IPad er blevet udråbt til at være de traditionelle mediers redning, fordi forbrugerne via smartphones er blevet opdraget til at betale for indhold. Men de første forbrugerreaktioner på eksempelvis Time Magazine via iPad er negative.
Det er Poynter.orgs blog Newspay om nye forretningsmodeller, som gennemgår de første forbrugerreaktioner på amerikanske mediers applikationer til den nye iPad.
De mest bemærkelsesværdige er forbrugernes reaktion på priserne på magasinet Time, som koster fem dollar per nummer, og The Wall Street Journal, der koster 17 dollars om måneden som applikation på iPad.
'Man kan få 56 papirudgaver af Time for 20 dollars. I er færdige!'
'God applikation. Dårlig pris'.
Sådan lyder nogle kommentarer. Specielt er der mange forbrugere, som føler sig snydt, når de tror, at de har fået et længere abonnement på Time, indtil de opdager, at de betaler fem dollar for et enkelt nummer.
Bill Mitchell råder i bloggen Newspay mediefirmaerne til at forklare deres priser åbent og gennemskueligt for forbrugerne. Samtidig råder han dem til ikke at starte for højt og gør opmærksom på, at der også var en tendens til, at applikationer til iPhones faldt i pris over tid.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Morsomt nok er der også masser af magasiner, man kan få til spotpris. Et års abonnement på Elle koster f.eks. 8$ med programmet Zinio på ipad!