search

Forbandede navigation

Når man går fra planlægningsfasen til implementeringen, finder man altid et par brikker, der ikke passer ind nogen steder.

Når man går fra planlægningsfasen til implementeringen, finder man altid et par brikker, der ikke passer ind nogen steder. I dag har jeg for eksempel diskuteret struktur og navigation, selv om min lille task force på relanceringsprojektet egentlig for længe siden fastlagde begge dele.

I den primære navigation på Journalisten.dk i version 2.0 finder man efter planen følgende punkter:

  • Nyheder
  • Blogs
  • Anmeldelser
  • Navne
  • Temaer
  • Bladet

Vi vil gerne sætte fokus på vores anmeldelser og vores navnenyt og håber, at de to elementer vil få deres eget liv på nettet.

Men strukturelt er det et problem, at anmeldelser reelt er artikler fra det trykte blad – ganske vist ofte i en længere web-version. For hvor hører en anmeldelse hjemme? Hvor er man på sitet, når man læser en anmeldelse? Er man under "Bladet" eller er man under "Anmeldelser".

Lyder det simpelt?

Det er det ikke – faktisk har problemet givet anledning til en meget lang og meget filosofisk diskussion mellem Steven Snedker , Børge Kristensen og mig.

Steven er nøgleordsfanatiker . Børge er forankringsfanatiker. Og de to er meget uenige om, hvordan et websted bedst struktureres.

Jeg svinger, som argumenterne blæser – for Steven har ret i intellektuel forstand, mens Børge måske har det i praktisk forstand.

Men hvad er det så, de skændes om de to?

Steven Snedker  mener, at ideen om at komme indhold i mapper er gammeldags Hvilken mappe vil du putte en løve ned i? Afrika-mappen? Pattedyr-mappen?" "Rovdyr-mappen."

Han mener, at nøgleord er den eneste logiske måde at organisere indhold på. Med nøgleord kan en løve være mange ting lige meget på én gang. Det passer fint med virkeligheden for en løve er jo ikke mere kattedyr end kødæder.

Børge derimod har stor erfaring med brugertest og ved, at de færreste kan finde ud af at navigere i et nøgleordsbaseret system. Han vil have alt indhold forankret på den gammeldags facon. Han vil i overført betydning holde fast i mapperne – ikke fordi han ikke bryder sig om nøgleord, men fordi han helt pragmatisk vil gøre det, som brugerne forventer og forstår.

Og Microsoft og andre har jo vænnet os til mapperne. I virkeligheden er det helt idiotisk, at vi organiserer indholdet på vores harddiske i mapper – det er en tåbelig, begrænsende metafor, der forhindrer os i at udnytte computerne bedst muligt. Men nu går vi altså rundt med nogle gevaldige arkivskabe inde i hovederne – og de er svære at få ud gennem ørerne igen.

Spørgsmålet er så, om man skal være pioner – skal man "hjælpe" brugerne til at forstå nøgleordssystemet ved simpelt hen ikke at understøtte mappetankegangen?

Well. Bag kulisserne er vi allerede pionerer. For vi har valgt et publiceringssystem, der i høj grad er bygget op omkring nøgleord. Det betyder så også, at vi kan få tekniske problemer med at understøtte en konsekvent fanebladsmodel. For hvilket faneblad er fremævet, når en artikel har både "Bladet" og "Anmeldelse" som nøgleord.

Løsningen bliver nok en gylden middelvej. En model hvor man kan nå indholdet ad flere veje, og hvor "fanebladene" ikke bliver highlightet, men en overskrift fortæller, hvilket nøgleord artiklerne på en liste har tilfælles.

Det er nemlig ingen katastrofe, at brugerne kan finde indholdet ad flere veje – katastrofen indtræder kun, hvis brugerne giver op, fordi de leder i forkerte mapper.

Men alle problemer er ikke løst med det. For Børges pointe er jo, at man, hvis man dumper tilfældigt ind på en artikel via for eksempel Google, skal kunne se, hvor man er henne på sitet. Steven vil så mene, at det kan man fortælle ved hjælp af de nøgleord, artiklen har påklistret.

Ude i verden går udviklingen, så vidt jeg kan se, i Stevens retning. Mange store websteder bliver løsere i strukturen og opgiver mappe-tankegangen. Det gælder for eksempel de meget store communities.  Jeg vil prøve i løbet af de kommende dage at præsentere forskellige måder at tilgå problemet på og også linke til nogle mere teoretiske artikler.

I mellemtiden vil jeg meget gerne have input fra folk, der kæmper med samme problematik netop nu. Er nøgleordene ved at vinde krigen over mapperne – eller hvad sker der derude.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen