
Priserne ved gallafesten i Kreds 5 gik blandt andre til Anders Davidsen (tv.), Marie Frank Mitchell, Dan Sørensen og Casper Roslyng. Foto: Ole Mortensen
Hvordan skaber man liv i kredsene i Dansk Journalistforbund?
Fredag gav Kreds 5 i Midt- og Vestjylland et bud på, hvordan man knækker koden med en generalforsamling efterfulgte af gallafest med deltagelse af 80 feststemte gæster i Musikteateret i Holstebro.
13 gange har Kreds 5 nu afviklet de årlige gallafester, der tiltrækker et stort antal medlemmer i alle aldre.
Med 80 gæster ud af 320 medlemmer i kredsen svarer fremmødet i runde tal til, at for eksempel Kreds 1 i hovedstadsområdet holdt en gallafest med deltagelse af 2.000 gæster.
Klokken 17.30-18.30 blev generalforsamlingen med 30 deltagere indledt med, at bestyrelsesformand Monica Jørgensen bød velkommen til ”Danmarks nok mest velklædte kredsgeneralforsamling”. Deltagerne på generalforsamling var på det tidspunkt allerede klædt i smoking, jakkesæt og kjoler.
Det eneste større debatpunkt på generalforsamlingen var, hvor meget kredsen skal give i støtte til Safety-fonden, der blandt andet støtter journalistkolleger i knibe i Afghanistan, Syrien og Ukraine.
Da Rusland sidste år invaderede Ukraine, satte Kreds 5 støtten op til 25.000. Men i årets budget havde bestyrelsen sat beløbet ned til 8.000 kroner. En uforpligtende afstemning blandt de tilstedeværende viste imidlertid, at nærmest alle i rummet ønskede at hæve beløbet, hvilket den genvalgte bestyrelse nu skal tage stilling til.
Mad, vin og prisfest
Efter generalforsamlingen var der gjort klar til aftenens hovedattraktion, gallafesten, i Musikteaterets store konferencesal, hvor nu 80 gæster var klar til treretters menu, prisuddeling, DJ og høj stemning.
Efter spisning – og en enkelt lejlighedssang – handlede det om uddelingen af kredsens fire priser til kolleger, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats i årets løb.
De nominerede blev præsenteret i korte velproducerede videosekvenser på en storskærm –præcis som ved uddelingen af Cavlingprisen. Kreds 5 var først til at gøre det netop på den måde i 2010.
Årets hovedpris – ”Den gyldne” – gik til makkerparret Dan Sørensen og Casper Roslyng fra TV MidtVest for deres serie ’For enhver F*cking pris’ om fodboldklubben Viborg FF’s op- og nedture.
De to journalister fik prisen for at komme tæt på spillerne, staben og for at være med til de vigtige bestyrelsesmøder og ansættelser, når store beslutninger skulle træffes i klubben.
I et interview forklarede Casper Roslyng, at selv om TV MidtVest havde fået lov til at komme meget tæt på, var det ikke en åbenhed, der havde skadet klubben. Tværtimod.
”Jeg tror, Viborg vandt på at have det mod,” sagde Casper Roslyng og kom med en opfordring:
”Sig til jeres kolleger, at man ikke behøver at slå sig på en slagmark, når man viser sig frem.”
Pris for Ukraine-støtte
Katrine Holler og Marie Frank Mitchell fra Thisted Kommune vandt prisen ”Den Overraskende” for kampagnen ’Thy for Ukraine’, hvor de kort efter den russiske invasion engagerede de lokale organisationer og erhvervslivet til at give deres støtte til den ukrainske befolkning. I alt blev der indsamlet 940.000 kroner.
Det er første gang, prisen gik til et kommunikationsprojekt.
Den ”Kollegiale Pris” gik til Hanne Ried Larsen fra DR Midt & Vest for at give plads til alle ”uden at sætte sig selv først”, mens modtageren af ”Den Visuelle” blev fotograf Anders Davidsen fra Studio 1-2 i Herning. Han blev belønnet for at udforske ny teknologi, der kan bidrage til kreativ storytelling.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.