Ninne: »Jeg startede som redaktionsmedhjælper på BT lige efter min studentereksamen. Jeg skulle hjælpe journalisterne med alt det praktiske. Hvis nogen skulle bruge et billede af Dronning Margrethe til en artikel, blev jeg sendt over i billedarkivet efter alle de poser, der lå med billeder af dronningen. Så bar jeg det over til journalisten, som kiggede på det og valgte ud. Det samme med tekst. Der var rigtig meget, som skulle fysisk frem og tilbage dengang. Jeg kørte også til lufthavnen og hentede filmruller, som kom med luftfragt fra fotograferne i Jylland – og når rørpostsystemet, der gik under gaden og over i sætteriet, gik i udu, måtte man også fysisk gå over med siderne.« 

René: »Siden midten af 80’erne har der kun været kontorbygning herinde, men indtil da var trykkeriet her i huset. Så da jeg startede i ’72, lugtede her jo af bly og tryksværte, og det hele dampede og osede.«

[[nid:33179]]

Ninne: »Før havde alle journalisterne jo også hver deres kontor. Det var deres egen lille hule, og når jeg nogle gange blev sendt ind på et kontor for at finde noget, kunne jeg lede i bunker af aviser, tidsskrifter og tallerkener med gamle madrester. Det var jo deres domæne, og der var ikke nogen, som bad dem rydde op. I dag sidder alle i store kontorlandskaber med ’free seating’. Så bliver der nødt til at være lidt mere hygiejne.«

René: »Ja, der ligger slet ikke lige så meget og flyder i vores arbejdsmiljø i dag. Men jeg synes også, at der skal være lidt miljø sådan et sted her. Det er jo også noget af det, vi godt kan lide – at stedet bærer præg af, at her arbejder mange forskellige typer. Det skal ikke ligne en forsikringskoncern.«  

Ninne: »Men der er heller ikke lige så mange særlige karakterer i huset i dag. Det var nok lidt mere rummeligt før i tiden. Og som redaktionsmedhjælper lærte man hurtigt, at ham dér, han kan altså godt være lidt knotten. Og hende dér, hende skal du tage dig i agt for, hun snakker hele tiden. Alle kendte alle på BT dengang. Det er lidt ulempen ved det her kæmpe hus, vi har i dag. Før kendte man alle – i dag aner jeg næsten ikke, hvem nogen er. Jeg kender måske kun 25 procent, selv om jeg har været her i mange år, for der er stor udskiftning.«

René: »Der er heller ikke så mange af de gamle tilbage mere. Det pres, der er kommet, har fået mange til at skifte spor. Fordi de simpelthen ikke har kunnet holde kadencen. Især de seneste 10-12 år har den røde tråd herinde været effektivisering, effektivisering, effektivisering. Der har været meget fokus på forretningen og bundlinjen, sammenlignet med tidligere, hvor det var et familieejet selskab.« 

Ninne: »Man kan tydeligt mærke, at folk er mere pressede i dag. Før ville journalisterne gerne lige snakke, når man kom igennem redaktionen. I dag har de mere travlt og er helt koncentrerede om det, de skal aflevere. Så bliver det lidt mere hurtigt og hektisk. Der var i det hele taget mere tid dengang. Det var jo gode tider, så der var ikke nogen, som kiggede på, om der måske var lidt for mange til at lave det ene eller det andet. Det kom først senere. Da jeg startede herinde, var der jo også mange, som lagde ud med at gå direkte hen til ølautomaten, trække fire bajere og stikke dem ned i attachémappen. Og det var heller ikke usædvanligt, at de drak otte flasker rødvin på en god aften i sekretariatet. Nu har vi fået alkoholpolitik. Og selv når vi har en reception med øl og vin, er det sjældent, at folk så overhovedet vil tage et glas. Det er nærmest kun folk, der kommer udefra – de, der er herinde, skal jo ned og arbejde igen.«