Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:35 24.02.2023 Anna Sol Jørgensen

Folketingets ukronede TikTok-konge sletter den udskældte app

’Kongen af TikTok’ blev Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, kaldt af flere medier under valgkampen.

Men Alex Vanopslagh har slettet TikTok-appen, fortæller han til Politiken.

Liberal Alliance vil senere komme med en officiel udmelding om, hvordan partiet vil håndtere de nye anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed, skriver Politiken.

Det skete allerede i sidste uge efter fornyet kritik af den kinesiske virksomheds håndtering af brugerdata.

I går kom der så en anbefaling fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), der frarådede alle ansatte i staten at have appen på udstyr, der bliver brugt i arbejdsøjemed. Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have ”behov for et højt sikkerhedsniveau”. Den melding kom, i kølvandet på at EU-Kommissionen i går forbød medarbejdere at bruge appen på udstyr, der bliver brugt til arbejde.

Det har fået flere partier til i dag at melde ud, at de dropper app’en. Hos De Radikale opfordrer man til en samlet beslutning i Folketinget.

”I samarbejdets ånd på Christiansborg vil den bedste løsning være, at der nu træffes en fælles beslutning i Folketinget og mellem alle partier om at stoppe brugen af TikTok. Vi vil rejse sagen i relevante fora i Folketinget,” siger politisk leder af De Radikale, Martin Lidegaard, til DR.

Også Danmarksdemokraterne har reageret på anbefalingen fra CFCS og meddelt ansatte og folketingsmedlemmer, at de ikke må bruge appen. Lars Boje Mathiesen, formand for Nye Borgerlige, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at ”I Nye Borgerlige tager vi det alvorligt, når Center for Cybersikkerhed kommer med sådan en udmelding”. Dansk Folkeparti havde allerede inden i går bandlyst TikTok.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder