»Ved du hvad, Kristoffer, det er på tide, at nogen gør noget for de ældre i Faaborg Kommune. Det holder ikke, at de skal spise det her vakuumpakkede mad,« lød det fra vært Claus Cancel i Radio24syv.
»Forestil dig en madpakke, der har ni dage på bagen,« fortsatte Claus Cancel.
»Nej, det er virkelig ulækkert,« svarede medvært Kristoffer Meinert.
Sådan lød en del af værternes ping-pong på Radio24syv, da stationen i oktober lavede et indslag om den vakuumpakkede mad, der sendte Faaborg-Midtfyn Kommune ud i en gevaldig mediestorm.
Efter radioværternes snak om den ”ulækre” og ”klamme” mad kom Faaborg-Midtfyns borgmester, Christian Thygesen (V), igennem på en telefon. Om indslaget siger han i dag: »Det var nok lavpunktet.«
Faaborg-Midtfyn kommunes billede af den vakuumpakkede mad viser, hvordan maden ser ud, når den serveres på en tallerken klar til at blive spist. Foto: Ano Faldborg
Så som så med objektiviteten
Baggrunden for stormen er, at de ældre i Faaborg-Midtfyn fra nytår 2015 får et madtilbud, som – set fra borgmesterstolen – er lige så godt, måske bedre end det, de får i dag. Det koster bare to millioner kroner mindre.
Den nye madordning blev vedtaget i fuld åbenhed af hele byrådet undtagen Enhedslisten. Der var i processen ingen kritiske høringssvar.
»Det undrer mig, hvordan en hel stand af journalister kunne hoppe med på en historie baseret på følelse og forargelse uden at forholde sig til substansen,« siger Christian Thygesen, der godt kan følge den umiddelbare skepsis over for mad, som er en uge gammel.
Sådan havde han det også selv, da kommunens embedsfolk præsenterede ham for spareforslaget.
»Det lyder jo ikke godt. Men det gav mening, da vi satte os ind i substansen og prøvesmagte maden,« siger han.
Han undrer sig over, at medierne ikke prøvede at gøre præcis det samme.
Hans undren deles af kommunikationskonsulent i kommunen Aino Faldborg, der forklarer, at de færreste journalister interesserede sig for kommunens udlægning i sagen. Faktisk var der flere, der ligesom værterne på Radio24syv gav udtryk for, at maden var klam – uden at have smagt den.
»Så objektiviteten var det – i hvert fald i nogle tilfælde – så som så med,« siger Aino Faldborg.
Ser man på omfanget af medieomtalen, giver søgestrengen ældre+mad+faaborg-midtfyn 1.228 artikler og indslag i mediedatabasen Infomedia fra 4. oktober til 14. oktober 2014.
Stort set ingen interesserer sig for, at man lokalt synes, at beslutningen er ren win-win, forklarer Aino Faldborg.
»Vi kunne både tilbyde bedre måltider og spare penge. Penge, som vi ellers skulle have fundet et andet sted.«
Flere medier illustrerer artikler, hvor Faaborg-Midtfyn udpeges konkret, med madbilleder, der ikke er fra kommunen. Jo længere væk fra sagen mediet befandt sig, desto færre nuancer kom ofte med i dækningen. Aino Faldborg bemærker således, at de lokale fynske medier ikke på noget tidspunkt har ”set en historie i sagen”.
»Og det er bestemt ikke, fordi de ikke har interesseret sig for vores budgetforslag,« siger Aino Faldborg.
Det begynder med en forside
Forløbet tager sin begyndelse med en forside i Jyllands-Posten søndag den 4. oktober: ”Ældre får serveret ugegammelt smørrebrød”.
I artiklen er Faaborg-Midtfyn et af de bærende eksempler i en generel historie om vakuumpakket mad til ældre.
Om Faaborg-Midtfyn fremgår det, at kommunens ældreråd har prøvesmagt platterne og sagt god for maden. Ældrechefen i nabokommunen Nyborg bliver citeret for, at vakuumpakkede rugbrødsmadder faktisk er ret populære blandt de ældre. Og formanden for socialudvalget i Faaborg-Midtfyn, Herdis Hanghøi (V), forklarer, at alternativet er, at de ældre skal spise deres egen mad fra køleskabet. Den er nogle gange så gammel, at der er mug på, lyder det.
Men der er også kritik i JP. En 89-årig borger i Faa-borg-Midtfyn siger, at ”sådan noget som en karbonade, den er tør som bare fanden”.
Han taler dog ikke om den kolde mad, som er en del af den aktuelle sparerunde i Faaborg-Midtfyn, men om kommunens varme mad.
Alt i alt synes borgmester Christian Thygesen dog, at JP’s magasinartikel tegner et dækkende billede.
»Beskrivelsen i artiklen var fair,« siger han.
Sjællandske Medier brugte et billede fra Mariager til at illustrere Faaborg-Midtfyns nye madtilbud. Foto: Lars Pauli/Scanpix Denmark
Jamie Oliver kickstarter debat
I kommunen er de mere kritiske over for en opfølgningsartikel, hvor Jyllands-Posten præsenterer den britiske stjernekok Jamie Oliver for et billede af mad til ældre. Jamie Oliver udtaler, at han ikke kan forstå, at ældre mennesker i Danmark åbenbart får dårligere mad end de indsatte i fængslerne. Billedet, som Jamie Oliver udtaler sig på baggrund af, forestiller imidlertid ikke den kolde mad, der er en del af spareøvelsen – men den varme mad i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Chefredaktør Pierre Collignon synes, det er i orden, at Jamie Oliver udtaler sig på den baggrund.
»Hvis alle skulle smage på maden, ville mange ikke kunne deltage i debatten. Jamie Oliver er interessant, fordi han har gjort meget for, at folk spiser bedre, sundere og friskere,« siger Pierre Collignon.
Ud over Jamie Oliver møder ældremaden kritik fra socialminister Manu Sareen.
”Det er uværdigt,” udtaler han i Jyllands-Posten.
Herfra breder historien sig. Pia Kjærsgaard skriver på sin blog:
”Løber munden i vand over udsigten til en tør vakuumpakket karbonade? Nej, naturligvis ikke. Maden smager derefter.”
Og: ”Det mest forfærdelige er det værdiskred, det her vidner om,” fortæller Liberal Alliances socialordfører og tidligere plejehjemsleder, Thyra Frank, på jp.dk. Nu går der indenrigspolitik i den. Venstre foreslår mere privatisering. FOA frygter for de ældres helbred.
Enhedslisten kalder Manu Sareen i samråd.
Og som et klimaks truer en mindre shitstorm på de sociale medier: #Ældremad bliver et selvstændigt hashtag på Twitter, og der er tusindvis af kommentarer i mediernes debatspor.
TV2.dk omtalte de ugegamle ægge- og leverpostejmadder fra blandt andet Faaborg-Midtfyn med et arkivbillede af varm mad. Foto: Scanpix
Borgmester: »Vi blev angrebet frontalt«
Borgmester Christian Thygesen forsvarer beslutningen over for blandt andre DR, TV 2 Nyhederne, Berlingske Nyhedsbureau og Ekstra Bladet.
Mediepresset er kolossalt.
»Vi blev angrebet frontalt,« siger Christian Thygesen.
Kommunikationsmedarbejder Aino Faldborg undrer sig over, at journalisterne ikke er mere kritiske over for de forargede kilder:
»Hvor var spørgsmål som: Hvem har smagt maden? Hvad synes de? Hvem har erfaringer med lignende ordninger? Hvad siger de erfaringer? Hvorfor synes I, at det nye måltid er bedre end det, de ældre får nu?« siger hun.
For at komme mere i offensiven beslutter kommunen at invitere til pressemøde i Ringe med prøvesmagning. Så kam kritikerne og pressen selv vurdere, hvor god eller dårlig maden er.
Men ingen af de landsdækkende medier eller skarpe kritikere fra Christiansborg dukkede op.
I dag siger Christian Thygesen:
»Hvis man har så stærke holdninger, så stå dog ved dem, og giv os en chance for at overbevise om det modsatte,« forklarer han.
Blandt de inviterede i Ringe var formanden for kommunens ældreråd, 68-årige Henning Spangsberg. Han og ælderådet smagte maden allerede i foråret og havde ingen indsigelser over for den nye madordning.
På mødet spurgte TV 2 Fyn Henning Spangsberg, hvad han syntes om maden. Det var første gang, en journalist interesserede sig for dét spørgsmål, siger han.
»Ingen andre journalister har spurgt mig om, hvad jeg synes om maden,« siger Henning Spangsberg.
Han synes, at maden smager fint.
»Også selv om den er seks dage gammel. Der er betydeligt mere pålæg, end jeg normalt selv ville drømme om at finde frem,« siger han.
Selvransagelse i medierne
Selv om ingen medier har skrevet noget direkte forkert, er der alligevel selvransagelse i dele af medieverdenen. Blandt andet hos Radio24syv, hvor Claus Cancel brugte formuleringen: »Det ser sindssygt klamt ud.«
»Når jeg hører det igen, synes jeg, at ordene var for hårde,« siger Claus Cancel.
Han forklarer, at det var meningen, at de to radioværter skulle smage på vakuumpakkede håndmadder magen til Faaborg-Midtfyns ældremad. Men det glippede, og derfor gik ping-pong-samtalen over stregen.
»Samtalen kunne sagtens have fundet sted, hvis vi havde smagt på maden, men så havde vi i det mindste haft noget at tale ud fra. Nu udtalte vi os ud fra det, vi havde set og læst i aviserne,« forklarer han.
Men hans medvært, Kristoffer Meinert, er mindre beklagende. Han forklarer, at Radio24syvs værter gerne må have markante holdninger – men at han i øvrigt ikke synes, det er markant at mene, at ni dage gammel vakuumpakket mad »lyder klamt«.
Smittede jeres egen holdning til maden af på indslaget?
»Ja, i den forstand, at jeg synes, det lyder klamt at spise mad, som er så gammel. Men vi gav borgmesteren en fair behandling og lyttede til, hvad han sagde,« siger han.
Er din holdning til vakuumpakket mad baseret på det, du havde set og læst i andre medier?
»Den er baseret på min generelle opfattelse af vakuumpakket mad. Jeg har set ældre stå med det og studieværter spise det på tv. Jeg har læst om maden, og jeg ville aldrig spise noget, der er så gammelt,« siger Kristoffer Meinert.
Borgmester: »Vi kunne have forberedt os bedre«
Borgmester Christian Thygesen overvejer nu, hvordan kommunen en anden gang undgår at blive væltet omkuld i en mediestorm.
»Vi er ikke herre over, hvad I skriver som journalister. Men vi skal være bedre til at komme på banen og sørge for, at vi får fortalt vores side af historien. Det er særligt vigtigt, når du og dine kolleger gør som lemminger og går efter samme historie,« siger Christian Thygesen.
Kommunen skulle fra begyndelsen have haft præcise tal for tilfredsheden med den varme mad, der blev hvirvlet ind i debatten.
»Vi kunne have forberedt os bedre, fanget signalet og gjort budskabet bedre,« siger Christian Thygesen.
Han siger, at kommunen fremover skal være mere opmærksom på sager, der kan vække stærke følelser.
»Det kan være sager, hvor nogle partier har markeret sig værdipolitisk,« siger han.
Da I arbejdede med forslaget om at servere ni dage gammel mad, spurgte I da jer selv, om historien kunne tåle at komme på forsiden af en avis?
»Nej, men jeg mener heller ikke, at man skal føre politik efter det,« siger Christian Thygesen.
88 % ER TILFREDSE Ifølge en brugerundersøgelse blandt 138 ældre i egen bolig i Nyborg er 88 procent af de ældre tilfredse eller meget tilfredse med den kolde mad, de får til frokost. Maden svarer til den vakuumpakkede mad, de ældre
får tilbudt i Faaborg-Midtfyn fra årsskiftet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.