For surt at være chef

LIGESTILLING. Kvinder på DR ser på deres redaktører og tænker 'tak skæbne, at jeg ikke har et chefjob!'Det viser en intern DR-undersøgelse med forskellige bud på, hvorfor stationen har færre kvindelige end mandlige chefer. For øjeblikket er 28 procent af DRs chefer kvinder. Ledelsens mål er, at der i 2015 er lige mange kvinder og mænd.

LIGESTILLING. Kvinder på DR ser på deres redaktører og tænker 'tak skæbne, at jeg ikke har et chefjob!'

Det viser en intern DR-undersøgelse med forskellige bud på, hvorfor stationen har færre kvindelige end mandlige chefer. For øjeblikket er 28 procent af DRs chefer kvinder. Ledelsens mål er, at der i 2015 er lige mange kvinder og mænd.

»Det er et klassisk problem i vores branche, at journalister ikke synes, at chefjobbene er spændende. Journalister kommer i marken, møder folk og laver indslag, der vækker opmærksomhed. For mange er det meget sjovere end at gå til møder og udtænke strategier,« siger Lisbeth Knudsen, nyhedsdirektør i DR.

Undersøgelsen viser også, at kvinder, der ønsker at blive chef, har svært ved at få det sagt. Derudover erkender mandlige chefer, at de har svært ved at få øje på kvinder med talent. Undersøgelsen viser også, at der er usikkerhed om, hvorvidt det nu er så afgørende at få hævet andelen af kvindelige chefer. Lisbeth Knudsen er ikke i tvivl:

»Fra topledelsens side skal vi gøre det stuerent og mere velbegrundet at tale om ligestilling blandt chefer. Vi gør ikke det her, fordi det er synd for kvinderne, men for at lave bedre fjernsyn og radio.«

Sidste år viste en måling, at i afdelinger, hvor chefen er en kvinde, er medarbejderne markant mere tilfredse. I alt målte DR tilfredsheden på 12 områder – lige fra nytænkning til samarbejde – og på alle 12 områder scorede de kvindelige chefer flest point.

I øjeblikket arbejder DR på at få idéer til, hvordan stationen får flere kvinder på chefkontrakt. Ifølge Lisbeth Knudsen er én idé, at mindst en ud af tre kandidater, der skal til samtale om et chefjob, skal være kvinde. Rummer ansøgerbunken ikke en kvalificeret kvinde, så må DR i gang med selv at lede efter en kompetent kvindelig ansøger.

Steen Larsen, DRs fællestillidsmand, synes, at det er i orden at DR prioriterer kvinder. Han mener, at rekrutteringen – uanset om den er til et job som chef eller som menig — skal afspejle samfundet.

»Man kunne overveje at udvide prioriteringen til også at omhandle etnicitet. Men selvfølgelig er det den bedst kvalificerede kandidat, der skal have jobbet.« /ab

0 Kommentarer