search

Fordel panikken over hele året

Andre steder i samfundet er det faktisk muligt at matche job og ansøgere uden båthorn og panik. Tiden er kommet til at indføre markedsmekanismen i fordelingen af praktikpladser

Der er jo en grund til, at det hedder Panikdag: Der tudes i et horn, og herefter er det vilde og kaotiske timer, hvor mange journaliststuderende oplever, at deres fremtid på det nærmeste bliver afgjort. Så de tænker taktisk strategisk, mens de stakåndet løber fra jobsamtale til jobsamtale.

Set udefra virker det enormt brutalt, og som en efterhånden lidt ældre journalist er det chokerende at opleve, hvor mange kræfter studerende er nødt til at lægge i ansættelsesprocessen – inklusive forhåndsaftaler og funky selviscenesættelses-websites med billeder i douce belysning.

Man skal selvfølgelig huske, at der er mening med galskaben: Praktikreglerne, især efter de seneste ændringer, ligner umiddelbart en ret effektiv måde at fordele en masse ansøgere til en masse job på. Der er bare to problemer i det: De involverede mennesker lider, og arbejdsgiverne snyder.

Forleden kunne Journalisten fortælle, at 79 procent af de studerende, som stadig skal igennem Panikdagen, oplevede, at forløbet ”havde negativ eller meget negativ betydning for deres psykiske velbefindende”.

Panikken er løbende blevet større, efterhånden som der er blevet færre af de mest eftertragtede praktikstillinger, og man har løbende forsøgt at reformere og reparere på systemet – med åbent hus-arrangementer, ansøgningsprocedurer og senest en praktikmesse. Alle ændringer har haft til formål at tage dramaet ud af Panikdagen; den seneste ved på ordnet og reguleret vis at få fordelt praktikanterne på forhånd, før selve Panikdagen.

Men de studerende svarede, at de nærmest oplevede det, som om panikken blev bredt ud over en hel uge. De studerendes organisation, Danske Mediestuderende, fortalte om ”stress og en følelse af nederlag blandt de studerende, som ikke formåede et få en forhåndsaftale på plads inden Store Match-dag (Panikdagen, UG)”.

Arbejdsgiverne har tilsyneladende lige så løbende gennemført deres egne anarkistiske reformer i form af omgåelser af reglerne; de vil have de bedst mulige praktikanter, og de gør mange krumspring for at indgå aftaler med dem uden om systemet. I 2015 åbnede man for, at praktiksteder kunne indgå ikke-bindende forhåndsaftaler med de studerende. De ikke-bindende aftaler blev selvfølgelig reelt til bindende aftaler, og DR Nyheder kunne en uge før Panikdag melde ud, at nu havde de fundet alle deres praktikanter. Aftalerne var ganske vist ikke-bindende, men de havde ikke-bundet sig til lige præcis det antal praktikanter, de skulle bruge.

Det er man jo simpelthen nødt til at gøre noget ved.

Så hvad skal man gøre? Jeg ser tre muligheder.

1. Den første er naturligvis at skære ned på antallet af studerende. Det har jeg foreslået før – med den begrundelse, at der ikke er journalistjobs nok til alle de journalistuddannede. Men en herlig bivirkning vil naturligvis være mindre praktikpanik.

2. En anden, og ganske radikal løsning er simpelthen tvangsfordeling. Man kan give hver studerende et antal lodder, som de så kan fordele, som de vil, og eventuelt placere samlet hos en enkelt arbejdsgiver. De enorme kræfter, som både studerende, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere bruger på praktikpladsfordeling i dag, vil blive givet fri til bedre formål.

Ulempen er bare, hvis man påtvinger arbejdsgiverne noget eller nogen, som de ikke vil have, så skærer de ned på antallet af praktikpladser – og dem er der jo mangel på.

Så hvor tiltalende jeg end finder denne snuptagsløsning, så må jeg nok erkende, at den ikke kan fungere. I hvert fald ikke som generel løsning.

Men måske kunne man udbyde det som et tilbud til studerende og arbejdsgivere: Hvis I vil slippe for panikken, så meld jer til denne lodtrækning, og så matcher vi jer. De studerende, som deltager, undgår angst og præstationskrav, og de arbejdsgivere, som går med, slipper tilsvarende for en masse bøvl – og for usikkerheden for, at de alligevel ender uden praktikant. Det kunne måske være et attraktivt tilbud for meget små arbejdsgivere og for studerende, som godt er klar over, at der er andre steder end Berlingske og DR, hvor man kan lære faget.

3. Den tredje løsning er at liberalisere processen: Lad studerende og praktiksteder om selv at finde hinanden, når de vil, og som de vil.

Indrømmet: Det vil nemt kunne føles, som om panikken spredes ud over det meste af et semester. Men fordelingsprocessen bliver i praksis mindre intens. Nogle studerende vil måske ligefrem have en praktikplads, allerede når de begynder på uddannelsen eller kort efter. Det er faktisk sådan, man gør ude i samfundet, både når man skal fordele job og praktikpladser, så det burde også kunne fungere hos os.

Man kan lægge nogle checktidspunkter ind undervejs i semestret, hvor man ser, hvordan det går, og hvor mange der stadig mangler en praktikplads – og hvor mange praktiksteder, der mangler en praktikant – og dem kunne man så lave et håndholdt forløb for. I det forløb kunne man jo forsøge sig med økonomiske incitamenter, hvor man tilbød arbejdsgiverne rabat på praktiklønnen, hvis de ville springe til og hjælpe med at skaffe praktikpladser til de sidste.

Tilsvarende incitamenter kunne måske lokke arbejdsgivere til at opdele praktikstillinger i seksmånedersstillinger, sådan at flere studerende fik mulighed for at komme i praktik hos en favorit-arbejdsgiver.

Og båthornene kan man derefter udstille i en lille montre i den nye DMJX-bygnings forhal; her kan de stå som et minde om en svunden tid, da man forsøgte at styre en grundlæggende ustyrlig proces.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen