For få pladser

 

 

PRAKTIK. Tre pladser til seks journaliststuderende og ingen til en enkelt fotojournaliststuderende. Sådan var situationen for de praktiksøgende, da Journalisten talte med journalistuddannelsernes praktikvejleder Pia Færing i sidste uge.

Manglen på praktikpladser fik redaktionen på Kræmmerhuset, en avis for studerende og ansatte på Handelshøjskolen i København, at mærke, da de praktiksøgende skulle ud i anden runde. Kræmmerhuset fik uvant mange ansøgninger.

»I første runde fik vi ingen ansøgninger, men i anden runde var der hele ti, og mange af dem var særdeles velkvalificerede,« siger redaktør Bjørn Hyldkrog.

Han forklarer, at Kræmmerhuset på grund af sin praktiktid på kun seks måneder og den smalle læserskare normalt ikke er et af de populære praktiksteder.

Bjørn Hyldkrog tolker den øgede mængde ansøgninger som et tegn på, at manglen på praktikpladser er større end sædvanligt. Men Pia Færing tilføjer:

»Det så langt værre ud sidste forår, og der endte vi med fire pladser i overskud. Jeg er sikker på, at alle får praktikplads igen i år – forudsat, at de vil tage det udbudte.«

Hun pointerer, at der måske også kan opstå en overskudssituation i år, da nogle sandsynligvis dumper i faget medieteori for anden gang. Dermed er de nødt til at tage tredje semester om, hvorved deres praktikplads frigives.

Kræmmerhuset fik ansat en praktikant.

»På den ene side er det fabelagtigt at kunne vælge og vrage mellem gode ansøgere. På den anden side sad vi med bevidstheden om, at dem, vi afviste, måske røg ud til røv og nøgler. Det var knap så behageligt,« siger Bjørn Hyldkrog.

 

0 Kommentarer