Om få dage udkommer bogen "Plummer – summen af kardemommen", der går tæt på DR's generaldirektør Kenneth Plummer. Forfatteren er Kurt Lassen, der for to år siden forlod en chefstilling på DR Sporten. I et interview i dagens udgave af Jyllands-Posten fortæller Kurt Lassen om målet med at skrive en biografi om Plummer:
"Han er vel den person, der har størst indflydelse på danskernes medieforbrug. Han har siddet på posten i fem år, og det er på tide at se på, hvad han er for en størrelse – som leder og som menneske," forklarer han til avisen.
Kurt Lassen bliver samtidig spurgt om, hvorvidt bogen er båret af et hævnmotiv knyttet til den tid, han selv var ansat i DR:
"Nej, slet ikke. Jeg har aldrig rigtig haft noget at gøre med Kenneth Plummer i DR, så det kan jeg fuldstændig afvise. Men min ansættelse i DR har givet mig gode forudsætninger for at skrive bogen. Jeg kender husets persongalleri," udtaler Kurt Lassen.
Bogen udkommer på forlaget Bogkompagniet i slutningen af oktober.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.