Jeg havde naturligvis ventet en vis reaktion fra den øvrige presse. Nu gik radioen jo ind og pillede ved det helligste – Radioavisen – og det måtte vel afstedkomme en vis reaktion. Det skulle vise sig, at jeg lige så godt kunne have foreslået en formatering af Jellinge-stenen fra runeskrift til graffiti.

Uden at have hørt en lyd eller spurgt til P3 Nyhedernes koncept brugte de store dagblade allerede i oktober måned lederplads på at varsle forfladigelse, voicificering og pop-nyheder. Tanken om lyd og beats i en DR-nyhedsudsendelse blev sidestillet med manglende troværdighed – og enhver forkølet forklaring om lyd som radioens grafiske udtryk blev overhørt. At ville konkretisere sproget og i det hele taget møde lytterne, hvor de er, blev kaldt leflen for ungdommen. Berlingske Tidende kunne se det for sig: "Hvis et medlem af Spice Girls vil uddanne sig til helikopterpilot, så kan oplysningen udmærket være relevant i et musikprogram, men da ikke i en radioavis," hed det på lederplads.

Kristeligt Dagblad kunne berette, at DR Nyheder nu havde ansat DJs fra The Voice til at læse nyheder op. Og Information havde mødt anonyme medarbejdere: "Kilder i DR mener, at det er chefredaktionens mærkværdige forestillinger om, hvad unge mennesker kan lide, der driver den udvikling – og altså hverken brugerundersøgelser eller nogen form for kreativ eller journalistisk udvikling. Når først de anonyme kilder har sagt det, så nytter det ikke at komme farende med fokusgruppeundersøgelser fra seks steder i landet, der samstemmende konkluderer: Ja tak – den slags nyheder kan vi bruge til noget. Dagbladene var nemlig blevet enige om én ting – på lederplads naturligvis: P3 fortjener ingen licensmidler, når kanalen alligevel skal lyde som noget, de kommercielle radioer leverer gratis.

O.k. – det har nok heller ikke mildnet lederskribenterne, at jeg til et dagblad kækt udtalte, at der blandt avisernes kulturforvaltere er en ejerfornemmelse over for P3. En forkælet forventning om, at kanalen ikke må udvikle sig, men følge dem til graven. De kulturradikale kritikere gentager blot deres forældres bekymrede klagesang ved P3s fødsel.

Den gang i vinteren 1963 blev P3 også rakket ned i aviserne. Her skriver musikanmelderen ved Berlingske Aftenavis, Sverre Forchhammer, blandt andet om P3: "dette misfoster af et kulturprodukt. Et af motiverne er det behov, som man påstår lever i befolkningen. Staten har ingen pligt til at dække ethvert behov, der opstår i visse dele af befolkningen, men har pligt til at modarbejde de nedbrydende tendenser, ligesom man bekæmper prostitutionen i stedet for at fremme den."

Vejle Amts Folkeblad revsede sprog og indhold: "Den (P3) vil yde service, give os vejledninger af mange forskellige slags – alt sammen i og for sig prisværdigt, hvis det ikke blot skete i en saa usigelig fjantet form, ydermere hakket i stumper og stykker, afbrudt af popmusik, saa det kræver den yderste taalmodighed at fastholde interessen for emnet."

Men ved årsskiftet kom vi i luften med P3 Nyhederne og blev anmeldt efter første dags udsendelser. Nu hed det sig pludselig, at P3 Nyhederne ligner Radioavisen for meget. Et enkelt medie satte sig dog ned og analyserede en uges 500 indslag parallelt med The Voice og Radioavisen. Det var Mandag Morgen.

Nu skal man være forsigtig med at lade et sandhedsvidne stå alene. Men – vidnet kalder P3 Nyhederne en "konstruktiv begyndelse på det journalistiske stilskifte, som også venter andre medier med ambitioner om at appellere til den unge generation." Ugebrevets konklusion er, at P3 Nyhederne hæver sig over kommerciel radio, udfordrer den traditionelle Radioavis og har potentiale for at få unge til at interessere sig for samfundet. Udsendelserne rammer målgruppen godt og bringer nyheder ud fra et væsentlighedskriterie frem for et underholdningskriterie. Desuden påpeges det, at P3 Nyhederne har markeret sig i debatten om et multietnisk samfund. Mandag Morgen ender med at konkludere, at P3 Nyhederne bør ses som en udvidelse snarere end en forfladigelse af radionyhederne.

Undersøgelsen blev omtalt i en notits i Berlingske Tidende. Siden da har der været tavshed omkring P3 Nyhederne. Det er synd.

For som Mandag Morgen skriver: Dybest set handler den debat, som er mest presserende ikke så meget om jingler og besværet ved at skulle skifte til P1 for at få grundige nyheder. Der er snarere behov for en diskussion om, hvordan det lader sig gøre at bedrive samfundsorienteret journalistik på en måde, der kan fængsle en ge-neration, der har vænnet sig til at tage den underholdende fortælling for givet.

Så hermed indbydes til debat for alle de udgivere, der – nu med alle public service-violinerne slået til – vil være med til at øge en generations muligheder for at agere i et demokratisk samfund. Læs rapporterne på jeres hylder: I har det samme problem som DR. Vi svigter den yngre generation, fordi vi konsekvent forudsætter en samfundsmæssig viden bekendt, som ikke længere tilhører en fælles national bevidsthed. Der skal skrives og redigeres anderledes, hvis vi skal overholde lektion 1 A i journalisternes grønspættebog: Det er en pligt at møde brugerne, hvor de er. Eller en anden variant: Al god kommunikation foregår på modtagerens præmisser.

Henrik Heide er redaktør for P3 i Radioens Chefredaktion