fuld gange med at regne transportfradrag mm. ud.

 Da jeg interviewer Thorning den 22. juni, der er dagen inden vi trykker første artikel i sagen afviser hun, at de overhovedet har talt med SKAT om Kinnock skatteforhold for det er ifølge hende umuligt, at han kan være skattepligtig i DK. Efter vi trykker historien får hun travlt og vupti lige inden den 1. juli - der er fristen for at aflevere selvangivelse for 2009- afleverer hun. Faktisk reddet af vi ikke ventede syv dage med afsløringen.

 Deter sådan set et faktum og derfor vil der ikke være et ekmspel, hvor hun bliver renset fulkdkommen. Han skal jo betale skat, men når hun efter vores afsløring at sende selvangivelsen ind rettidigt.

Jeg ved godt Journalistens Jakob Elkjær ikke beskæftiger sig med denne klare konsekvens af vores historie, men ikke desto mindre, så er det her den for Helle T. nådigeste udfald af skattesagen, hvis ikke SKAT går efter hende for årene længere tilbage.

 

 

26/08/2010 - 00:28

Peter Astrup, B.T.

Haha, super morsomt.

Jeg var lidt spændt på Journalistens dækning af B.T.s artikler om Helle, men nu har mit skumkedelige fagblad fået min puls ned på hvileniveau igen.

Journalistens eneste reelle kritiker af B.T. er en eller anden filejs fra hashpibernes højborg, RUC. Forskellen på denne Blach-Ørsten og Tøger S. er vist alene, at jeg aldrig har hørt om Blach-Ørsten.

Og så har Journalisten en historie, hvor direktør Michael Nielsen ikke ramte spalterne i B.T., da han erklærede sig uenig i Kinnocks skatteforhold. Men som det tydeligt ses på mail her på fora, så er han alligevel helt enig med B.T. og hans pointer blev i øvrigt citeret i en faktaboks. B.T. fravalgte altså en ekspert, der faktisk bakkede deres historie op.

Til sidst er Journalistens medarbejder, der har kreeret denne læse-let vits, ligefrem søster til et socialdemokratisk regionsrådsmedlem. I hvert fald ifølge Jarl Cordua.

Prøv og hør, I er jo totalt til grin :-)

26/08/2010 - 00:35

Peter Astrup, B.T.

Og så til Hans Nielsen:

B.T. lavede også Brixtofte-sagen og afdækningen af Bendt Bendtsen talrige betalte jagtture og andet godt smøreri.

"øøøøh nåh ja"

 Godaften

 

26/08/2010 - 06:54

jenni christensen

@ Peter Jensen, jeg synes ikke om, når "eksperter" kommer med forkerte oplysninger om Skat.

Problem for dig, at folk får den rette information?

26/08/2010 - 07:06

jenni christensen

Frode Holm er ikke revisor. Han er advokat. Og advokater har det ofte ikke ret godt med tal, logik eller skat. De udfylder i reglen ikke deres egen selvangivelse.

Du kan selv forvisse dig om i Kildeskattelovens §§ 1- § 10, at englænderen ikke er kvalificeret til at blive skattepligtig i Danmark.

Og bemærk at skattepligt betyder ikke engang at så skal betale skat. Det skal - HVIS han engang bliver skattepligtig i Danmark, afgøres OM han skal betale skat til Danmark, ved at tælle dage, som det fremgår af dansk/schweizisk DBO.

Der er en afgørelse i www.skat.dk s ligningsvejledning om dansk/schweizisk DBO, en afgørelse fra Ligningsrådet i en nogenlunde sammenlignelig situation. Og den pågældende kunne ikke få skattemæssigt hjemsted i Danmark, ikke engang ved at tilmelde sig dansk folkeregister.

 Pas på mellem skattepligt og det helt andet : skattemæssigt hjemsted.

Englænderen har ikke engang kvalifikation til skattepligt. Og kan slet ikke erhverve fast ejendom.

26/08/2010 - 07:16

jenni christensen

Thomas Nørmark Krog, jeg har virkelig sjældent set sådan en fantasi, som den, du skriver her.

Er det fordi du har lyttet til advokat TVC i sin tid? Ham, advokaten, der også påstod i oktober, at folk ikke har ret til det, de har ret til og SKAT bankede ham på plads. Er du løbet hæsblæsende ind til tastaturet på hans info? Det er letsindigt. Naivt. Men så undrer det mig ikke, at det bliver vindt og skævt og fuldstændig modsat, i forhold til, hvordan lovene og konventionerne er.

Det var været decideret plinligt at se faktafejlene i artiklerne og nu også i dit indlæg ovenfor.

Du er tydeligvis blevet totalt vildledt af en eller anden.   

26/08/2010 - 07:29

jenni christensen

Berigtigelse.

Frode Holm er ikke engang advokat. Han er kun cand. jur.

http://www.revitax.com/31_medarbejdere.htm

 

26/08/2010 - 10:21

Karsten Andersen

Wauv

En ukendt "forsker" i journalistik (hvordan man så ellers bedriver den slags på redelig vis??) fra RUC (af alle steder, så dette fine "universitet") mener at en dansk tabloid avis laver skandale-journalistik. 

Har man kendt magen. Det er da en artikel værd i journalisternes fagblad. ER der nogen reel kritik af substansen. Nej. Har journalisten selv fusket med brugen af Michael Nielsen. Tydeligvis ja. Hvem har skrevet artiklen. En socialdemokratisk støtte.

 

Er det ikke lige en tand for pinligt at Journalisten fuldstændigt ukritisk stiller sig bag Seidenfadens noget tyndbenede vogn.

Journalistikken i nærværende sag har vist hverken været være eller bedre end i de mange andre sager om Løkke's bilag, Helle's ferier, Bendtsens geværer osv osv. Det er  nu engang den slags tabloid aviser laver.

Men hovsa, det var jo en socialdemokratisk prinsesse der blev fanget i fusk. Så skal kampagne-journalistikken i gang fra fagbladet, i tæt alliance med den eneste partitro avis. pinligt.

 

 

 

 

26/08/2010 - 10:26

Jan Larsen

Peter Astrup, hvis din journalistik er som din debatstil, så kan vi hurtigt konkludere, at din journslistik er usaglig.

26/08/2010 - 10:38

Lasse Bloch

Det er vist ikke kun på Christiansborg, at der for længst er gået valgkamp i den. Men hør nu - det her er jo meget nemt. Det er de færreste journalistiske føljetoner, hvor man rent faktisk har muligheden for at trække et facit til sidst. Det har vi her. På et tidspunkt kommer Skat med deres afgørelse omkring Helle Thorning. Skulle den afgørelse vise, at hun har svindlet og bedraget i skat, så lover jeg da personligt at stikke piben ind, og i stedet applaudere BT’s undersøgende journalistik. Ret skal være ret.Så er spørgsmålet bare (som jeg nu har stillet par gange): Hvad gør BT, hvis Helle Thorning bliver renset af Skat? Kan vi så forvente selvransagelse eller fornægtelse?

 

26/08/2010 - 10:39

Jan Larsen

At man overhovedet bedriver skandale-journalistik er vel i sig selv en skandale - og der ligger vel også i begrebet, at den form for journalistik ikke helt lever op til de almindelige forventninger om god og redelig journalistik. Der kan derfor være god grund til at kritisere det faktum, at der overhovedet bedrives skandale-journalistik. At du så ikke har hørt om den forsker, der er i gang med en undersøgelse af skandale-journalistikken, og at du tydeligvis ikke bryder dig om det universitet, han er tilknyttet, er jo ikke saglig argumentation i en debat. Hvad skal vi bruge det til? Det er jo bare dine personlige fordomme, der bliver luftet. Skal vi også høre om, hvad du helst spiser til morgenmad eller hvad du mener om a-kraft eller om du har hørt om Donald Shaw? 

26/08/2010 - 10:45

Thomas Møller

Til Peter Astrup,

Redaktionschef på B.T. Simon Andersen var i en årrække lektor på "hashpibernes højborg", så hvis man ikke kan tage folk fra den institution alvorligt, så kan man vel heller ikke tage B.T.s nyhedsjournalistik alvorligt, eller hvad?

26/08/2010 - 11:09

Anders Kaasgaard

Al den stund at SK har indleveret selvangivelse for 2009 viser vel at der var hold i B.T's historie - HTS/SK's egen revisor har jo udtalt, at SK er skattepligtig for 2009 hvorfor der blev indleveret selvangivelse 7 dage efter B.T's historie. Hvis det er korrekt når HTS oplyser, at de ikke tidligere har søgt rådgivnign må det også kunne konkluderes, at havde B.T ikke kørt historien havde SK ikke indleveret selvangivelse for 2009 og så havde han helt sikkert overtrådt reglerne.

 Nu bliver det så spændende at se om SK/HTS derved har reddet sig i land eller om han tillige er skattepligtig for 2008+2007.

26/08/2010 - 11:11

Jarl Cordua

"Til sidst er Journalistens medarbejder, der har kreeret denne læse-let vits, ligefrem søster til et socialdemokratisk regionsrådsmedlem. I hvert fald ifølge Jarl Cordua."

 Ikke nok med det. Signe Højgaard optræder på søsterens åbne Facebook-profil på billeder, hvor hun klistrer socialdemokratiske valgplakater formentlig forud for kommunalvalgkampen for under et år siden.

Taget i betragtning af hvor stor ballade det vakte, at Niels Krause-Kjær havde medvirket til at skrive en valgbrochure for en gammel ven, der stillede op for de konservative, så er der vel også en sag her?

Nå nej. For det betyder jo ikke noget for ens upartiskhed, at man medvirker i kampagneaktiviter for rød blok...

Men jeg mangler stadig at få svar på spørgsmålet om Signe Højgaard Nielsen er socialdemokrat ligesom sin søster.

Og grunden til at jeg spørger er også, at en kilde som jeg har talt med, der tidligere har været inde på Signes lukkede facebookprofil  kan huske hendes støtteerklæringer til Helle Thorning-Schmidt. 

Så giver det hele jo også mening. :-)

26/08/2010 - 12:45

jenni christensen

Sikke da noget sludder.

Det er i det, jeg har set, en panikhandling, der er sket under pres, og cand jur.-en - der ikke er revisor - har ikke rådgivet lødigt. Tværtimod.

Og udtalelserne om at englænderen er skattepligtig i Danmark passer ikke med, hvad cand juren selv har sagt. Og Kildeskatteloven er da også klar om det, at det er han ikke ifølge de boforholds- og opholds oplysninger, der er fremme.

Der bør komme et par efterspil.

26/08/2010 - 12:58

jenni christensen

 Jeg har altså sjældent set så forvåset sludder.

Omvendt forvåset "bevisførelese"

Næh, som det ser ud nu, har Helle Thorning og/eller uden vir - siges det : indleveret en selvangivelse og sågar vidende, at han er ikke skattepligtig i DK - og betalt - siges det 250 000 kr.

 Hm. Det åbner er par fronter.

Det er tydeligvis gjort panisk under pres ..og det er ikke en statsmand værdigt.  Jeg gætter på at drevet, der gjorde at hun betalte dummebøden, i stedet for at lade englænderen og Skat  hvis de ville ham noget, tage den Skat og ham imellem, motiv : for at statsministerposten.

- når man betaler noget, man ikke skal, ser det ikke godt ud i  denne situation. Betale 250 000 for at få en statsministerpost. ( med de indtægter, der er oplyst, er det beløb til grin. Så Skat er det ikke ]

Og det skal det heller ikke være. Han har IKKE skattehjemsted i Danmark. Og det parameter ville være det første Skat ville kontakte ham om, for at få det klarlagt, hvis Skat, mente han kunne være skattepligtig i Danmark.

SKAT har såvidt jeg har forstået IKKE på eget initiativ, sendt ham en selvangivelse.

 

26/08/2010 - 13:40

Peter Jensen

@ jenni:

Sjovt, at HTS mener, at hun er i en gråzone, men at du - der, ligesom B.T. og resten af Danmark, ikke kender hendes forhold i noget, som bare minder om detaljer - uden tøven kan fastslå, at hendes mand ikke skal betale skat. Det er imponerende, må jeg sige. Oraklet fra Spanien slår til igen.

26/08/2010 - 14:43

Lars B. Jørgensen

Der er for få hashpiber og for mange betonhjerner i dansk journalistik

26/08/2010 - 14:48

jenni christensen

Peter Jensen .

Jeg har ikke set HTS, som du refererer. Tværtimod. Og det er jo ikke hendes forhold, der er i mediemøllen, det er en englænders forhold, der bor og arbejder i udlandet.

Du skal bare læse Kildeskatteloven, så kan du selv forvisse dig om det. § 1-10 kan du kikke særligt på. Og så kan du bede den schweiziste ambassede om orginalteksten i den dansk/schweiziste DBO.

Du kan allerede i dette øjeblik plotte ind på www.skat og se Skats egen ligningesvejledning om Schweiz. Jeg kan spare dig lidt tid.

Her er den

http://www.skat.dk/skat.aspx?oId=102403&vId=202804&i=247#i102403

 Se, DET er spædnende for den var gældende, da jeg kikkede ind sidste gang for 1 uges tid siden. Jeg har linket den under hele avis sagen adskillige gange.

Det kræver vist en meeeget grundig efterforskning, at der pludselig står ikke gældende!

Hvad bles så gældende fra sidste uge!!

Meget interessant, men bestemt ikke betryggende for danskere, at der foregår sådan noget mystisk.

26/08/2010 - 15:39

jenni christensen

Jeg havde travlt.

Jeg gider ikke rette tyrkfejlene nu. Meningen forstås.

26/08/2010 - 16:29

Jesper Dahl Caruso

Dansk politik og journalistik er en småincestuøs fætter-kusine-fest, og vi løber alle ind i problemer, når vi skriver kritisk om hinandens medier og institutioner.

Når vores fagblad tager socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt i forsvar og åbenlyst kritiserer og mistænkeliggør B.T.s journalistik og avisens motiver, burde det være logik for fritgående høns, at Journalistens journalist helst ikke må være aktiv socialdemokrat. Uanset om hun skeler til partibogen eller ej, så sætter hun sig selv og bladet i en udsat position.

Jeg kender kun Journalistens Signe Højgaard som en dygtig og ansvarsfuld journalist og ønsker ikke at bidrage til at mistænkeliggøre hendes motiver til at ringe alle B.T.s kilder op. Men hvis det er korrekt, som Jarl Cordua anfører i denne tråd, at hun hænger valgplakater op for Socialdemokraterne og - må man formode - er socialdemokrat, så burde det vel som et minimum fremgå som en serviceoplysning til læserne af Journalisten?!

Hvad mener redaktør Elkjær?

/ kh jesper caruso, journalist på Berlingske Tidende

26/08/2010 - 16:36

Jesper Dahl Caruso

PS: En serviceoplysning - jeg har netop fået en FB-opdatering fra Lasse Jensen, som skriver, at Mennesker og Medier i morgen har inviteret Journalistens redaktør Jakob Elkjær og Chefredaktør Olav Skaaning Andersen fra BT ind for at diskutere BT's journalistik om Helle Thorning Schmidt.

/ caruso

26/08/2010 - 17:50

Peter Jensen

@jenni:

pointen er, at siden du ikke kender HTS' mands forhold i detaljer, kan du henvise til lige så mange love og konspirationsteorier, du har lyst til, men hverken du - eller B.T. - kan således afgøre, om han skal betale skat eller ej.

Du har ikke hørt HTS kalde det en gråzone? Så følger du åbenbart ikke særlig godt med i sagen, for det har hun gjort i mindst en håndfuld forskellige interview:
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2010/07/01/080535.htm?rss=true

26/08/2010 - 20:56

jenni christensen

@ Peter Jensen.

Se dog Kildeskatteloven. Han er ikke kvalificeret til dansk skattepligt. Læs den dog § 1-10.

HTS er meeeget dårligt vejledt efter BT gik bersærk. Bemærk at BTs rådgiver, advokat TVC, er velkendt for at være helt forkert på den - imod borgeren.

27/08/2010 - 10:01

Lasse Bloch

Hvis det ikke er en mulighed, at hun undgår at betale skat i 2009, hvorfor havde I det så som en muligt scenarie, da I tidligere på ugen beskrev netop de fire mulige udfald af sagen?

Og det er da muligt, at BT's timing har gjort, at Thorning kunne nå at indbetale skat for 2009, men selv hvis hun havde misset den deadline, så er det jo ikke et udtryk for, at hun nødvendigvis ville snyde i skat. 

Hvis Skat når frem til den konklusion, at Thorning har indbetalt rettidigt, og i øvrigt ikke har  noget udenstående, så var kernen i BT's afsløring altså, at en statsministerkandidats mand ikke havde styr på sine skattepapirer for 2009. Det synes jeg da bestemt er en historie, men slet ikke så stor en historie, at den burde lægge mediebilledet ned i 14 dage.

Og skulle Thorning så rent faktisk bliver knaldet for yderligere skatteundragelse, så skal jeg som sagt gerne være den første til at lykønske med afsløringen.   

27/08/2010 - 10:24

Lasse Bloch

I forhold til hvem der holder med hvem, så er det jo i hvert fald rart altid at vide, hvem Jarl Cordua holder med.

Jesper har ret i, at alle kender alle i den her branche. Jeg kender også Signe, men aner ikke om hun er socialdemokrat eller ej. Til gengæld kan jeg godt, ud fra Jarls oplysninger, komme i tanke om en anden forklaring på, hvorfor hun hænger plakater op, end at hun erklæret socialdemokrat.

Jarl skriver jo selv, at Signes søster er folkevalgt politiker. Alle der har erfaring med politik ved, at valgkampe er hårdt arbejde, så det kunne jo tænkes, at Signe hjalp sin søster med at sætte plakater op, så søsteren kunne blive valgt ind?

Skulle Signe så havde sagt: Nej, der er en potentiel mulighed for, at jeg engang skal dække dit parti, så jeg kan ikke hjælpe dig med at sætte plakater op?

Jeg er med på at journalister skal fremstå upartiske, men når man tænker på, hvor tæt politiske journalister plejer kontakt med politikerne i det her land, så ville der jo ikke være en eneste journalist tilbage til at dække politiske emner, hvis man skulle anskue virkeligheden så krakilsk.

 

27/08/2010 - 21:07

jenni christensen

@ Peter jensen, Kan du ikke læse dit eget link??

29/08/2010 - 14:02

Ulrik Nielsen

Ja, det er ikke kun BT der er problemet. DR henviser for det meste deres artikler til BT/ Berlinske tidende "teksttv" som kilder. Jeg forstår godt DR skal fyre så mange, da de ikke kommer med noget fornuftig journalistik selv. Man kan TYDELIG læse/ høre/ se, at regeringen og DF har lagt deres klamme hånd over DR.

Tænk at de forsvarer regeringens politik unden kritik, og så bliver de fyrede journalister selv ramt af deres politik, hvor klog er man så? Er det et vidensamfund vi lever i, eller er vidensamfund retorik for propagandaen for regeringen politik, så de kan gennemføre deres politik uden nogen lægger mærke til det før det er for sendt.

Jeg ønsker ikke at betale licens længer til en propaganda kanal. Jeg håber at DR bliver de næste som bliver undersøgt af journalisten, for ellers er der ingen fremtid for den frie journalistik og det har der ikke været i de sidste år.

31/08/2010 - 21:52

Michael Rosenberg

BT bliver ramt af deres dårlige tilgang til journalistik og vil om kort tid lide dagbladsdøden

læserne søger nyheder gratis på nettet. Hvor kan BT blive klogere? eks. vis SvendborgNetAvis

MVH

MIR

Seneste jobopslag

Finansministeriet søger erfaren pressemedarbejder

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 27.08

Video-journalist

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 03.09

Danmarks Lærerforening søger kommunikations- og analysechef

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 20.08

Social media and video manager

Egmont Administration
Ansøgningsfrist: 22.08

Pressekonsulent søges til BUPL

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.08

Information søger journalister med undersøgende profil

Information A/S
Ansøgningsfrist: 27.08

Senior Press Officer til mediehåndtering

Ørsted
Ansøgningsfrist: 17.08

Skatteministeriet søger en skarp presserådgiver

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 17.08

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 31.08

Styrelsen for Patientsikkerhed søger kommunikations- og pressechef

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 27.08

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08