En ung journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet er i dag blevet udelukket fra Presselogen på Christiansborg i 6 måneder.

Årsag: De har lavet et interview med Lars Barfoed om skilsmisse- og lejlighedssagen. Konkrete spørgsmål i en konkret sag. Det er en naturlig journalistisk disciplin.

Eller rettere: De har forsøgt at lave et interview. Som det fremgår, var det et kort forsøg.

Lars Barfoed ønskede ikke at svare. Han ville til gengæld fortælle til Folketingets formand, at journalisten stillede ham spørgsmål, kan man forstå af båndoptagelsen.

Det falder alt for godt i tråd med en kedelig udvikling, hvor politikerne opfatter sig selv som jaget vildt. Beskydningen af dem kommer fra højre og venstre, og de kan ikke gå i fred for anklager, mistænkeliggørelse og snavs fra journalisternes side.

Ikke sandt? Billedet er velkendt, og onsdag blev det skåret ud i pap, da først Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen og Venstres Preben Bang Henriksen klagede til Folketingets præsidium over Ekstra Bladets behandling af de konservatives Lars Barfoed, og hvor siden de Radikales Jeppe Mikkelsen i MetroXPress skrev en klumme om, hvordan journalisterne bruger ’Ingen kommentarer’ i urimelig grad.

For så at blive toppet af aftenens bortvisning af en journalist.

I særdeleshed på Christiansborg indgår journalister og kilder i en symbiose. Kontorer for politikere, administrative medarbejdere og journalister ligger næsten side om side, og de spiser i samme kantine.

Med mellemrum spidser journalisterne så pennen. Skriver den kritiske historie. Søger svar på spørgsmål, der ikke nødvendigvis er sjove at stille en kilde, man sad og fik kaffe med i formiddags. Eller afslører snyd og humbug hos det selvsamme firma, der sendte dem en æske chokolade til jul.

Det er journalistikken i en nøddeskal. Man kan sagtens diskutere, om forholdet mellem journalister og kilder i visse sammenhænge er for tæt, og der vil ofte kunne findes eksempler på, at praksis med fordel kan få et service-eftersyn.

Men man kan ikke diskutere, at mediernes opgave ikke er at være dikkende lammehaler på kildernes udstillingsmodeller.

Man kan ikke diskutere, at mediernes opgave ikke er kun at stille de behagelige spørgsmål, eller kun at afvente en udmelding fra partiernes sekretariater om, at politikerne ingen kommentarer har.

At politikerne så vælger at protestere til præsidiet på baggrund af en sag, hvor det må anses for fuldt relevant for en journalist at stille en toneangivende og indflydelsesrig partileder opfølgende spørgsmål i en aktuel sag, er klynk og ynk.

Men at Folketingets præsidium vælger at give politikerne medløb på, at en sekvens på mindre end 40 sekunder skulle være nok til at give eksklusion fra ’Borgen’, er ikke blot overraskende.

Det er en overreaktion og en straf, der ganske enkelt ikke kan siges at stå mål med ’forbrydelsen’.