Klokken 13.03 søndag 17. marts 2019 ringer Kirsten Jacobsens telefon.

Hun tager den. Det er Lars Løkke Rasmussen, der er i røret.

Siden Kirsten Jacobsen skrev sin sidste bog om statsministeren, ’Statsministerens Løkkeland’ (2009), har de talt om at skrive endnu en bog. Så skulle den have heddet ’Prisen’. Men snakkene har været uformelle, og det er ikke blevet til noget.

Har du mod på det nu? spørger Lars Løkke Rasmussen.

Kirsten Jacobsen spørger, hvorfor det skal være nu.

Lars Løkke Rasmussen siger, at det skyldes, at det er befrielsens øjeblik for ham nu.

Kirsten Jacobsen beder om en time til at tænke over det.

”Det udtryk bruger man ikke, hvis man ikke har noget på vej. Jeg anede ikke, hvad statsministeren ville sige. Men mit instinkt sagde mig, at det var noget stort.”

Kirsten Jacobsen ringede tilbage. Hun havde besluttet sig for at rydde alt andet i kalenderen og sige ja tak.

Frygten for, at historien slap ud

Onsdag den 15. maj 2019 ligger en stabel blå bøger klar. ’Befrielsens Øjeblik’, står der skrevet med rød skrift. Der skal afholdes pressemøde i Politikens Hus i København.

På to måneder har Kirsten Jacobsen lavet 22 timers interview med Lars Løkke Rasmussen, enten på Marienborg eller på bagsædet af hans ministerbil.

”Det er helt utroligt, at det er lykkedes at holde det hemmeligt. Kun forlaget, Løkke og ganske få andre har vidst det,” siger Kirsten Jacobsen.

”Jeg har været vildt nervøs. Jeg havde udvalgt de emner, jeg troede stadig ville holde, når valgkampen gik i gang. De emner, som ikke ville sive. Bogen skulle virkelig komme ud af det blå. Det har været nervepirrende undervejs,” siger hun.

Hvordan er det lykkedes at holde det hemmeligt?

”De, der omgiver en hvilken som helst statsminister, når han er ved sin ministerbil, taler ikke. Alle holdt tæt,” siger hun.

I bogen afslører Lars Løkke Rasmussen blandt andet, at han er åben for en regering med Venstre og Socialdemokratiet efter valget. Det rydder avisspalter og hele den politiske debat i dagene bagefter.

”Det er klart, at de politiske journalister kaster sig over det. Men det er kun et lille element i en bog, der handler om en transformeret statsminister. Et menneske, der har fundet ud af, hvem han er,” siger Kirsten Jacobsen.

”Jeg har spekuleret på, om jeg kunne holde til det”

Arbejdet med bogen har været opslugende for Kirsten Jacobsen. Hun har skrevet den i sit hus i Skagen, i lufthavne, på hotelværelser og på bagsædet af biler. I intense arbejdsperioder, hvor der ikke har været plads til meget søvn.

”Jeg har ikke sovet mere end tre timer i træk i en måned. Så har jeg skrevet, og så har jeg sovet lidt. I lange perioder var jeg ikke ude af nattøjet, jeg sad bare med tottet hår derhjemme. Jeg var nødt til at aflyse alt, inklusive min datters fødselsdag. Folk spurgte, hvad jeg havde gang i, men jeg kunne ikke sige noget,” siger hun.

Det lyder meget intenst …

”Jeg er 76 og et halvt, og jeg har spekuleret på, om jeg kunne holde til det. Men jeg har stor erfaring med at skrive bøger og at kunne mærke en bog. Det har kompenseret for min alder. Havde jeg været uerfaren, kunne jeg ikke have gjort det.”

Hun lagde sig fast på en form, hvor bogen blev meget levende. Hun inddrager sig selv og bruger citerede spørgsmål til at skabe en oplevelse af to mennesker, der mødes.

”Jeg er ikke meget for samtalebøger. Jeg tager næsten aldrig mine egne spørgsmål med. Men her mente jeg, det ville fungere bedst. Så jeg har brudt den regel. Det giver en flydende form,” siger Kirsten Jacobsen.

”Hvis de vil lave spin, skal de selv udgive det”

Kirsten Jacobsen var i processen meget bevidst om, at bogen havde en stærk timing for Lars Løkke Rasmussen. Valget ventede lige om hjørnet. Den refleksion blotlægger hun også i indledningen af bogen:

”På grund af det forestående valg lyder en alarmklokke i mit hoved (spin, spin, spin) og forsøger at overdøve min bimlende begejstring (yes, yes, yes), men begejstringen vinder,” skriver hun.

Hvad mener du med det?

”Jeg mener, at jeg ikke vidste, hvad der kom. Men hvis det alene var Venstres spin, så ville jeg stå af projektet. Det er jeg ikke den rigtige til at lave. Hvis de vil lave spin, skal de selv udgive det,” siger Kirsten Jacobsen.

Igennem mange år, hvor hun har skrevet portrætbøger, er hun blevet meget bevidst om, at folk altid har en grund til, at de vil tale. Uanset om det er en politiker eller en kunstner.

Kan du som forfatter her undgå at blive et redskab i valgkampen?

”Selvfølgelig er det en del af valgkampen. Men hvilken vej det går, bekymrer jeg mig ikke om. Jeg vil hverken skade eller gavne ham. Jeg er ikke politisk rådgiver. Jeg har bekymret mig om, hvordan jeg bedst skulle formidle, hvad en mand, der lige er blevet 55 år og på dette tidspunkt er landets statsminister, tænker. Det er min opgave,” siger Kirsten Jacobsen.

”Man kan ikke bestille mig”

Kirsten Jacobsen fortæller, at aftalen om bogen med Lars Løkke Rasmussen er indgået mundtligt. Der er ikke skrevet under på nogen kontrakter, Lars Løkke får ingen betaling for bogen, Venstre har ikke betalt Kirsten Jacobsen for den, og hun og forlaget har haft fuld redigeringsret.

”Det er ikke bundet af aftaler. Der har intet været, som jeg ikke måtte spørge om, og ingen har sagt, at der var noget, jeg ikke måtte spørge om,” siger hun.

Lars Løkke Rasmussen har læst bogen igennem før publicering for at kunne påpege faktuelle fejl.

”Det kan være, hvilken dag noget er sket. Det er super fedt, fordi arbejdet er gået hurtigt. Men jeg vil gerne sige med versaler, at han slet ikke har redigeret noget. Han har overhovedet ikke blandet sig i indholdet. Jeg tror også, der er ting, han gerne ville have udeladt, men han har haft stor respekt for betingelserne,” siger hun.

”Jeg har skrevet den her bog, fordi jeg har haft lyst til at lave den. Man kan ikke bestille mig til at skrive en bog. Jeg vil kun være forpligtet over for mine egne ringe evner. Jeg vil stå lige med den, jeg skriver en bog om, og jeg skal ikke sidde ydmygt ved nogens fod og vente på, at de siger god for projektet.”

Nysgerrig over for topdirektøren og manden på bænken

Før hvert interview med Lars Løkke har Kirsten Jacobsen researchet intenst og haft en spørgeramme klar.

Men hun har også været klar på at afvige fra den, har stillet åbne spørgsmål og ledt efter, hvad det egentlig var, Lars Løkke gerne ville ud med.

”Jeg har ikke siddet og ventet på, at Lars Løkke skulle dumme sig. Det er en samtale mellem to mennesker, der virkelig interesserer sig for politik. Jeg er det røde lys ude på spidsen af vingen, og han styrer,” siger hun.

”Min teknik har været at stille meget åbne spørgsmål. Vi kan se på pressemøder, at politiske journalister stiller mange lukkede spørgsmål, der skal tvinge folk til at reagere positivt eller negativt. Min erfaring er, at de åbne spørgsmål giver mere interessante svar. Og så er jeg ægte nysgerrig. Jeg er ikke ude efter et bestemt politisk svar,” siger Kirsten Jacobsen.

Hun har med andre ord måttet gribe det, der kom fra statsministeren.

”Og den vej, der kom, var meget mere interessant end min egen.”

Dumt og naivt

Arbejdet med de mange portrætbøger har også lært Kirsten Jacobsen, hvor vigtig tillid er, både til hendes kilder og fra kilden til hende.

Hvordan skaber du tillid hos dine kilder?

”Jeg går ikke rundt og taler om en bog, hvis vi har aftalt, at jeg ikke fortæller noget om det. Jeg kan virkelig godt holde på en hemmelighed,” siger hun.

Har du nogle gode råd til, hvordan man gør det?

”Tja, det er svært at sige … du er tillidsskabende,” siger hun.

Hvordan det?

”En journalist som du er åben i dine spørgsmål. Du virker fair. Du ringer forinden og spørger, om det passer mig. Du ringer til tiden igen,” siger hun.

”Og jeg tror, at hvis jeg har en hemmelighed, så er det, at jeg er ægte nysgerrig. Uanset om det er topdirektører i Mærsk eller en mand, der har fået 15 bajere for meget på bænken, interesserer jeg mig reelt for, hvad de tænker,” siger hun.

Hun har i sidste ende også tillid til, at Lars Løkkes formål med at stå til rådighed for bogen har været meget ærlig.

”Jeg tror, det er så oldschool, at han har villet medvirke i en bog, fordi han gerne vil give et helt billede af sine tanker, motiver og hele den forandring, der er sket med ham i hans anden periode som statsminister,” siger Kristen Jacobsen.

”Det er en udviklingshistorie om en mand, der bliver klogere i sit job. Han har lært, at al samarbejde kommer med en pris. Det er meget berømt, at han har sagt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris. Med Nye Borgerlige og Rasmus Paludan er den pris kommet,” siger hun.

”Jeg tror, idéen til at lave et samarbejde med Socialdemokratiet er undfanget, når han har været ude i verden og se ting som Donald Trump og Putin. Det accelereres så med de nye partier. Og han har lært, at man ikke bestemmer så meget, som man tror. Er det en klog ting at melde ud? Det kan godt være dumt og naivt, som han selv siger. Han aner ikke, hvor det ender,” siger Kirsten Jacobsen.