For tæt på?

Intimt. For lige at tage dén først: De følgende linjer er forfattet af en mand, der ved flere lejligheder har fået dom for at se stort på privatlivets fred.

Intimt. For lige at tage dén først: De følgende linjer er forfattet af en mand, der ved flere lejligheder har fået dom for at se stort på privatlivets fred.

Seneste (af en række) rap over fingrene faldt, da Københavns Byret fastslog, at Se og Hør havde krænket skuespilleren Preben Kristensen. Problemet var, at vi havde formastet os til at overbringe vore læsere den glædelige nyhed om, at Preben var blevet gift med sin Søren, samt at brylluppet var blevet fejret på Skovshoved Kro, hvor 100 VIP-gæster – blandt andre kronprinsparret – deltog i løjerne.

Byretten takserede omtalen af dette åbenbart høj-intime arrangement til 15 dagsbøder af 1.000 kroner samt en erstatning til det krænkede ægtepar på 30.000 kroner. Af dommen fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at Se og Hør kunne citere fra en af festsangene – den mindeværdige »Visen til fru Kristensen«.

Det er muligt, at et så belastet generalieblad diskvalificerer mig til overhovedet at have etiske kvababbelser på fagets vegne. Men det har jeg altså ikke desto mindre fået. Sagen er, at jeg efter at have set den i øvrigt fremragende dokumentarserie »Den sorte Boks« på TV2 ikke rigtig kan få tingene til at stemme.

Det undrer mig, at diskussionen om privatlivets fred kun føres i forhold til visse medier, mens andre kan slippe af sted med indiskretioner og privatlivs-nærgåenhed, som selv jeg finder problematisk – uden at det tilsyneladende fører til nogen form for faglig selvransagelse.

Og, nej, jeg jamrer ikke over, at Se og Hør er underkastet et kritisk søgelys. Vi går lige til stregen, og det er kun fair, at kolleger debatterer, om vi nu også overskrider den. Jeg tager til enhver tid gerne en diskussion om, hvorvidt det er forkert at skrive om Prebens bryllup, eller om Andrea Rudolph topløs på en offentlig strand er et anliggende for læserne.

Men jeg efterlyser proportioner. For hvor kunne det være forfriskende, hvis privatlivsdiskussionen også kunne handle om andet end den journalistik, der berører kendis-mimoserne.

Hvor er for eksempel debatten om »Den sorte Boks«? Den er der bare ikke. Udsendelsen vinder kollegial hæder på TV-Festivalen, og selv presse-moralens selvbestaltede vogter, B.T., har lagt sig pladask på maven.

Tankevækkende nok. For på TV2 kommer vi ellers MEGET tæt på privatlivet. Noget tættere på, skulle jeg mene, end ved en omtale af en skuespillers society-bryllup. I »Den sorte Boks« oprulles tragedier, hvor mennesker går amok og dræber dem, de elsker allermest. Vi indvies i de allermest intime detaljer hos dem, hvor sikringen pludselig springer.

Programmets psykolog stiller frejdigt diagnoser om mennesker, hun aldrig har mødt, endsige talt med. Skråsikkert bliver det fastslået, at bedsteforældrene til en 16-årig dreng, der myrdede sin moster og selv begik selvmord, svigtede fatalt. Hvad bedsteforældrene måtte mene om dén påstand, ved vi ikke. De er nemlig begge døde.

TV2 vil selvfølgelig dække sig ind under, at udsendelserne er godkendt af de pårørende. Men kernen i problemet er jo, at dem, hvis intimsfære virkelig invaderes, ikke er blandt os længere – og derfor af gode grunde er afskåret fra at sige nej til denne massive overskridelse af privatlivets fred.

Det er muligt, at det alt sammen er i orden – at udsendelserne tjener et højere formål. Personligt er jeg faktisk i tvivl. Under alle omstændigheder:

Kunne vi for pokker ikke tage hele diskussionen om privatlivets fred – og ikke kun den halve?

Henrik Qvortrup er chefredaktør på Se og Hør.

Bagsidekommentaren redigeres af Anders-Peter Mathiasen apm@journalisten.dk

1 Kommentar

Kent Hansen
8. OKTOBER 2008
Re: For tæt på?

Øøøøhhhh, måske burde lige netop DU bare være ekstremt stille omkring etik i presseverdenen. Hvis jeg nu siger, tsunami-katastrofen, Stig Tøfting mv., hvad siger du så? Sikkert en masse selvforherligende og helligt lort som sædvanligt.

 Få dig et ordentligt arbejde, eller er laveste fællesnævner det eneste, du behersker?