»Er du til noget?« spørger han, når nogen truer ham. Med skjult kamera og falsk identitet afslører Donal MacIntyre snyd og uretfærdigheder. Den slags skaber fjender. Men det skræmmer ikke en af Storbritanniens mest kontroversielle tv-journalister.

TV-DOKUMENTAR. Donal MacIntyre står sammen med en flok hooligans. Chelsea-supportere. De mest voldelige af slagsen.

Arme plastret til med tatoveringer hænger ud af ærmerne på deres T-shirts. Overkroppene er spilet ud af lige dele øl og vægtløftning. Hovederne typisk kronragede. Vi er tilbage omkring 1999.

»Nå, hvad har du så haft gang i, Mac?« spørger en af dem.

Hooligansene tror, han tilhører deres gruppe.

»Jeg har lige været i gang med at fil…,« ryger det automatisk ud af en overtræt MacIntyre, hvis ærinde ellers er kamufleret bag fodboldtrøje og passende mut attitude.

Donal MacIntyre fortæller om sit liv som undersøgende tv-journalist. I sammenlagt fem ud af de seneste ni år af sit liv har han givet sig ud for lidt af hvert. Modefotograf. Sygeplejer. Svindler. Alfons. Pusher. Samt altså hooligan, som han var i et år.

Han er kamæleonen, der tilpasser sig omgivel-serne for at afsløre skurkene og deres snyd. Hans mål er at rette en lysende lygte mod brud på lov og ret – uden skelen til, hvad det indebærer af risici og fjender.

I perioder arbejder Donal MacIntyre stort set alle døgnets 24 timer. Optræder i én rolle om dagen. Og i en ny om aftenen. Han ved aldrig, om han bliver opdaget og får tæsk. Eller måske mister livet. Hverken mens han optager, eller efter programmerne har været vist på tv.

»Hvis nogen virkelig vil have fat i dig, så kan de få fat i dig. Men jo mindre du tænker på sikkerhed, jo bedre er dit liv,« siger Donal MacIntyre.

I 1999 blev en kvindelig kollega, Jill Dando, myrdet foran sit hus. Hun arbejdede som vært i et krimi-program på BBC. Men det var ikke nødvendigvis årsagen til hendes død, mener Donal MacIntyre.

»Det er meget sjældent, at man i Vesteuropa bliver angrebet på grund af sit arbejde,« siger han.

Journalisten nægter at være bange for repressalier fra kriminelle, der føler sig forrådt af hans maskerader og skjulte kamera.

Tilbage til hooligansene. Klædt ud som rendyrket fan forsøger Donal MacIntyre at virke troværdig. Blå klubtrøje dasker løst uden på bukserne. Den ene arm bærer en ægte tatovering, som han har fået lavet for nemmere at kunne glide ind i miljøet. Ambitionen er at vise den rå side af de værste hooligans fra blandt andet den frygtede gruppe Chelsea Headhunters. I stedet er Donal MacIntyre på et splitsekund ved at afsløre sig selv.

Journalisten når at tvinge sætningens sidste ord tilbage ned i halsen, inden fortalelsen for alvor får luft omkring sig. En fatal brøler er undgået.

Han er så troværdig i sin rolle, at da Chelsea i samme periode spillede i København, fik Donal MacIntyre tæv af en gruppe danskere, fordi han var Chelsea-fanatiker. Den kompromisløse stil gør Donal MacIntyre til en af nyere tids mest omtalte journalister på sit område. Men den giver også uvenner, fordi de medvirkende i hans programmer ofte udnævnes til banditter.

Udsendelsen om Chelsea-supporternes aggressivitet førte til, at to af lederne endte for retten og blev dømt til henholdsvis seks og syv års fængsel. Den 38-årige journalist accepterer dog at leve et liv, hvor han aldrig ved, hvornår han kan blive truet.

»Jeg elsker at blive udfordret, og at løbe en risiko er vel en udfordring. Det tænker man bare ikke så meget over. En racerkører, der kører af sted med 200 km i timen, tænker heller ikke over, at han måske bliver dræbt, men over at han vil vinde,« siger han.

Donal MacIntyre sidder i kantinen i BBCs hovedkvarter lidt uden for London. Lidt derfra kappes en frisk morgensol og mennesker med søvn i øjnene om at trænge gennem indgangspartiet. To vagter ignorerer de skarpe stråler, mens de langsomt lader journalister, kameramænd, sekretærer og håndværkere sive forbi deres undersøgende blikke.

Omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger er ikke fremmede for MacIntyre. I en kort periode i 1998 flyttede journalisten 17 gange. Rundt fra hoteller over kroer til folks lejligheder. Ved hans side fulgte en bodyguard. Alt sammen noget, BBC arrangerede.

Årsag: Rygter om en dusør på cirka en halv million danske kroner for at slå ham ihjel.

MacIntyre bliver stadig truet af Chelsea-fans, der nægter at glemme ham. Det sker især på gaden eller i e-mails, men han er mentalt forberedt og flygter ikke.

»Det gælder om at dreje deres egen aggression tilbage i ansigtet på dem. Hvis jeg lader mig kue, bliver der spredt rygter om, at jeg har fået tæsk og er blevet sat på plads. De skal vide, at jeg ikke er bange,« siger Donal MacIntyre, der derfor svarer igen:

»’Er du til noget?’ plejer jeg at sige. Virker de meget seriøse, så forsvinder jeg dog stille og roligt. Hvis jeg ser nogen i et hjørne på en bar, så drikker jeg min øl og forlader stille og roligt stedet via bagdøren. Det sker af og til,« fortæller journalisten, der aldrig tager bus eller undergrundsbane hjem.

Fodboldkampe med masser af tilskuere får heller ikke besøg af Donal MacIntyre, der også har droppet at gøre brug af en bodyguard.

»Det handler om ikke at skabe for megen interesse om min person,« konstaterer han.

Donal MacIntyre synes ikke, at hans forhold til frygt er specielt eller anderledes.

»Pointen er, at alle mennesker er bange for noget. Alle har deres egen gift. Føler du kontrol eller magt over en situation, er du ikke bange. Hvis folk bliver aggressive over for mig, så føler jeg, at jeg har styr på situationen, fordi jeg siger: ’Hvor seriøs er ham her? Er han sindssyg?’ Jo mere du har set af verden, og jo mere du har prøvet, jo mere overskud og beskyttelse har du. Man kan bruge sine oplevelser til at forsvare sig med.«

Når han iført forklædning aktiverer kamera og mikrofon, spekulerer han ellers sjældent på, at hans forehavende kan blive opdaget.

»Du forsøger at være ansvarlig, men hvis du virkelig tænker på risikoen, er du også til større fare for dig selv. Folk overdriver, hvor farligt det er at være journalist. Der kommer altid mere fokus på, når vi er i fare. Det er skabt af mediet selv. Derfor skal man passe på med at tage det for alvorligt.«

Iført halvlang, slidt læderjakke i en brunlig nuance og et par posede bukser ligner Donal MacIntyre en mand, der ville være en naturlig gæst på et hvilket som helst værtshus. Små tjavser hår stikker ud fra frisuren og får den til at ligne noget, en nattesøvn har skabt. Øjnene på samme tid venlige og en smule trætte.

Den ydre fremtoning signalerer sløvhed, men MacIntyre taler hurtigt og meget. Tålmodigheden er lille og rastløsheden stor. Efter få sekunder i en ubetydelig kø ved kantinens kaffesalg tripper fødderne hastigt fra side til side.

I perioder skriver han dagbog, men nogle gange har han ikke andet at skrive om end arbejde. På et tidspunkt var Donal MacIntyre i gang med optagelser til tre programmer oven i hinanden. Fodboldfan om morgenen. Modefotograf om aftenen. Og indimellem hjælper på et plejehjem.

»Det var unikt, at vi lavede det hele på én og samme tid. Det gav mig mere erfaring i at arbejde undercover, end 90 procent af politiets folk i dette land har. Jeg siger ikke, at jeg er bedre, men jeg har mere erfaring. De bruger en dag her og en uge der. I alt måske tre måneder. Jeg brugte 18 måneder.«

Han erkender, at hans iver og arbejdsform kan virke ekstrem.

»Selvfølgelig handler det om et adrenalinkick, men det er også spændende at se, hvordan man arbejder under ekstremt pres.«

De åbenlyse evner som skuespiller forhindrer ham dog ikke i at blive opdaget af og til.

»Jeg blev engang truet med en kniv på en opgave og måtte løbe. Jeg afslørede mig selv, fordi jeg var træt og stresset. Uheldigt og ikke så smart. Men jeg har ikke noget imod at fejle en gang imellem,« siger den irskfødte journalist, der i stedet for trusler og hooligans er angst ved tanken om helt andre ting.

»Jeg har altid været lidt bange for mørke og biler. Som dreng gik jeg ofte hjem fra skole på en mørk landevej i Irland og var altid bange for at blive kørt ned. I dag har jeg angst for biler og er også en dårlig bilist. Jeg frygter altid, at især journalister bliver dræbt i trafikken. De ryger, taler i mobiltelefon og læser avis, mens de holder i lyskrydset. I en bil er de udsat for større risiko end i krigszoner.«

Trods stor begejstring hos mange tv-seere får Donal MacIntyres facon også kritikere til at bjæffe vredt. Manden moraliserer mere end godt er i sine programmer og giver sig selv for megen plads.

Donal MacIntyre finder det helt naturligt at bruge sig selv i sine udsendelser.

»Hvorfor får journalister og fotografer deres navn nævnt ved en artikel? Det gør de, fordi de fortæller historien i ord og billeder. Som journalist er du fortælleren. Derfor er det også ok at bringe sig selv i fokus, hvis det fungerer bedst. Det er logik,« siger Donal MacIntyre, der ofte tager ferie i op til et halvt år efter en udført mission.

Ligesom han kan få psykologhjælp, hvis han vil. Det siger han dog sjældent ja til.

»Jeg plejer at tale det hele igennem med de folk, jeg arbejder med. Det fungerer bedre,« siger Donal MacIntyre.

Rundt om Donal MacIntyre

KARRIERE. Uddannet journalist med en universitetsgrad i kommunikation. Født i Irland i 1966. Bor på grund af risiko for trusler på en hemmelig adresse i London, hvor han arbejder for både BBC og Five.

Donal MacIntyre er især kendt for sin undersøgende journalistik. Begyndte som nyhedsjournalist på først The Sunday Tribune og bagefter The Irish Press. I 1993 lavede han sit første undersøgende tv-program, da han gik undercover som træner i sportsverdenen. Fire personer døde i en kanoulykke, og da Macintyre havde en baggrund som eliteroer, blev han spurgt, om han ville undersøge sagen. Programmet modtog flere priser og blev begyndelsen på MacIntyres karriere som undersøgende tv-journalist.

Ideerne til hans programmer varierer meget. Blandt dem er kulegravning af narkomiljøet, alfonseri, turister, der bliver snydt, sikkerheden i Londons fattige kvarterer, ulovligt salg af kæledyr samt afsløringer af miserable forhold for beboerne på et plejehjem.

I 2004 har han arbejdet på tre udsendelser, hvor han går helt tæt på folk i den kriminelle underverden i Storbritannien.

Donal MacIntyre har haft flere af sine programmer vist på dansk tv – senest sidste efterår, hvor »MacIntyres Millioner« blev bragt på DR1. Her undersøgte hovedpersonen illegal handel med truede dyrearter, våben og organer. Mange vil dog uden tvivl specielt huske to udsendelser på TV2 i 1999: »Modens Ofre« om udnyttelse af mindreårige piger i modelbranchen samt et program om hooligans, der støtter fodboldklubben Chelsea.

Det ekstreme præger også Donal MacIntyres fritid – ud over at løbe maraton klatrer han og sejler i kano.