TV 2 overenskomst

Forhandler uden våben: DJ glemte også at opsige TV 2-regioner

I sidste uge skabte det stor kritik af DJ, at man havde glemt at opsige overenskomsten for TV 2's ansatte på DJ-kontrakter. Nu oplyser DJ, at man også har glemt det for TV 2 Regionerne. Opdateret 16. februar

Foreningen af TV 2-Regioner forhandler for tiden med Dansk Journalistforbund (DJ) om en fornyelse af overenskomsten, men det sker uden mulighed for at konflikte.

DJ har nemlig også glemt at opsige overenskomsten for de ansatte på TV 2-regionerne.

Alligevel føres der ifølge DJ overenskomstforhandlinger på normal vis, selv om “begge parter har opsagt overenskomsten for sent”, skriver DJ på dets hjemmeside.

”Alle de krav og temaer, som parterne ønsker fremlagt, bliver diskuteret åbent. Og indtil nu har de for sene opsigelser ikke været et tema ved forhandlingsbordet. Som altid er det vores prioritet at få forhandlet den bedst mulige aftale, som der kan skabes enighed om,” lyder det på hjemmesiden i et skriftligt citat fra Marianne Molin, der er DJ’s forhandlingsleder.

Stor vrede på TV 2

I sidste uge skabte det stor vrede og opstandelse på TV 2, at DJ også havde glemt at opsige overenskomsten for de ansatte på TV 2 på grund af en “menneskelig fejl”. Flere medarbejdere på TV 2 truede med at opsige medlemskabet med DJ.

“Jeg kan sagtens forstå vreden og frustrationen. Det er jo amatøragtigt,” lød det i den forbindelse fra fællestillidsrepræsentant på TV 2, Lennart Sten.

Det skabte især frustration hos tillidsfolkene på TV 2, at man ikke havde muligheden for at konflikte.

”Det har været som at blive sendt i krig med legetøjsvåben. Forestil dig, at du står og peger med en pistol, og når du trykker på aftrækkeren, så kommer der en stang ud med et flag, hvor der står ’bang’,” fortsatte Lennart Sten.

I en mail til TV 2’s ansatte fredag beklagede DJ-formand Tine Johansen, at man havde begået fejlen:

“Jeg kan godt forstå, at de er vrede og frustrerede, og hvis nogen tænker: ‘DJ – You had one job’,” sagde Tine Johansen til Journalisten.

Foreningen af TV2-Regioner og Dansk Journalistforbund mødes igen mandag 21. februar til endnu et forhandlingsmøde.

Forhandlingerne blev indledt i midten af januar, og siden har der været fire møder.

I forlængelse af episoden med TV 2’s overenskomst har DJ besluttet at implementere nye tekniske løsninger, der skal sikre, at man ikke overser frister for opsigelse af overenskomstaftaler i fremtiden.

Rettelse den 16. februar: I første udgave af artiklen fremgik det, at parterne havde forhandlet siden “sidste uge”. Der skulle dog have stået “sidste måned”, da forhandlingerne indledtes i midten af januar. 

0 Kommentarer