OK 2023

Forhandlingschefs opsigelse kommer inden ’stort overenskomst-år’

Næste år skal nogle af mediebranchens største overenskomster forhandles

I 2023 skal der forhandles overenskomster på DR, TV 2 og DMA-overenskomsten, der omfatter blandt andre dagbladene og Ritzau.

Forhandlinger med Danske Medier Arbejdsgiver/Dansk Erhverv skal være afsluttet ved udgangen af februar 2023, mens der skal forhandles i DR frem til omkring juni 2023.

”2023 bliver et stort overenskomst-år for os,” siger DJ-formand Tine Johansen.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for forhandlingerne, at leder af DJ Arbejdsliv og dermed leder af forhandlings-teamet Lars Qvistgaard efter få måneders ansættelse netop har meddelt, at han skifter til et direktørjob i Præsteforeningen.

”Vi er kede af, at Lars har fået et andet arbejde. Det er godt for ham, men ærgerligt for os. Han kom med nogle gode kvalifikationer og et skarpt blik, så vi er kede af, at han stopper,” siger Tine Johansen.

”Men ingen overenskomstforhandling står og falder med ét menneske i den her organisation,” tilføjer hun.

Pludseligt exit

Tine Johansen forklarer, at det endnu ikke var besluttet, hvilken rolle Lars Qvistgaard var tiltænkt under overenskomstforhandlingerne.

”Ved de seneste overenskomstforhandlinger har der ikke været tradition for, at lederen af DJ Arbejdsliv var leder af forhandlingerne. Som leder af Arbejdsliv har man en mere overordnet rolle, mens det de seneste gange har været medarbejdere i afdelingen, som har siddet ved forhandlingsbordet,” siger Tine Johansen.

Onsdag blev det meldt ud, at Præsteforeningen har ansat Lars Qvistgaard som direktør, og dermed stopper han til juli efter kun fire en halv måned i DJ.

Selv havde Lars Qvistgaard gerne set, at jobtilbuddet først var kommet om et år, så han kunne have været i DJ i længere tid.

”Men nu opstod muligheden, og så måtte jeg realisere mine egne drømme,” sagde han torsdag.

Lars Qvistgaard forklarer, at han ser sig selv som et loyalt og pligtopfyldende menneske.

”Så jeg er gået rundt om mig selv nogle gange og spurgt: Kan jeg nu være det bekendt?  Men i karriererådgivningen af medlemmerne i DJ siger vi jo også, at de skal gribe mulighederne, når de opstår,” forklarer han.

Tine Johansen forklarer, at overenskomstforhandlingerne består af fire forskellige forhandlinger, som har forskellige forløb, hvor der indhentes krav, nedsættes en forhandlingsdelegation, og hvor de endelige krav godkendes i hovedbestyrelsen, inden forhandlingerne går i gang.

0 Kommentarer