DÆKNING. Da Malaysia og Thailands premierministre mødtes i sydthailand i december, blev der sprængt otte bomber, og 15 mennesker mistede livet. Det læste jeg i min lokale avis, Bangkok Post, og det er ikke noget, der overrasker nogen.

Jeg læser tit om voldsomme ting, der foregår i Sydøstasien, hvor jeg bor, og jeg tjekker ligeså tit, om noget af det når med i danske aviser. Måske bare med et lille Ritzau-telegram. Men det gør det sjældent, og det får mig til at undre mig. Og bekymrer mig.

Hvad skal der ske på nyhedsfronten ude i verden for, at vi i Danmark gider interessere os for det? To landes premierministre udsat for bombeattentat med 15 dræbte, er tilsyneladende ikke nyhedsrelevant. Men hvad er så?

Kernen i journalistik er at give læserne et indblik i virkeligheden – men hvis vi på det udenrigsjournalistiske område begrænser dækningen til udelukkende at være, når der virkelig er ragnarok et eller andet sted, giver vi så ikke læserne et fordrejet billede af verden uden for Danmarks grænser? At der er nogle brændpunkter, hvor alting går ad helvede til og så en masse andre lande, hvor der ingenting foregår?

Alternativet til kun at dække de helt store katastrofer er jo ikke at fjolle rundt og skrive irrelevante lalahistorier om disse lande. Det er at udvide dækningen til at skrive politiske analyser, relevante nyheder og dybdeborende baggrundsartikler.

Når der så indimellem sker noget større, så kunne det jo være, at læseren forstod hvorfor, der blev sprængt en bombe og ikke bare ligegyldigt konstaterede, at der blev sprængt en bombe. Og er det ikke det, der er vores ansvar?

– Anya Palm, freelancejournalist med speciale i Sydøstasien