UDSALG. Det er med blandede følelser, jeg ser, at mit forbund og Danida vil sende danske journalister gratis til Afrika for at producere historier herfra.
For dette er helt sikkert et kontinent, som – det skal guderne vide – har masser af historier at byde på; og jeg har stor respekt for, at nogen forsøger at agere fødselshjælper for at få dem fortalt.
Men er det ikke tankevækkende, at artiklerne bedst kan afsættes, når det er gratis for medierne (antager jeg), og journalisten bliver smurt med en rejse til Afrika med alt betalt?
Nu er det jo et faktum, at den lille håndfuld danske journalister, som bor i Afrika og har et indgående kendskab til de lokale forhold, har enormt svært ved at afsætte vore historier til de danske medier.
Så det giver en dårlig smag i munden at læse, at mine kontingentkroner nu skal bruges til, at mine danske kolleger skal kunne underbyde mig selv. Vel at mærke kontingentkroner, som jeg i forvejen ikke får meget ud af i denne del af verden.
Så jeg vil gerne høre fra forbundet: Er dette tænkt helt godt igennem? Enten tror forbundet på det frie marked, og så må alle kæmpe for sig selv, eller også giver I tilskud, men så kunne I da lige så godt sende en check til de journalister, der allerede er her, i stedet for at bruge dem på flybilletter og hotelregninger og involvere Danida. Det ville i øvrigt også være bedre for miljøet og den lokale økonomi i det pågældende afrikanske land!
Til sidst en lille sidebemærkning: Det lyder umiddelbart som en god ide at lade en dansk journalist samarbejde med en afrikansk kollega. Men sidst jeg foreslog en artikel til Journalisten om, hvordan sydafrikanske journalister dækker aidskatastrofen, fik jeg at vide, at 'andre' journalister ikke kunne lære noget af deres afrikanske kolleger! Er det stadig den officielle linje? /
Jette Kristiansen, Cape Town
Afrika-projektets baggrund
SVAR. DJs Danida-støttede Afrika-projekt giver 10 medlemmer mulighed for at arbejde i et par uger i Afrika – sammen med en afrikansk kollega om emner af fælles interesse.
Tilbuddet gælder alle DJ-medlemmer – ansatte såvel som freelancere. Vi har netop fået tilsagn om endnu en bevilling, som gør os i stand til at sende yderligere 10 medlemmer af sted til en anden verdensdel senere på året og i begyndelsen af 2009.
DJ ønsker, at medlemmerne får et kompetenceløft af/fra en anden verden. Danida ønsker, at danskerne får mere viden om de af verdens fattigste lande, som modtager dansk bistand. Flere tusinde danske journalister har gennem et halvt århundrede gennemført reportagerejser til de bistandsmodtagende lande. DJs initiativ er nyt på den måde, at forbundet koordinerer og hjælper, og vi skaber kontakt mellem danske og afrikanske kolleger, så arbejdsbetingelserne lettes.
I denne omgang har vi valgt Afrika, fordi kontinentet – dets størrelse taget i betragtning – er meget usynligt i danske medier.
Jeg tvivler på, at projektets artikler får nogen betydning for Afrika-bosatte danske journalisters mulighed for at afsætte artikler. Vi anvender i øvrigt ikke én kontingentkrone til projektet. /
Esben Ørberg, kommunikationschef, Dansk Journalistforbund
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.