Hvad er de største udfordringer for journalistikken, kommunikationen og branchen? Det spørgsmål stillede Journalisten to deltagere på tirsdagens generalforsamling i O-gruppen.

Annelene Højvang Larsen, 33, kommunikationskonsulent i KFUM og KFUK.

Hvad er de største udfordringer for journalistikken?

”Jeg ser tempoet som en af de store udfordringer. Det er nok lidt en gammel traver. Man vi kan jo f.eks. se med O-prisen, som blev overrakt her til aften, at når der faktisk bliver sat tid af til at grave, så kan det gøre en stor forskel. Jeg har altid haft en kæphest med, at journalister ikke bare skal viderebringe, hvad andre siger, men også selv undersøge, hvad der er fakta. Jeg kan konstatere, at tiden til det kniber rigtig mange steder. Jeg arbejder ikke selv på en nyhedsredaktion, men jeg har en idé om, at det skyldes internettet. Det gælder om at komme først, så derfor bringer man først halvdelen af en historie og siden den næste halvdel. Det er som sagt ikke min egen virkelighed, men det er det, jeg umiddelbart ser.”

Hvad er den vigtigste kamp at kæmpe fagpolitisk?

”Der er selvfølgelig offentlighedsloven. Men hvis vi ser på vores forbund, er der jo flere og flere, der bliver freelancere. Det sker inden for alle grene af faget. Om det er kommunikation, journalistik eller grafisk arbejde. Og det skaber udfordringer for fagbundet, som skal favne os på en helt ny måde. En af grundene til, at jeg selv engagerede mig i fagpolitisk arbejde, var, at jeg sad på en arbejdsplads, hvor jeg var den eneste DJ’er. Så jeg har brug for det her tilhørssted. Og jeg har brug for at føle, at det stadig er mit forbund, selv om jeg ikke kommer fra en af de store arbejdspladser. Jeg vil også sætte mit præg. Og jeg tror, der kommer til at være mange flere, der fremover kommer til at sidde som enmandshær.”

Hvad kan forbundet gøre for at favne det?

”Ja, det kommer jo til at medføre en ændring af hele den måde, vi arbejder og forhandler på. Man skal jo kæmpe nogle andre kampe, når det pludselig er fundamentalt andre ansættelsesvilkår – for ikke at tale om folk, der er ansat på arbejdspladser uden overenskomster.”

Er forbundet bevidst om den udfordring?

”Jeg tror, de i stigende grad bliver det. De er ikke i mål med omstillingen endnu, men det er de nødt til at blive.”

Jørn Albertus, 56, afgående formand for O-gruppen. Journalist på CBS.

Hvad er de største udfordringer for journalistikken?

”Hvis jeg ser mig omkring, kan jeg se rigtig mange af mine venner, som er dygtige journalister og gerne vil arbejde med journalistik, men som laver alt muligt andet. Buschauffører, skolelærere, you name it. Det store problem er, at der ikke er penge nok til at lave journalistik. Journalistikken er presset af alt muligt andet. Og det er først og fremmest Google, Facebook og så videre. Men der sker også en forfladigelse til en vis grad. Der er simpelthen masser af dårlige artikler og fjernsyn. Det skyldes det pres, journalister er under. Der er jo færre journalister, der arbejder med ægte journalistik i dag end for 10 år siden – og de har mere travlt.”

Hvorfor?

”I virkeligheden skyldes det jo den økonomiske udvikling i den vestlige verden. Det har noget at gøre med privatiseringsbølgen, og at man har tilladt, at nogle meget store virksomheder har fået store markedsandele. Men det er jo ikke noget, der er nemt at gøre noget ved – og det er jo heller ikke, fordi jeg ser en kommunistisk revolution som løsningen … Men jeg er jo så gammel, at jeg kan huske, da der kun var tre tv-kanaler: Danmarks Radio, Sverige 1 og 2. Den konkurrence, der er kommet, har ikke ubetinget været dårlig, men efterhånden er det, som om konkurrencen har forfladiget det meste af det.”

Hvad er den vigtigste kamp at kæmpe fagpolitisk?

”Nu skal jeg jo ikke udtale mig som formand, men O-gruppen fortsætter jo nok i samme retning. Og det er stadig noget med generelt at arbejde for journalistisk kvalitet. Det gør vi for eksempel ved at uddele O-prisen og prøve at skabe nogle netværk. Meget mere kan vi ikke gøre. Journalistforbundet kan i virkeligheden heller ikke gøre ret meget ved den der udvikling, jeg beskrev før. Vores lille gruppe kan være med til at præge udviklingen. Jeg kan huske engang, hvor der blev diskuteret mediestøtte, og nogen spurgte: Fik vi egentlig noget ud af det? Jeg svarede: Det ved jeg sgu egentlig ikke, om vi gjorde, men man skal jo gøre det alligevel. For man ved jo ikke, hvad der var sket, hvis ikke man havde gjort noget. Kampen må fortsætte.”