Har journalister et ansvar for at redde verden? Ja, mener madanmelder på Radio24syv Martin Kongstad, der dropper at anmelde oksekød.
Og står det til Anne-Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister, kræver Kongstads statement en reaktion.
”Rejsejournalister kan spille en aktiv rolle for klimaets bedste. Derfor vil jeg på næste bestyrelsesmøde bringe klimaet og rejsejournalistik på dagsordenen,” siger hun.
Og tilføjer:
”Vi har en forbandet pligt til at passe på naturen.”
Dermed er hun på linje med formanden for Danske Motorjournalisters Klub, Karsten Meyland Lemche, der vil lave forbrugerjournalistik, der guider læserne til de bedste klimavalg.
Bestyrelsen i Danske Rejsejournalister har tidligere drøftet etik. Debatten har blandt andet gået på, hvordan journalister kan/skal forholde sig til feriedestinationer og terror, omtale af attraktioner, der anvender vilde dyr, og besøg på skoler i Afrika.
Hvad kom der konkret ud af jeres behandlinger?
”Det er svært at sige, for det er op til den enkelte journalist at tage hjem fra debatmøderne og bruge det input, som de har fået. Som forening håber vi dog på, at det får journalisterne til at forholde sig til problematikkerne i deres arbejde,” siger Anne-Vibeke Isaksen.
#naturenergratis
Anne-Vibeke Isaksen forklarer videre, at hun på bedst mulig måde forsøger at fremme fokus på klimaet gennem sit arbejde – blandt andet med hashtagget #naturenergratis.
”Jeg er ikke så ekstrem som Kongstad, men jeg fokuserer på klimaet. Jeg forsøger at oplyse forbrugerne om, hvordan de passer bedst på naturen – det er for eksempel ved at oplyse de rejsende om, at de skal slukke for deres aircondition, og at de skal undgå at efterlade fodspor i naturen,” siger Anne-Vibeke Isaksen.
”Hvor skal grænsen for den klimarigtige rejse gå?”
Rejseredaktør på Jysk Fynske Medier Søren Thorup er helt på linje med Isaksen i, at vi skal værne om klimaet. Han ser dog udfordringer i en aktivisme med fravalg af for eksempel flyrejser.
”Det er af indlysende grunde meget svært at lave rejsejournalistik, hvis vi skal undgå at rejse til oversøiske destinationer,” siger Søren Thorup.
Han mener, det er svært at opstille klare regler i forhold til rejsejournalistikken.
”Hvor skal grænsen for den klimarigtige rejse gå? Må rejsen kun gå til steder, som vi kan gå, svømme eller cykle til?” spørger han retorisk.
”Vi skal tage hensyn til læserne, og en vis procentdel af dem vil gerne til oversøiske rejsemål. Skal vi undlade at servicere dem ved ikke at rejse ud og beskrive godt og skidt? Det har jeg svært ved at se,” siger han.
Anne-Vibeke Isaksen deler hans synspunkt:
”Det er vigtigt, at vi rejser ud i verden og ser, hvordan den ser ud. Vi vokser som mennesker med forskellige kulturoplevelser, så jeg synes ikke, at rejsende skal se flyturen som en sort plet på samvittigheden,” siger hun – men opfordrer til, at rejsende trods alt bruger flyselskaber, der forsøger at passe på klimaet.
Rejsejournalistik giver ikke flere rejsende
Anne-Vibeke Isaksen har omkring 150 rejsedage om året, mens Søren Thorup i 2017 sendte sine kolleger på omkring 50 presseture. Dertil kommer de rejsehistorier, som kollegerne leverer til avisen efter egne ferier.
Søren Thorup ser ikke rejsejournalistikken som en opfordring til læserne om at rejse mere.
”De fleste læsere har et fast rejsebudget. Så vil de på en spændende rejse, som de ser i avisen, fravælger de oftest en anden rejse. Det er et spørgsmål om at flytte de rejsende fra et sted til et andet,” siger han.
I forlængelse af det ser Søren Thorup rejsejournalistikken som helt almindelig forbrugerjournalistik, der skal hjælpe brugerne med at træffe de gode valg.
”Det kan godt være, at det vil have en effekt, hvis vi alene skrev om de ting, man kan gå og cykle til. Men så ville vi svigte vores læsere,” siger han.
I stedet kan rejsejournalisterne tage den konstruktive kasket på.
”Kan vi i stedet motivere folk til at træffe de gode valg med for eksempel økologi og klimavenlige hoteller på rejsen, mener jeg, at vi er kommet langt,” siger Anne-Vibeke Isaksen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Spørgsmålet går så på, om journalister har ansvar for at redde verden.
Som lønarbejdere har de ikke ansvar for det. Hvis de orienterede sig ansvarligt via et konsekvent moralsk betinget engagement, det som individet profilerer sig på, personligt, så blive de fyret. Et kommercielt medie kan ikke klare sig, hvis det ikke reklamerer for de former for forbrug, som ikke lader sig forene med hensynet til klimaet. Et kommercielt medier kan ikke leve med at dets medarbejdere modarbejder de kræfter, som mediet lever af. Alle danske medier er enten kommercielle medier eller orienterer sig ud fra den form for ideologi, som går på, at markedet er garanten for udviklingen mod den bedste af alle verdener, dvs. at den enes bidrag til andel i omsætningen lader sig summere op i det nærmeste, som man kommer et almengyldigt mål for udviklingen, BNP'et.
Det moralske tilfalder individet med dets personlige frihed. Som individer er journalister ikke anderledes end andre mennesker. Men det er deres position, stilling, rolle, der bestemmer mulighederne for at ytre sig.
Medierne er bange for de alvorlige moralske sentimenter, manifestationer. De udfolder sig i det nære. De sider af tilværelsen er der slet ikke plads til i de store demokratistøttede mainstreammedier. Det er for voldsomt stof, det skiller vandene, det skaber reel konflikt.
Man skal til kunstens verden for at se disse sider at tilværelsen skildret på en forpligtende, gribende, måde.
Jeg har forsøgt at lave en lavpraktisk kobling, tekst, mellem Lars Von Triers værk, hvor man kan sige at den sidste film kan ses som en opsummering af hans livsværk, The house that Jack built.
Søg på The house that Steen Ole built.
Det handler om at stå i sit eget hus, lavenergihus, opført med egne hænder og opleve en dysfunktionel verden trænge sig på.
Det handler om moral, om det at have det, som andre burde have haft det, om det at tage det onde med det gode og det gode med det onde.
Martin Kongstad
Nej, det er bestemt ikke »ekstremt«. Men det er måske også problemet?
Jeg har set dig citeret for den påstand, at oksekød er et langt større problem end lammekød. Det er faktuelt forkert. Lammekød er den fødevare, der medfører den absolut højeste udledning af drivhusgasser. Gennem hele kæden, fra produktion, salg og tilberedning til spild og affaldshåndtering.
Derfor synes jeg ærligt talt dit professionelle fravalg af oksekød bliver noget rigtigt mærkeligt fjolleri. I bedste fald er det en trivialitet. I værste fald er det et stykke kontraproduktivt identitetspolitik, hvor forbrugerne risikerer at blive lullet ind i en »alternativ« virkelighedsopfattelse, der ikke rykker dem en mikrometer tættere på det bæredygtige ideal.
Hvorfor ikke bare æde oksekødet og være ærlig omkring konsekvenserne. I andre dele af forbrugerjournalistikken indgår CO2-udledning, strømforbrug og den slags allerede som helt almindelige parametre i anmeldelserne. Hvorfor skulle restaurantanmelderne ikke kunne være »ekstremister« på samme måde?
Jeg synes ikke det er "ekstremt" ikke at ville anmelde oksekød. Mere konkret. Med til historien om rejsejournalister hører, at de er i lommen på rejseproducenterne. Stort set alle rejser er betalt af firmaer, som arrangerer ture til de pågældende rejsemål.
Interessant at de to kun snakker om oversøiske rejsemål. Flyver rejsejournalister ikke også i rigt mål rundt i Europa?