search

Forargelsesfaktor II

Forargelsen vil fremdeles ingen ende tage. Sådan på de mere hellige indre linjer. Til min personlige glæde modtager jeg også en pæn del af det modsatte på mine egne linjer. Stormen lægger sig forsigtigt for min del, og hvad skal jeg så gøre for at få mit mediesus direkte i armen på mandag…

Hvis man lige ser bort fra ministerlisten, har jeg svært ved at pege på ti væsentligere positioner i det danske samfund end generaldirektøren for Danmarks Radio. I branchens selvforståelse ligger den vel nærmere i top tre.

Når den siddende mand på posten igennem fem år er sluppet af sted med at skubbe den ene efter den anden objektivt kvalificerede leder eller direktørkollega ud af vagten, og holdningen hos ikke blot direktørerne men i en stor del af ledelsen er helt og aldeles klar: Deres øverst ansvarlige generaldirektør er ikke sin opgave voksen, tæt på uduelig – hvorfor får han så lov til at fortsætte?

Når selvsamme generaldirektør går med på at tale til baggrund med den klare udtalte intention, at alt hvad han siger, må bruges i et portræt af ham, bare ikke til citat – ”og så er jeg spændt på, hvordan du skriver det”, og han igennem næsten ti timers envejskommunikation hænger alle førnævnte direktører med navns nævnelse til tørre. Når han uafladeligt foreslår mig andre kilder, end dem jeg har brugt – ringer Jens Rohde op i samme ærinde, Brian Mikkelsen ditto. Når han gentager, gentager pointer for mig fra sin sorte bog. Når jeg ikke egenhændig kontakter ham én gang efter vores første møde. Når alle møder og telefonopkald, og der er mange, alene er på hans foranledning. Når han stopfodrer mig, patroniserer mig voldsomt og advarer et par gange med retsforfølgelse, hvis jeg gør det ene eller andet.

Når selv Kulturministeriets departementschef får et giftigt skudsmål med oplysningen om, at han bliver ringet op derfra for at give grønt lys til Suzanne Moll som ny formand for Radio Møller-udvalget, der ret beset i hele sin programpolitiske konstruktion er tiltænkt en aldeles frigjort rolle i forhold til DR: “Hvis jeg havde sagt: ‘Hende må I sgu ikke tage’, så havde de ikke taget hende,” som Plummer siger i bogen.

Når alle mine kilder, stort set uden undtagelse og samstemmende, spinder den røde tråd, Kenneth Plummer selv binder både krølle og sløjfe på. Når han til sidst spiller sin trumf, at der er en belønning til mig, hvis jeg ikke skriver om hans privatliv, hvilket jeg igen ikke har givet udtryk for, at jeg i sinde – udover, at jeg meddeler ham, at jeg har kontaktet de personer, der i arbejdsøjemed verserer rygter om, han imod alle forskrifter har haft affærer med – og af samme grund understreger, jeg ikke vil skrive om det, fordi de har afkræftet rygterne.

Når belønningen er to historier, som i indhold ingenlunde er statshemmeligheder, men dog langt over grænsen for anstændighed og fortrolighed. Når jeg i tilgift bliver belært om, at hvis jeg får de to historier frem, vil jeg blive betragtet som en god og dygtig journalist. Og når summen af kardemommen på hele min research og i min optik belaster, kompromitterer og udstiller en af de væsentligste samfundsposter til en grad, så det skriger til himlen, vælger jeg at bryde en aftale med den person, der er gået fra at være historien, til genstand for den og i sidste ende det vi i journalistjargon kalder ”offer”. I det vadested træffer jeg den i så mange kollegers øjne voldsomt forargelige beslutning. Jeg besluttede mig for at skrive sandheden, og hvorfor dælen skulle jeg gøre andet?

Jeg har skrevet et hav af kritiske portrætter og kommentarer i avisform. Også om Bjarne Riis, som af kompetente kolleger blev journalistisk men ikke juridisk afsløret med en snydesprøjte for 12 år siden. En af de mest kanoniserede sportsnavne i Danmark i nyere tid. Først et godt årti senere indrømmede han, men beholdt i øvrigt alle pengene selv. Hvis Bjarne Riis over for mig igennem ti timers informationstæppebombning og til baggrund til en båndoptager havde sagt, at han havde dopet sig, havde jeg ikke tvivlet ti sekunder på at bryde baggrundsaftalen. Også uden af informere ham om det.

Riis’ forbrydelse var sportslig funderet og ikke kriminel. Kenneth Plummers forbrydelse public service-funderet og ikke umiddelbart kriminel, selv om de injurierende sabler har raslet. Riis er i folkemund et langt større navn. Kenneth Plummers position er i folkelig forstand langt mere væsentlig.

At jeg i dag måtte bryde en aftale med P1 Morgen, fordi jeg sov over mig efter nogle hektiske dage, har jeg det i virkeligheden dårligere med. Fordi hårdt arbejdende kolleger havde regnet med mig, og så brændte jeg dem af. Det være så til lytternes fordel.

At jeg i går blev ringet op af Ekstra Bladet for at kommentere på en pålidelig kilde, der mente at vide, at Kenneth Plummer personligt stod bag min fyring i DR, viser også lidt om, hvad kolleger rykker på. Det kunne ikke være mere forkert, og den dokumentation har jeg da heldigvis også i orden.

At journalistforbund og journalisthøjskolens ledelse er lodret uenige om mit metodiske valg, vidner lykkeligvis om en vis spændvidde for debat for kommende generationer af journalister.

At Bent Falbert går så voldsomt i forbøn for aftale-journalistikkens fremtid, kan vel hverken komme bag på ham selv, hans arbejdsplads eller øvrige kolleger.

At en tidligere kollega mener at vide, at han i vores eget debatforum kan afsløre, at jeg for 16 år siden kørte galt i en brandert i en avisbil, jeg havde adgang til, og ad den vej vil anfægte min moral, kan jeg da kun trække på skuldrene af. Den historie skilter jeg ikke med, men den er ikke hemmelig, og masser af mennesker i branchen kender den. Jeg fik en chance af min arbejdsgiver for at betale bilen, komme igennem fem ugers behandling og indtil videre 16 års efterfølgende ædruelighed. Den chance har jeg hele vejen igennem været udtalt taknemmelig for. Den har imidlertid intet at gøre med min professionelt funderede moral. Whatsoever.

Nå, endelig tid til en løbetur. I mørke…

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen