search

Formens betydning

 

 

Hvad sker der, hvis man skriver den samme historie på fire forskellige måder? Hvilken version bliver læst? Og hvilken får læserne mest ud af? Amerikanske avisfolk fandt svaret.

Din skrivemåde betyder noget for læserne. For deres lyst til at læse din historie. For deres udbytte af den. Og for deres engagement i og vurdering af din tekst.

Det fastslår undersøgelsen »Ways of Words« som det amerikanske selskab af avisredaktører har lavet i selskab med The Poynter Institute for Media Studies, St. Petersburg Times, og University of Wisconsin-Madison.

Hvis du vil holde på læserne eller sikre dig at de forstår det du skriver om, skal du bruge den fortællende journalistiks teknikker. Fortællende journalistik scorer generelt bedre end de andre kendte skrivemåder. Læserne læser længere når artiklen er fortællende, og nok så vigtigt: de får mere ud af det de læser. Især de yngste, de dårligst uddannede og de mindst trofaste læsere nyder godt af den fortællende journalistik. De får signifikant mere ud af artiklerne hvis de er fortællende, og de læser signifikant mere. Til gengæld engagerer den fortællende journalistik ikke læserne. Tværtimod. Der er en negativ sammenhæng mellem den fortællende journalistik og læsernes engagement i historien og dens emne.

Hvis du vil skrive en artikel som læserne giver høje karakterer for kvalitet, skal du skrive traditionel journalistik. Læserne forbinder traditionel journalistik med høj kvalitet. Til gengæld gider de ikke læse den slags artikler. Hvis artiklen er skrevet traditionelt, lægger læserne den fra sig tidligere end ellers. Det gør ikke så meget, kan man hævde, da traditionel journalistik opbygges så pointen ligger langt fremme i artiklen. Læserne får det væsentligste med alligevel selv om de kun læser en lille del af artiklen. Det er i hvert tilfælde den almindelige antagelse. Men undersøgelsen viser noget andet. Læserne får ikke ret meget ud af de traditionelle historier de læser – ja, der er faktisk en direkte negativ sammenhæng mellem den traditionelle journalistiske form og store læsergruppers udbytte; mænd, unge under 30 og lavtuddannede lærer signifikant mindre af en historie hvis den skrives traditionelt. Kun læsere, der er studenter, men ikke har nogen videregående uddannelse, får mere ud af den traditionelle journalistiske skrivemåde end af de andre.

Hvis dine læsere skal engagere sig i artiklen eller dens emne, skal du skrive synspunkter hvor holdningen til stoffet er klar. Synspunkter skaber engagement hos læserne. Men synspunkter vurderes negativt af læserne som sætter lighedstegn mellem holdningsprægede artikler og dårlig kvalitet. Mænd og lavtuddannede lærer noget af synspunkter. Men de læser dem ikke ret længe.

Den akademiske fortællemåde, hvor baggrund og sammenhænge præsenteres tidligt i artiklen så læserne på forhånd har forudsætningerne for at forstå artiklens pointer, lokker unge og lavtuddannede til at læse mere end af de
andre skrivemåder. Den akade-miske form appellerer altså til de dårligst uddannede. Men den akademiske måde har ingen indflydelse på læsernes udbytte af historien: Den lærer dem hverken mere eller mindre end andre skrivemåder.

 

Undersøgelsens form
»Ways of Words«-undersøgelsen er ikke et laboratorie-produkt. Den er gennemført af virkelige journalister i en realistisk situation med virkelige læsere.

Fire journalister fra St. Petersburg Times skrev den samme historie, men på hver sin måde. En skrev traditionelt journalistisk, en skrev fortællende, en skrev holdningspræget og en skrev efter den akademiske fortællemåde (se boks).

Historierne – det var små lokale nyheder – blev layoutet ens og placeret på forsiden af lokalsektionen. De forskellige versioner blev udsendt i hvert sit lokalområde. Senere ringede forskerne til tilfældige læsere i områderne og spurgte dem om artiklerne. Hvor langt havde de læst? Hvad syntes de om dem? Gav artiklen dem lyst til at handle ved for eksempel at skaffe mere viden om emnet, skrive et læserbrev eller gøre noget ved den sag emnet handlede om?

Endelig tjekkede forskerne læsernes udbytte ved hjælp af ja/nej-spørgsmål.

Dagen efter skiftede historierne. Det lokalområde som havde fået traditionel journalistik, fik et synspunkt og så videre.

Journalisterne skiftede også opgaver: Den der havde skrevet fortællende journalistik, skrev akademisk, for det var skrivemådens betydning forskerne interesserede sig for, ikke den enkelte journalists evner.

De knap 1000 telefoninterview af læserne blev ugen efter suppleret med 220 interview af studerende på en teknisk fagskole. Det gjorde det statistiske grundlag så stort, at sandsynligheden for, at resultatet er tilfældigt, er nede på en til 20.

Bagefter gennemgik forskerne tallene og undersøgte om de fire skrivemåder påvirkede læsernes udbytte, vurdering, engagement og læselyst – det vil sige at skrivemåden i sig selv bidrog til læsernes reaktion. Det var tre muligheder: Påvirker signifikant positivt, signifikant negativt eller påvirker ikke.

 

Fire amerikanske valg
Amerikanerne drog en række konsekvenser af undersøgelsen.

For det første kan man roligt slå en streg over den akademiske fortællemåde. Den er, konkluderer de, helt uegnet til artikler. I kortere passager som er komplicerede og forudsætningskrævende, kan den akademiske form bruges, men ikke i hele artikler. Til gengæld er den god at have i baghovedet når man researcher. Den tvinger journalisten til at forklare alt, og det gør journalistens research mere grundig og tilbundsgående.

For det andet bør journalisterne udnytte den fortællende journalistiks muligheder mere end de gør det i dag, mener amerikanerne. Generelt er det den fortællemåde som scorer bedst i undersøgelsen, både når det handler om læselyst og læseudbytte. Og nok så vigtigt: det er den eneste fortællemåde hvor læserne får noget ud af historien uanset om de synes om den eller ej. I traditionelle journalistiske historier er læsernes udbytte afhængigt af deres sympati for og vurdering af artiklen. Hvis læserne har sympati for artiklen, får de noget ud af den, ellers ikke. Det samme gælder synspunktet. Også her er den positive vurdering en forudsætning for at læserne senere svarer korrekt på ja/nej-spørgsmålene. Men læserne lærer noget af den fortællende artikel uanset hvad de synes om den, dens emne og journalisten. Bare de læser artiklen, lærer de noget.

For det tredje – siger amerikanerne – bør redaktionerne være mere kritiske over for den traditionelle journalistik og især nyhedstrekanten. Den "…desorganiserer læsningen og skræmmer læserne bort…", hedder det i rapporten.

Nyhedstrekanten er god for redaktøren som hurtigt kan gennemskue hvad det er for en historie der ligger på hans skrivebord, men den er ikke god for læserne. De læser ikke særlig langt. Og de lærer ikke noget af det de læser. Den traditionelle journalistik er altså ikke nær så pædagogisk og modtagervenlig som man normalt antager.

For det fjerde – fortsætter amerikanerne – bør journalister fastholde at journalistik og synspunkt skal adskilles. Læserne skelner mellem journalistik og synspunkt, og de ønsker at journalisterne gør det samme.

 

DEN MYSTISKE UNDERSØGELSE
"… og en ny amerikansk undersøgelse dokumenterer at vi læser længere og forstår mere når artiklerne er skrevet som fortællende journalistik".

Omtrent sådan lyder det jævnligt på danske konferencer og kurser i fortællende journalistik. Nogle gange er oplægsholderen dansk, andre gange amerikansk, men det gør ingen forskel når journalisten bagefter spørger hvad det er for en undersøgelse, og hvordan den er lavet. Svaret er hver gang det samme, på dansk og amerikansk: Jeg ved det ikke. Jeg har kun hørt om den.

Så vi troede faktisk at det var en videnskabelig and. Og dermed en rigtig god historie. Indtil vi fik fat i den amerikanske journalist og skrivepædagog Chip Scanlan. Han kendte undersøgelsen. Den er ikke ny, sagde han. Den er fra 1993 og hedder »Ways of Words«. Den er udsolgt og derfor meget svær at skaffe, men hvis I er interesseret, sender jeg en kopi af mit eksemplar.

 

DE FIRE SKRIVEMÅDER

Den traditionelle journalistik

Artiklen indledes med den væsentligste pointe. Indledningen bakkes op af afsnit der ud- og underbygger indledningens hovedbudskab. Jo vigtigere en oplysning er, jo tidligere præsenteres den. Tonen er neutral, og journalisten fortæller mere end han viser.

Den fortællende journalistik
Historien fortælles gennem personernes handlinger som suppleres med baggrundsoplysninger fra fortælleren. Historien har en begyndelse, en midte og en afslutning. Det personerne siger og mener, præsenteres som replikker i handlingen snarere end som traditionelle journalistiske citater. Handlinger og detaljer afslører personernes motiver og følelser. Journalisten viser mere end han fortæller.

Synspunkt
Læserne fanger hurtigt artiklens holdning til emnet eller historien, blandt andet gennem subjektivt ladede ord. Historien kan opbygges på forskellige måder, men det er vigtigt at afslutningen slår synspunkt fast så læserne ikke glemmer det. Fortælleren kan tiltale læserne i du-form. Synspunktet overbeviser læserne ved at vise i stedet for at fortælle.

Den akademiske fortællemåde
Teksten der er skrevet for at maksimere læsernes forståelse sørger for, at læserne hele tiden har forudsætningerne for at forstå indholdet af teksten. Baggrundsoplysninger, motiver og definitioner forklares på forhånd, og alt udtrykkes direkte. Læserne skal ikke læse mellem linjerne.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen