”Jeg modtager i hvert fald fire mails i timen. Folk henvender sig også på Facebook, ringer mig op og møder op ved mit arbejde. Det er virkelig massivt.”

Sådan beskriver Thomas Djursing, redaktør på fagbladet Ingeniøren, sine oplevelser med medier i den seneste periode.

Han er forfatter til et utal af artikler og en bog om den sigtede i ubåd-sagen. Derfor har han været brugt som kilde, fra sagen begyndte at rulle, og der endnu kun var tale om en eftersøgning efter ubåden Nautilus.

”På det tidspunkt var udgangspunktet, at jeg kendte til Nautilus og projekterne. At jeg kunne give nogle vurderinger af, hvad jeg troede, der kunne være sket. Det, syntes jeg, gav mening at udtale mig om," siger Thomas Djursing.

Men sagen tog en drejning, da det kom frem, at den svenske journalist, der havde været med ombord på ubåden, fortsat var forsvundet. Samtidig ændrede Thomas Djursings rolle som kilde sig også:

”Nu var der brug for at vide, hvem manden er. Jeg gik lynhurtigt fra at være 'redaktør på Ingeniøren' og 'forfatter til en bog' til at være 'ven'. Men jeg gjorde meget ud af at kaste ven-prædikatet af mig og insisterede på kun at udtale mig ud fra arbejdet med min bog," siger Thomas Djursing.

I kraft af hans store kendskab til den sigtede gennem sit journalistiske arbejde, kan han godt forstå, at folk må overveje, hvor tætte de er. Men han mener, at det går ud over hans journalistiske objektivitet, når han bliver fremstillet som ”vennen”.

"Jeg er gået meget op i at opretholde et professionelt forhold. Min trykmåler i mig selv har altid været, at den dag, jeg ikke længere kan skrive en kritisk historie om ham, så skal jeg ikke skrive om ham mere," siger han.

Billedet blev tegnet uanset

Der er flere interviews med Thomas Djursing fra perioden, efter ubåd-ejeren var blevet sigtet for uagtsomt manddrab under skærpede omstændigheder. Han fortæller selv, at han er blevet interviewet af stort set alle danske medier, samt franske, spanske, amerikanske og finske. Interviews som i mange tilfælde drejede sig om at skabe et billede af, hvem den sigtede person var.

Hvorfor udtale sig om en person, der er sigtet i en drabssag?

”Jeg havde mange argumenter for, at jeg ikke skulle hjælpe med at tegne et billede af en mand, der ikke var dømt endnu. Men det var ikke et spørgsmål, der var relevant. For det var medierne allerede i gang med. Fokus var allerede på ham, før det blev til en drabssag,” siger Thomas Djursing.

Han så det i højere grad som et spørgsmål om, hvordan det billede kom til at være.

”Når det billede alligevel ville blive tegnet, syntes jeg, at jeg havde en forpligtelse til at bidrage til det mere nuancerede billede af tingene, som jeg syntes, sagen kaldte på. Jeg er den eneste, som journalistisk har forsøgt at finde ud af, hvem han er. Jeg har skrevet en bog om ham," siger han.

Thomas Djursing pointerer også, at han har holdt sig til indholdet i sin bog om den sigtede.

”Jeg har ikke sagt noget, som jeg ikke allerede har skrevet i bogen,” siger han.

Du har jo netop skrevet en bog. Kunne man ikke få det balancerede billede fra den?

"Jo, journalisterne kunne bare selv læse den. Men den er ikke i tryk, og den er udlånt på alle biblioteker.”

Fair interesse

Thomas Djursing fortæller, at han er blevet tilbudt 10.000 kroners beløb fra udenlandske medier for interviews, og at han er blevet kimet ned af boghandlere og private, som har opfordret ham til at genoptrykke bogen.

Begge dele har han fravalgt.

”Først mente jeg, at det var vigtigt at få bogen ud, fordi den kunne tegne et uafhængigt billede af sagen. Men af respekt for de pårørende og for at give ro, valgte jeg at trække stikket for nu. Det kunne også blive set, som at jeg bare malkede penge.”

Han er ikke overrasket over mediernes interesse i ham som kilde, og mener også, at den er fair.

”Set i lyset af, at jeg har arbejdet journalistisk for at forstå, hvem han er, kan jeg godt forstå det, siger han.”

Grænsen går ved gisninger

Til gengæld kritiserer han den kilderolle, han er blevet pålagt i den seneste udvikling af sagen.

"Det eksploderede, da han erkendte, at der var sket et uheld på ubåden, og specielt med fundet af torsoen."

Han oplevede, at han i højere grad fik en ekspertrolle, hvor medierne ville have hans vurdering af sagen.

"Sagen vokser, og den er svær at navigere i. Spørgsmålene går i retning af gisninger og spekulationer, og jeg bliver hele tiden spurgt om ting som "havde du forestillet dig, at han kunne være morder?" og ”hvad tror du, der skete?”,” siger han.

Det fik ham til at beslutte ikke længere at udtale sig til medierne i sagen.

”Nu begynder spørgsmålene til mig især at dreje sig om detaljer i sagen, skyldspørgsmålet osv. Al dette er jeg ikke den rette til at svare på, og derfor er min rolle også udspillet for nu. Jeg har endeløse lister af ubesvarede opkald, ubesvarede mails, og Facebook ringer i et væk med tips, nye oplysninger, kommentarer osv osv osv. Og nu har jeg brug for ro et stykke tid,” skrev han tirsdag i et opslag på sin åbne Facebook-profil.

"Jeg vil ikke bidrage til spekulationerne," siger han om beslutningen til Journalisten.

”Jeg synes, at det er problematisk, når pressen begynder at tegne et billede af, hvad han har gjort uden at vide det. Når vi går ind og begynder at skabe scenarier, når der er så mange oplysninger, som vi ikke kender.”