search

Forargelsesfaktor

Endnu en lang mediedag er ved vejs ende. Med undertegnede på den forkerte side af newsdesken, mener en god del af mine respekterede kolleger. Og såmænd også undertiden mig selv.

Endnu en lang mediedag er ved vejs ende. Med undertegnede på den forkerte side af newsdesken, mener en god del af mine respekterede kolleger. Og såmænd også undertiden mig selv. Journalisten.dk har ifølge sin egen tophistorie forsøgt at få fat i mig i dagens løb. Uden held. Har desværre hverken set nummer eller hørt besked fra den kant.
Men ellers kender forargelsen ingen kollegiale grænser for mit såkaldt kontraktbrud. En af journalistikkens helligste uskrevne love og fineste etiske regler, som giver råderum for kilder til at tale til baggrund i den tilstræbt objektive sandheds tjeneste. Ikke at jeg nogensinde har skrevet under på den, men bifalder den principielt som et både nødvendigt og væsentligt grundlag for visse discipliner inden for nyhedsjournalistikken og den undersøgende ditto. Såmænd også i den journalistiske bogbiografi.
Mit eget kontraktbrud har jeg så gradbøjet i alverdens sammenhænge i diverse medier dagen igennem. Noget med et så klart budskab som muligt fra min side på en meget forenklet dagsorden, der bygger på en såkaldt bestikkelsessag mellem Kenneth Plummer og mig i forfatterens eller journalisten rolle. Og en lydfil.
Jeg skal ikke ud i en lang forsvarstale, fordi jeg naturligvis mener, resultatet taler for sig selv. Et resultat, der i sagens natur også kræver, at man læser bogen, inden forargelsesfaktoren tager fuldstændig overhånd.
Jeg vil understrege, at jeg behandler mine kilder med anstændighed, i fortrolighed når det har været påkrævet, eller efter almindelig journalistisk etikette i enhver henseende i mit karakterportræt af Kenneth Plummer.
Kenneth Plummer er ikke en kilde i den bog, der kommer på gaden, når natten er omme. Han er selve historien. Når kilder, navngivne eller ej, giver bevæggrund og troværdig dokumentation for, at den historie, jeg gerne vil have frem, har gang på jord, er der også basis for at gå efter den. I min vurdering gav mit samlede kildemateriale et fuldstændigt og nærmest entydigt billede af en generaldirektør på Danmarks Radio, der ikke var sin arbejdsopgave voksen.
Selvsamme journalistiske arbejdsplads holder sig ikke tilbage fra at bruge skjulte mikrofoner eller kameraer i jagten på en bakke råddent kød i SuperBest. Og tak for det. Jeg holdt mig ikke tilbage for at få bekræftet min historie. Eller i jagten på "råddent kød" i spidsen for den medievirksomhed, vi betaler 3,5 milliarder kroner til i licens om året, hvoraf de tre millioner går til generaldirektørens løn.
Kenneth Plummer bekræftede til fulde og hele vejen igennem min historie – eller mine kilders historie. Begik et i mine øjne karakterselvmord ved at tale totalt ud til baggrund. I ti timer over adskillige møder og telefonsamtaler, som han af egen drift initierede. Han truede mellem linjerne med sagsanlæg, hængte direktørkolleger ud på stribe, gav mig numre på kilder, han syntes, jeg skulle benytte, tog gentagende afstand fra dem, han antog, jeg havde talt med – og tilbød mig i hans udlægning to gode historier, hvis jeg undlod at skrive om hans privatliv, hvilket jeg på intet tidspunkt gav udtryk for, jeg havde i sinde at gøre.
Kenneth Plummers spinagtige informationsstrøm var overvældende, intimiderende i sin desperate form, bekræftende i forhold til min præmis, som i bund og grund – og stadigvæk – gik på historien om en generaldirektør, som vægtige og væsentlige kilder mente at vide, ikke kunne håndtere sig job. Den historie ville jeg gerne fortælle. Og gjorde det ved at gå efter – historien. Det være hermed gjort…

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen