search

Follow the money – men ikke de danske skattekroner?

Informations udenrigsredaktrice Lotte Folke Kaarsholm smækker med Søren Pinds dør. Hun har siddet i Danidas Oplysningsudvalg - men valgte at gå i protest mod ministeriets nye praksis.

Informations udenrigsredaktrice Lotte Folke Kaarsholm smækker med Søren Pinds dør. Hun har siddet i Danidas Oplysningsudvalg – men valgte at gå i protest mod ministeriets nye praksis.
”Jeg har besluttet at træde ud af Danidas Oplysningsudvalg i utide. Min beslutning skyldes, at Danida har besluttet at tilbageholde oplysningsmidler fra udviklingslande, hvor der foreligger advarsler i forskellige rejsevejledninger. Samtidig opprioriterer Danida den danske udviklingsindsats i de selvsamme områder, så der som konsekvens bliver mere og mere af en udviklingsindsats, som der kan oplyses mindre og mindre om. Jeg kan ikke stå inde for denne nye praksis, som lukker adgangen til oplysningsmidler i nogle af de største nye danske satsningsområder, hvor der arbejdes med sikkerhed og statsopbygning,” skrev Lotte Folke Kaarsholm i en meddelelse til udviklings- og andre interesserede journalister tidligere i dag.

Med andre ord:

Danmark ændrer sin udviklingspolitik. Flere penge går til sikkerhed og opbygning af stater. Det er politisk besluttet, det kan vel være relevant (jeg er ikke udviklingsekspert), og det er helt i takt med tendenser andre steder i EU.

Men af en eller anden årsag skal det være vanskeligere at skrive om det. Det udløser én og kun én umiddelbar reaktion i enhver journalistsjæl:

Hvad er der at gemme?

Argumentet fra udviklingsminister Søren Pind er sikkerheden for journalisterne, det fremgår af hans brev til Lotte Folke.

”Centralt i disse overvejelser har været det ansvar, som Udenrigsministeriet påtager sig ved at yde støtte til at gennemføre rejser til lande eller områder, hvor vi på grund af sikkerhedssituationen fraråder alle danske rejser til. De få lande, som rejser frarådes til, har været nøje vurderet af vores ambassader på baggrund af bl.a. konkrete hændelser, så som kidnapning eller grove overfald. Oplysningsmidlerne kan søges af alle, både nybegyndere og globetrottere, og ud fra ligebehandlingsprincippet blev det besluttet, at personers sikkerhed vejer tungere end hensynet til oplysningsaktiviteterne.”

Selvfølgelig vil ministeriet ikke se døde journalister for egne penge. Og ja, der er både erfarne og uerfarne journalister, der søger de penge – jeg har selv søgt som ganske ung en gang.

Men penge kan fordeles på forskellige måder. Ligesom der findes talrige programmer til støtte af unge journalister, så kunne erfaring indgå som kriterium for tildelingen af rejsemidler til de lande, hvor der måtte være sikkerhedsproblemer. Et praktisk problem altså, der sagtens kan løses.

Det ligger en anden drift dyb i journalisters sind: Vi skal være der, hvor tingene sker. Selvfølgelig betragter vi fare som en af de ting, vi skal have i tankerne. Det er del af jobbet. Ligesom alle mulige andre forhindringer, vi løbende møder i vores research. Men det er ingen forhindring.

Udviklingsfolk i mange lande har de senere år klaget over, at flere og flere penge bliver brugt til EU's nærområder og til den vagt definerede ”sikkerhed” frem for til bekæmpelse af fattigdom. Er det rigtigt? Det kan være, vi kan læse os frem til det via statistikker. Men journalistik skal være konkret. Vi skal altså af sted til de steder, hvor det sker.

Et andet kritikpunkt: EU har de senere år satset på at betale sig fra flygtningeproblemer. Derfor bliver der givet penge til nordafrikanske lande, som ellers kan have ganske problematiske regimer. Så problematiske, at de for tiden er farlige at rejse i.

Så er spørgsmålet: Hvem skal bestemme, om journalister skal rejse derhen eller ej?

Danida har en lang praksis med at slå to fluer med et smæk: Rejsestøtten til journalister giver omtale af de lande og måske de projekter, Danida arbejder med. Og rejsestøtten giver demokratisk legitimation, fordi journalister har mulighed for at følge de danske skatteyderes penge og se, hvordan de bliver brugt. 

En win-win løsning. Godt for Danida, godt for demokratiet.

Den glimrende dobbelt-løsning bygger på det, jeg – som født tysker – har beundret som en skøn dansk skik: Der er tillid til, at den enkelte godt kan – i det her tilfælde den enkelte journalist, forening eller medie. Desuden bliver det betragtet som en almindelig del af demokratiet, at der skal gode oplysninger til befolkningen.

Det er en politisk beslutning, om udviklingspenge skal gå til sikkerhed eller til at bekæmpe fattigdom. Det kan man strides om, og det skal ikke være lige her lige nu.

Men den meget gode danske tradition om gode oplysninger til befolkningen må der værnes om. Som ideal. Og helt kontant som kontrolmulighed for skatteyderne: I 2010 var der 15,2 milliarder kroner sat af til udvikling. Også en slags penge.

Her er de nye  regler. 

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra UMs pressefolk her i eftermiddag. Hvis eller når der kommer kommentarer ud over Søren Pinds brev til Lotte Folke, vil de blive tilføjet her.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen