»Fordi ingen var enige om, hvad reglerne betød, blev det enormt kaotisk«

Tirsdag besluttede Jyllands-Posten at nedlægge to praktikstillinger. To studerende havde indgået ikke-bindende aftaler om praktik på avisen. De to fortrød, og som konsekvens nedlagde Jyllands-Posten de to stillinger, de skulle have haft.

I år er første gang, praktikpladser og studerende åbent kan indgå aftaler længe før Store Match-dag – kendt som Panikdagen. Forløbet skulle få hemmelige aftaler frem i lyset, men det har også skabt et kaotisk forløb, hvor arbejdspladserne fortolker reglerne forskelligt.

Journalisten har været i kontakt med de to studerende, som valgte Jyllands-Posten fra. Den ene ønsker ikke at udtale sig om sagen. Den anden – Peter – fortæller sin historie her. Han har givet Journalisten adgang til sine telefonlogs og mails fra hele forløbet.

”Peter” er et opdigtet navn. Journalisten har valgt at anonymisere ham af hensyn til den studerendes fremtid i branchen.

 

Chefredaktør henvender sig personligt

Historien starter med en mail fredag den 23. oktober. Den kommende uge holder alle praktiksteder åbent hus for de studerende inden Panikdagen 4. november. Peter har meldt sig til flere arrangementer. Mandag skal han besøge DR, tirsdag besøger han Berlingske, og onsdag er det Jyllands-Posten og TV 2.

Men denne fredag modtager Peter en mail fra Jyllands-Postens chefredaktør, Pierre Collignon. Peter har talt med en praktikvejleder ved et såkaldt ”markedsplads-arrangement” på RUC, hvor flere medier og praktikanter deltog. Chefredaktøren skriver i en mail, at han meget gerne vil tale med ham personligt mandag. Peter er smigret, husker han, men forklarer, at han skal besøge DR mandag, og at han er tilmeldt Jyllands-Postens åbent hus-arrangement onsdag.

I sidste ende aftaler de to dog et møde hos Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København klokken 8 mandag morgen.

Tre aftaler på en time

Peter er nervøs og har næsten ikke sovet før mandagens møde. På Rådhuspladsen taler de to ifølge Peter i næsten en time, hvor de vender redaktioner og arbejdsgange på Jyllands-Posten. De taler også om, hvem Peter er, og hvilken slags journalist han gerne vil være.

Til sidst giver de hånd, men indgår ikke en aftale. Endnu. Pierre Collignon ved, at Peter skal besøge DR og er interesseret i praktik hos DR Nyheder. Det forstår chefredaktøren, som opfordrer til, at Peter tænker sig ordentligt om, før han indgår en eventuel aftale med Jyllands-Posten. De aftaler at snakke sammen igen efter åbent hus på DR.

På DR er Peter ikke sikker på, hvordan samtalen er gået. Med hans egne ord var den »enten spot-on eller rigtig dårlig«. Derfor gør han sig klar på, at pladsen hos DR måske ikke er realistisk. Han træffer en hurtig beslutning om også at lægge vejen forbi Ekstra Bladet.

Her bliver Peter fascineret af arbejdspladsen og kan godt se sig selv arbejde der. Efter åbent hus-arrangementet aftaler han en samtale med Ekstra Bladet klokken 17.30.

Klokken 16.37 ringer Pierre Collignon. Peter har intet hørt fra DR endnu. Over telefonen tilbyder Pierre Collignon nu praktikpladsen på Jyllands-Posten. Peter takker ja.

»Det var et reelt ja. Det var ikke for at vente på, om der kom noget bedre. Men jeg ville alting på det tidspunkt,« forklarer Peter til Journalisten.

Han tager stadig til samtale hos Ekstra Bladet. Det ender med, at de også tilbyder ham en praktikplads. Peter er i tvivl om, hvad han vil, så han takker også ja til dem.

Klokken 17.39 bliver han ringet op af DR Nyheder. De tilbyder ham også en praktikplads. Det er DR Nyheder, han helst vil have, og derfor siger han ja igen.

»Jeg føler, at jeg i situationen må sige ja og så vælge derefter. Jeg har ikke sagt ja til et sted, hvor jeg ikke kunne se mig selv arbejde og være en del af redaktionen,« siger Peter.

TV 2: I orden at melde fra

Peter har altså indgået tre forhåndsaftaler på en time. Han føler sig presset.

»Jeg skal tænke hurtigt og lukke dem af, jeg ikke vil have. Men jeg er også i syv sind om, hvad jeg skal gøre. Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg kan se mig selv alle tre steder, og jeg får tanken, at medierne jo også kan ringe og sige, at de alligevel ikke vil have mig,« siger Peter.

Fra sin praktikkoordinator på RUC har Peter inden åbent hus-ugen fået at vide, at de studerende kun skal indgå en forhåndsaftale, hvis de mener den. Men der skal også være rum til at tænke sig om og fortryde, hvis det var en forkert beslutning, har beskeden ligeledes lydt.

Den samme opfattelse har de på Ekstra Bladet. Her er de glade for aftalen med Peter, men siger også til ham, da de indgår den, at hvis han får en aftale med et andet sted, hvor han passer bedre ind, så skal han sige det til dem, så de kan nå at finde en anden.

»Vi har holdt fast i, at aftalerne fra vores side var noget, vi ville stå ved. Vi kan ikke tillade os at løbe fra noget. Til gengæld ved vi også godt, at de studerende kan risikere at springe fra,« fortæller Lisbeth Langwadt, der er praktikantchef på Ekstra Bladet.

»Vi har sagt til de studerende, at hvis de får en anden aftale, så er det, hvad der sker. Og så har vi gjort det klart for dem, at vi vil være meget glade for, at de ringer til os. Vi kan jo ikke lave en regel om, at aftalerne er bindende, når aftalerne ikke er bindende,« siger hun.

Det samme indtryk har Peter fået fra TV 2, hvor han skal til åbent hus-arrangement onsdag. I en mail, som Peter modtog mandag formiddag, har redaktør Lasse Rønlev fra TV 2 Nyhederne skrevet, at ”det er absolut i orden at melde fra en aftale senere på ugen, hvis I får et andet tilbud, som er mere fristende. Faktisk er det jo selve idéen med denne nye måde at gøre det på.”

I mailen har de også skrevet, at ”det jo godt kan kræve lidt mere mental styrke af jer at sige ja, hvis I ved, at I så kommer til at skuffe en anden plads. Men sådan er gamet – og det er som sagt helt i orden.”

Mandagen slutter med, at Peter tager hjem for at sove på sin beslutning.

Det værste opkald

Tirsdag morgen er Peter bekymret. Han har besluttet sig for, at han helst vil have pladsen på DR Nyheder. Peter ringer til Pierre Collignon først for at sige nej til praktikpladsen.

»Det her er det værste opkald, jeg skal lave. Jeg skal virkelig tage mig sammen. Det er jo ikke sjovt. Men jeg støtter mig meget i, at vi havde haft en god snak på studiet fredag, hvor alle var enige om, at det var okay at skifte mening, hvis man havde sagt ja,« siger Peter.

»Pierre Collignon havde ikke sagt, at jeg skulle ringe, hvis jeg fortrød aftalen. Men jeg tænker, at han godt ved, han er tidligt ude, og at det heller ikke kan komme bag på ham, at nogle af aftalerne vil blive afvist,« siger han.

Klokken 8.37 ringer Peter til Pierre Collignon.

Ifølge Peter reagerer Pierre Collignon meget voldsomt på, at Peter har ombestemt sig. Pierre Collignon har opfattet aftalen som bindende.

Peter fortæller, at han efter samtalen er chokeret og ryster. Klokken 9.27 sender Peter en mail til Pierre Collignon for at forklare, hvorfor han har sagt nej, da telefonsamtalen ikke endte godt.

I en mail svarer Pierre Collignon:
”Det korte af det lange er, at du agerer useriøst her. Jeg har været meget tydelig i min kommunikation her. En aftale med Jyllands-Posten er en aftale, som gælder begge veje … Hvis du foretrækker et andet medie, skal du ikke spilde din tid på at indgå aftaler med mig … Det skader også dine medstuderendes muligheder, og det skader dit renommé,” skriver han.

Vil ikke udtale sig om enkeltperson

Journalisten har forelagt Pierre Collignon Peters oplevelse af forløbet.

Chefredaktøren ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

»Det ville være helt forkert af mig at indgå i en debat om en enkeltperson, og derfor vil din historie i sagens natur blive ensidig. Når man indleder en ansættelsesproces, går man ind i et lukket rum, hvor man etablerer tillid og gensidighed, så man til sidst kan indgå en aftale. Jeg kan ikke bryde den fortrolighed, som må gælde i den forbindelse,« siger Pierre Collignon.

»Det, jeg kan sige, er, at jeg synes, det er systemet, der er problemet. Jeg kan godt forstå, at nogle studerende kan have fået indtryk af, at aftaler kunne brydes uden konsekvenser. Det er praktikudvalgets selvmodsigende kommunikation om ikke-bindende aftaler, der er problemet,« tilføjer chefredaktøren.

Peter kan godt forstå, at chefredaktøren er utilfreds på en dag, hvor både han og en anden studerende ombestemmer sig.

»Jeg forstår godt, at Pierre var frustreret. Jeg har også respekt for, at han føler, at jeg har spildt deres tid. Men det var ham, der inviterede mig ind til samtale. Derfor synes jeg ikke, jeg spildte hans tid. Men han var også fair og sagde, at jeg skulle træffe beslutningen på et oplyst grundlag. Der var dog ikke meget tid til at tænke,« siger Peter.

Gør det rigtige ved at vende tilbage

Efterfølgende ringer Peter til sin praktikkoordinator på RUC, Natasja Dybmose, som beroliger ham. Hun har i mellemtiden fået en mail fra Pierre Collignon, der er utilfreds med, at uddannelserne over for eleverne siger, at det kan være okay at løbe fra en aftale. Han skriver også, at Peter ”har mistet enhver troværdighed som aftalepartner”.

Hun svarer, at hun er enig med ham i, ”at systemet står og falder med, at studerende og medier kun laver aftaler, som de virkelig mener og har tænkt sig at holde. Ellers bliver det en kaotisk og uetisk forestilling”.

Samtidig skriver hun også, at Peter, ”når nu han har sagt ja til en forhåndsaftale, og siden har angret sig, så gør han jo det helt rigtige i og med, at han ringer med det samme og siger det, som det er”.

»Efter samtalen med Pierre Collignon tænker jeg, at det er crazy, det her. Jeg er helt vildt sur på systemet. Fordi jeg ikke kender det endnu og har spillet spillet, så skal det måske præge resten af min karriere? Det synes jeg ikke er okay,« siger Peter.

»Kørt over og målløs«

Peter løber en tur efter samtalen med Pierre Collignon for at slappe af. Derefter ringer han til Ekstra Bladet, men kommer ikke igennem.

Klokken 14.35 sender han en mail, hvor han skriver, at han har valgt DR Nyheder frem for dem. Få minutter efter ringer Ekstra Bladet tilbage på hans opkald. Det er helt i orden med dem, at han har valgt et andet praktiksted.

»Vi har haft en meget fin kommunikation med ham, og der er no hard feelings fra vores side. Jeg forstår godt det, han har gjort,« siger Lisbeth Langwadt til Journalisten.

Den samme besked får han klokken 16.59 i en mail fra Lisbeth Langwadt.

”Helt ok. Held og lykke på DR :)”, står der.

Peter er ked af den måde, hans panikuge er foregået på.

»Fordi ingen var enige om, hvad reglerne betød, blev det enormt kaotisk. Jeg havnede i en manege, hvor det er enormt svært at navigere. Fordi der er 50, som ikke får en plads, følte jeg mig presset til at sige ja. Det game var på ingen måde sjovt. Jeg var diffus og følte mig kørt over og målløs. Det hele var enormt ubehageligt. Men jeg er rigtig glad for, at jeg har fået en praktikplads, som jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med,« siger han.

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right