Vi starter med en rettelse. Ved seneste folketingsvalg skrev Journalisten en historie om, hvor tilfældigt det var, at en tre år gammel artikel, der fremmede Socialdemokraternes sag, pludselig fik momentum på sociale medier og satte dagsordenen for en kort stund. Det var ikke tilfældigt, og vi var for naive i vores research – ligesom mange andre journalister er, når det kommer til dækningen af sociale medier.

Det siger Benjamin Rud Elberth, der burde vide, hvad han taler om. Han var digital kampagneleder for Socialdemokraterne under seneste folketingsvalg, og han har i flere foredrag brugt Journalistens historie som et klasseeksempel på, at journalister ikke forstår, hvordan de bliver influeret af sociale medier:

»Kommunikationsfolk og digitale kampagneledere får via sociale medier journalister til at lave historier, journalisterne ellers ikke ville have lavet. Det foregår i fuld åbenhed, men kampagnefolkene er typisk længere fremme end journalisterne. Det er ikke, fordi de vil narre journalisterne, de har bare luret nogle mekanismer, som journalisterne ikke er opmærksomme på,« siger Benjamin Rud Elberth, der i dag er digital lobbyist hos Geelmuyden Kiese.

Journalistens historie fra 2011 handlede om, at bedemanden Steen Kristensen en sen søndag aften under valgkampen havde delt en gammel artikel fra Politiken på sin facebookprofil, hvor Lars Løkke Rasmussen som finansminister siger, at en times ekstra arbejde om ugen er en god ide.

Historien var fra 2008, og den var skidt for Venstre at få frem under valgkampen i 2011, fordi en stor del af partiets valgkampagne gik på at angribe Helle Thorning-Schmidts berømte forslag om 12 minutters ekstra arbejde om dagen. Efter at Steen Kristensen havde lagt historien op, blev den delt flere tusind gange på Facebook. Det førte til, at den blandt andet blev taget op i nyhedsudsendelserne om aftenen og endte på printforsiden af Ekstra Bladet dagen efter.

I Journalistens artikel fra 2011 om det virale fænomen skriver vi også, at det var tilfældigt, at den spredte sig ud gennem mediebilledet, og at der ikke stod politiske kræfter bag. Det er vist rigtigt nok, at Steen Kristensen var den første, der postede historien på en åben facebookside, men her ophører den korrekte gengivelse af historiens tur igennem medierne, fortæller Benjamin Rud Elberth. Af hensyn til sin tidligere arbejdsgiver vil han ikke røbe præcist, hvad der skete, men han vil gerne garantere, at Journalisten tog fejl:

»Det er ikke muligt, at en menig dansker kan skabe så stor en hype omkring sådan en historie ved bare at lægge den op på sin facebookvæg. Det er noget, der sker, når der sidder sådan nogle som mig og sætter strøm til historierne. Både I og andre journalister har et urealistisk billede af, hvordan ting bliver virale. I vil gerne skrive historien om den almindelige lille mand, der kommer til orde, men sådan fungerer sociale medier ikke.«

Det var præcis den historie, vi jagtede – men ikke fandt. På Journalisten ville vi dengang have lavet historien om, hvordan politiske organisationer via velorkestrerede sociale-mediestrategier formår at sætte dagsorden i de traditionelle medier, uden at journalister og redaktører ved, hvad der rammer dem – eller i hvert fald ikke gør mediebrugerne opmærksomme på det. Den historie kan vi så fortælle nu. For der er flere eksempler på ovennævnte, og et af de mest brugte greb er – som Benjamin Rud Elberth siger – at få budskabet til at se ud, som om det kommer fra den almindelige dansker.

Det måske bedste eksempel er en test, han selv foretog for at se, hvor langt han kunne komme ved hjælp af de rigtige metoder. På forsiden af ekstra-bladet.dk kunne man for små to år siden læse historien ’Hvor er min bamse?’ om femårige Maja, der havde tabt sin bamse.

Artiklen blev indledt således:

”Indrømmet – det er ikke verdens største nyhed. Det er faktisk slet ikke en nyhed. Men fra tid til anden bør vi også dyrke de helt nære og små historier, som ellers ikke har en chance for at nå i medierne.”

Maja er datter til Benjamin Rud Elberths fætter i Sæby, og hun havde ganske rigtigt tabt sin bamse, og hendes forældre havde efterlyst den på Facebook. Benjamin Rud Elberth spurgte dem, om han måtte prøve at få historien bredere ud ved at »sætte strøm til«, som han kalder det.

Nu med dusør! Please RT. Bamse tabt på Kirkestien i Sæby. Lille pige meget ked af det. pic.twitter.com/D1a5EQMt

— Benjamin Rud Elberth (@BenjaminElberth) April 9, 2012

I det her tilfælde handlede det om at tage et screenshot af Facebook og lægge det på Twitter. Herefter bad han folk om at retweete, han gav historien navnet ’Bamsegate’, retweetede andre, når de nævnte den tabte bamse, og sørgede for at holde sine følgere underrettede. Det medførte, at nogle lokal- og regionalaviser i Jylland tweetede om den tabte bamse, så skrev den lokale netavis i Sæby en kort historie, og til sidst tog ekstrabladet.dk – Danmarks største nyhedsmedie målt på sidevisninger – historien til sig. Trods den store opmærksomhed blev bamsen aldrig fundet, skrev Ekstra Bladet i deres opfølgning dagen efter.

Bamsegate er nået til Sæby Avis. Endnu engang tak til alle tweeps for RT. pic.twitter.com/kEovHSSe

— Benjamin Rud Elberth (@BenjaminElberth) April 10, 2012

Det var også den almindelige dansker, der fik æren for at gøre grin med Lars Løkke Rasmussens gule seddel ved seneste folketingsvalg. Under en tv-debat med Helle Thorning-Schmidt gik han hen til hende og afleverede en gul seddel med alle de løgne og fejl, han mente, hun havde sagt. Kort efter blev en kopi af sedlen delt på sociale medier, men den nåede ikke at få et langt liv, før den blev til en joke. Jyllands-Posten, DR og Berlingske skrev alle historier om, hvordan henholdsvis ”vælgerne”, ”brugerne” og ”folk” på nettet gjorde grin med Lars Løkke Rasmussen ved at lave deres egne humoristiske versioner af den gule seddel.

»Jeg tror, at langt hovedparten af de sedler, der blev lavet, kom fra os,« siger David Troels Garby, der i dag er redaktør for den socialdemokratisk funderede netavis Piopio, og som dengang sad sammen med en række unge og yngre socialdemokrater i partiets lokaler og så debatten. Han fortæller, at de efter Lars Løkkes stunt hurtigt kom op med ideen om at gøre grin med den og oprettede en simpel hjemmeside, hvor sedlerne blev delt.

»Jeg har svært ved at tro, at en række store politiske facebooksider ikke skulle være styret af professionelle politiske organisationer,« siger Benjamin Rud Elberth.

Venstres pressetjeneste oplyser til Journalisten, at Venstre hverken direkte eller indirekte har haft noget at gøre med den omtalte facebookside.

Den tidligere finansminister sagde til altinget.dk, at han ikke mente, at en timeløn på 40 kroner var social dumping. I den daglige digitale briefing af de vigtigste historier skrev Socialdemokraternes presseafdeling til folketingsmedlemmerne, at det ville være en god historie at dele på de sociale medier. Det fortæller Socialdemokraterne selv. En gennemgang af tweets om historien viser, at netop socialdemokrater på Christiansborg er nogle af de første til at dele historien, og de bliver efterfulgt af diverse socialdemokratiske sympatisører.

»Den havde højere læsertal om formiddagen, end vi plejer at have. Vi fulgte med i, hvordan den blev delt, og det var en sag, som blev tweetet rigtig meget – og især af socialdemokrater. Vi er begyndt at kigge mere analytisk på, hvordan historierne lever videre, og i denne sag var det klart, at nogle havde en partipolitisk interesse,« siger redaktionschef på Altinget Anders Jerking.

På Ekstra Bladet lagde man også mærke til historiens liv på Twitter. Det bliver til netartiklen: ’Twitter-storm: Claus Hjort blåstempler 40 kroner i timen’, der får topplacering på hjemmesiden. Det meste af artiklen er en citathistorie baseret på Altinget, men til sidst er der indsat fem kritiske tweets. Tre af dem kommer fra socialdemokrater – blandt andet fra folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff.

Jo Claus Hjort! 40 kr i timen ER social dumping. #dkpol #venstre #socialdumping http://t.co/JU5pi2xIsg

— Rasmus Horn Langhoff (@rasmushorn) December 17, 2013

BT vælger i første omgang at lade være med at bringe historien, selv om Berlingske Nyhedsbureau har lavet en version af den omkring klokken 10. Klokken 12 kommer den alligevel på hjemmesiden, og det var ikke tilfældigt, skriver ledende redaktionschef Henny Christensen på BT i en e-mail:

”Debatten på sociale medier var en del af grunden til, at BT’s debatredaktion valgte, at bt.dk skulle være med på historien om Claus Hjort og social dumping.”

Det sker også, at Venstre-politikere sender meget enslydende tweets ud inden for en kort tidsperiode. Under Lars Løkke Rasmussens lange pressemøde mente i hvert fald fire folketingspolitikere på næsten samme tid, at det var på tide at komme videre nu. To af dem – Esben Lunde Larsen og Jan E. Jørgensen – benægter, at der skulle ligge nogen koordination bag.

»Ikke det fjerneste,« siger Jan E. Jørgensen, der mener, at sammenfaldet skyldes, at de tænker meget ens.

Så kan der vist ikke siges undskyld på mange flere måder. Næste punkt på dagsordenen #dkpol

— Jan E. Jørgensen (@JanEJoergensen) October 20, 2013

Den samme forklaring giver Erling Bonnesen, der ligeledes sidder i Folketinget for Venstre, på, at han og Ellen Trane Nørby havde næsten identiske statusopdateringer i maj.

Tidligere pressechef i Venstre og særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen Søs Marie Serup tror dog ikke på, at det foregik helt så tilfældigt under Løkkes pressemøde:

»Det var meget tydeligt, at enten lod man sig meget hurtigt meget kraftigt inspirere af hinanden, eller også så var der – og det er nok det sandsynlige – tale om en fuldt ud koordineret indsats, hvor man på et tidspunkt beslutter, at man vil påvirke stemningen på de sociale medier. Det er ret interessant, for de her ’stemninger’ spreder sig ret hurtigt. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange almindelige mennesker der begynder at konkludere det samme, efter at en bølge af politikere har sagt det, og det kan man også se smitte af på mediernes dækning,« fortæller Søs Marie Serup.

Journalisten har i researchen til denne artikel talt med omkring 10 kilder, der laver eller har lavet kommunikation for partier, og de siger alle sammen, at politikere kun er på Twitter af en eneste grund: Det handler om at ramme journalister, og det virker.

»Når man lige pludselig har set 20 tweets om det samme, er det svært at feje det af banen. Derfor kan man ofte se de stemninger gå igen i journalisters spørgsmål, og det skal vi passe på med, for det er ret nemt at påvirke,« siger Søs Marie Serup.

Presserådgiver for Enhedslisten Emil Nielsen er enig. Han peger på dengang, Lars Løkke Rasmussen i folketingssalen sagde, at man dårligt nok kunne få et par sko for 2.000 kroner. Kommentaren blev lynhurtigt grebet af Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU), som lavede en række jokes i løbet af dagen, som blev delt flittigt.
 

Hvad betyder 2000 kr. mere om måneden for dig? Vi går på gaden nu og spør danskerne! Næppe sko! #dkpol @DSUnet pic.twitter.com/d6ild990kc

— Camilla Schwalbe (@CamillaSchwalbe) October 8, 2013

»Twitter er afgørende i kampen om framing af historier. Hvis der er én ting, der går igen, kan man aflæse det på mediernes redaktionelle valg. Lars Løkkes sko-kommentar var direkte afsmitning fra Twitter til stort set alle medier, men det er jo ikke repræsentativt. Det, som 50 DSU’ere synes er vigtigt, er jo ikke nødvendigvis det, som fem millioner danskere synes er vigtigt. Men det var dygtigt grebet af DSU,« siger Emil Nielsen.

Benjamin Rud Elberth kalder Twitter en handelsplads for historier. Det er nemmere for kommunikationsfolk at smide prøveballoner ud i plenum og se, om der er nogen, der bider på. Tempoet på medierne gør, at journalisterne har brug for at skrive flere historier, og hvis de kommer fra Twitter, får man følelsen af, at man selv har fundet historien og ikke er blevet prakket noget på:

»Der er ikke nogen journalister, der gider skrive med ført hånd eller føle, at de bliver påduttet noget, når de bliver ringet op og spurgt, om de vil skrive noget. Journalisterne vil helst selv finde vinklerne og føle, at det er dem, der styrer historierne. Men sagen er, at hvis du ikke tager den luns, jeg har smidt ud, så gør din konkurrent det. Derfor oplever jeg, at de lunser, jeg smider ud, bliver taget oftere og oftere,« siger Benjamin Rud Elberth, der peger på forskellige eksempler:

· I et tweet viste han musikeren Tim Christensens facebookopdatering, hvor han med henvisning til Socialdemokraterne skrev, at han gerne spillede 12 minutter længere til sine koncerter. Kort efter har Ekstra Bladet en historie om, at Tim Christensen vil spille 12 minutter ekstra.

Har Helle Thorning lige lavet en Villy Søvndal? http://t.co/TX60M9PUU2 #ForkertHovedstad

— Henrik Andersen (@h_andersen) March 6, 2013

Politiske journalister fortæller også selv, at de laver historier om politikerne, som de ellers ikke ville have lavet. Heller ikke hvis politikerne havde ringet til dem med tippet. Det forklarer journalist Mia Jo Otkjær, der afleverede sit speciale om politiske journalister og Twitter for nogle måneder siden.

»Sådan en historie som Søren Pind, der bliver påkørt og deler bilistens nummerplade på sociale medier, var aldrig blevet skrevet ud i en pressemeddelelse, og journalisterne, jeg snakkede med, havde nok heller ikke lavet den, hvis han selv havde ringet. Men fordi der er en anden platform, bliver det alligevel til en historie, og sådan nogle eksempler er der mange af,« siger Mia Jo Otkjær.

Mia Jo Otkjær skrev på Twitter, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, var blevet ramt af en shitstorm på sin facebookprofil efter sit indlæg om skraldere – personer, der tager madvarer, som butikker og supermarkeder smider ud. En shitstorm vil sige, at en organisation, et firma eller en politiker møder ualmindeligt megen kritik på sin facebookprofil. Aktiviteten på Kristian Jensens profil blev da også til en historie på bt.dk.

Henrik Andersen gik i rette med Mia Jo Otkjær på Twitter og skrev, at man ikke kunne kalde det en shitstorm, for ”antallet af kritiske kommentarer fra ikke s-ansatte og DSU’ere er vist til at overse”.

Benjamin Rud Elberth oprettede på et tidspunkt en lukket facebookgruppe for nogle af de mest aktive digitale aktivister, og han var også en del af flere andre facebookgrupper:

»Når man arbejder i et politisk parti, er man fuldstændigt afhængig af, at fodsoldaterne går ud og kæmper ens sag for en og hele tiden hjælper med at nuancere kommentarfelterne, så man sørger for, at de hele tiden bliver henholdsvis en lille smule røde eller blå. Man opfordrer åbent til det, men koordinationen foregår mere via undervisning end militær planlægning. Det skal komme naturligt fra sympatisørerne, og partiets opgave er at forklare, hvordan de gør det bedst,« siger Benjamin Rud Elberth.

Et halvt år før valgkampen i 2011 blev de 10 mest aktive på Helle Thorning-Schmidts facebookside inviteret ind på Christiansborg for at møde partilederen, hvor de blandt andet fik taget et gruppebillede med den kommende statsminister. Blandt de 10 var der flere gengangere i de grupper, som Benjamin Rud Elberth rådgav og faciliterede omkring digital aktivisme.

Kigger man i tråden under Kristian Jensens opdatering om skraldere, er der også kritiske kommentarer fra to af de folk, som optræder på gruppebilledet med Helle Thorning-Schmidt. Én af dem er Jan Szwed, der fortæller, at mange af kommentarerne på Kristian Jensens væg netop kom fra de personer, han kender fra venstrefløjens facebookgrupper:

»Jeg skrev nogle kommentarer, fordi jeg er enig med nogle af de andre, der deltog i debatten, og jeg ville gerne give dem støtte i deres argument. Sådan plejer det at gå på forskellige tråde. Facebook er et medium, som når bredt ud inden for den politiske verden. Derfor er det vigtigt,« siger Jan Szwed.

Steen Kristensen selv fortæller i dag til Journalisten det samme, som han gjorde i 2011. Han kom i tanke om den gamle artikel og lagde den på Facebook. Det er rigtigt, at han er tidligere socialdemokrat og dengang var medlem af SF, men han husker ikke noget om at have set artiklen i nogen facebookgrupper.

»Det undrer mig ikke, at Steen ikke kan huske det, det er bare et godt eksempel på de ting, der sker, og de mekanismer, der kører i de grupper,« siger Benjamin Rud Elberth.