Journalisten har som en gimmick lavet et logo, der visuelt favner kommunikatørerne – som det fremgår nedenfor.
Kald det bare et greb, der skal minde både redaktionen og læserne om, at der er meget mere end et fag i Dansk Journalistforbund.
For samtidig med at forskelle og ligheder mellem journalister og kommunikatører er til fortsat debat, er de i dag også samlet i DJ med lige stor værdighed, betydning og væsentlighed. Målt på forbundets politiske mission. Og målt på medlemssammensætningen.
Ser vi på det historisk, er det netop anerkendelsen af hinandens faglighed – foto, grafik, tegnere, tekstere, tv – der har skabt det fællesskab af forskelle, som samlet udgør DJ i dag.
De to fagligheder journalistik og kommunikation favner mere eller mindre direkte hele medlemsskaren. Vi arbejder ”under” en af dem stort set alle sammen. Hvilket ikke betyder, at de to fag er ens. Eller tilstræber samme målsætning. Ofte tværtimod.
Der er daglige eksempler på, at kommunikation udført som spin forhindrer journalister i at få de oplysninger, redaktionen efterlyser for at passe arbejdet til fordel for det store fællesskab.
Der er også daglige eksempler på, at medier fravælger den del af historien, som en velmenende myndighed helst havde set udbredt. Og som nogle borgere måske også efterspørger.
Der er kort sagt både fred og fordragelighed – og kiv og strid. Og nu er I i samme forbund – så tal om det. Jeres fagblad lover at skrive om det.
Fagbladet Journalisten på tryk og hjemmeside har de seneste fire-fem år især dækket den del af kommunikation, hvor pressen er medaktør. Krydsfeltet mellem de to fag. For eksempel når interessenter ønsker at sætte en dagsorden gennem journalistik. Den del kan vi.
Men kommunikation er mere end det. Det er organisationers interne kommunikation. Myndigheders borgerrettede kommunikation. Virksomheders kommercielle kommunikation. Etcetera.
Hvis fagbladet skal erobre det land, kræver det, at I, der arbejder med det, går i dialog med os. Det savner vi. Det er, som om kommunikation ofte opfattes som noget, der helst skal ske, uden at vi taler om det. Modsat journalistik.
Journalister og redaktører stiller op. Forklarer. Forsvarer. Fordi journalistik måler sig i forhold til samfundet. Det må også gælde for kommunikation.
Fordi fællesskab forpligter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.