Folketinget TV gør politikere til performere

Transmissionerne på tv-kanalen Folketinget betyder, at politikerne "optræder" for kameraerne, lyder kritikken fra folketingsmedlemmer. Politisk redaktør afviser: »Kanalen er mest til ære for Slotsholmen.«

Transmissionerne på tv-kanalen Folketinget betyder, at politikerne "optræder" for kameraerne, lyder kritikken fra folketingsmedlemmer. Politisk redaktør afviser: »Kanalen er mest til ære for Slotsholmen.«

Direkte tv fra Folketinget gør politikernes tone endnu hårdere, samtidig med at politikere tænker mere på, hvordan de fremtræder på tv-skærmen, siger socialdemokraten Troels Ravn og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti til Politiken. Marie Krarup kalder det "politisk teater", mens professor Asbjørn Sonne, der forsker i lovforberedende arbejde på SDU kalder udviklingen for en "amerikanisering", hvor der konstant føres valgkamp i fjernsynet.

»Når der er åbne samråd, og der er film på, kan man jo se, at folk de optræder. Så taler de på en anden måde og gør mere ud af at optræde end at koncentrere sig om, hvad der egentligt bliver sagt,« siger Marie Krarup fra Dansk Folkeparti til Politiken.

Troels Ravn, der er tidligere skoleleder, siger, at han er glad for, at han ikke tog en skoleklasse med til Folketingets åbningsdebat.
»Man fører nærmest krig. Begge blokke har repræsentanter i partierne, som man kan få på fornemmelsen er sat her på Christiansborg for lige så meget at være krigere som at være politikere.«

Folketingets tv-kanal har siden 2009 transmitteret direkte fra Folketingssalen. Siden 2010 er der desuden sendt live fra åbne samråd og høringer, og alle folketingsdebatterne ligger i et arkiv på nettet, inklusiv alle åbne samråd. Tidligere transmitterede DR2 om eftermiddagen fra Folketingssalen.

Men man skal passe på med at male fanden på væggen, mener Ask Rostrup, politisk redaktør på DR. Faktisk vil mange mene, at Folketinget TV nok er verdens kedeligste tv-kanal, siger han.

»Der er selvfølgelig enkeltbegivenheder som åbningstalen og de store forhandlinger, hvor tonen kan blive skarp og minde om valgkampsretorik. Men derudover er kanalen mest til ære for Slotsholmen og omegn,« siger han til journalisten.dk.

Derfor tror Ask Rostrup ikke på, at politikernes tanker om, hvordan de optræder på tv går ud over det politiske indhold.
»Jeg kan godt forestille mig, at nogle politikere lader sig påvirke af kameraet og bevidstheden om, at debatten bliver transmitteret på mange af Folketingets kontorer og i få danske stuer. Og vi ser sandsynligvis også oftere, at nogle politikere ser sit snit til at henvende sig direkte til seerne. Men jeg synes, at man skal passe på med at gå derfra og til at kalde det en "amerikanisering",« siger han.

Han siger, at det er et vilkår for politik, at holdninger brydes og i journalistik skal der helst være holdningsforskelle.
»Men man skal holde tungen lige i munden. Og det er nemt at blive draget af uenigheder. Vi diskuterer ofte, hvorvidt vi skal have en enkelt eller to politikere til debat i nyhedsstudiet, fordi en debat med to uenige politikere ofte ender med, at de ryger i struben på hinanden. Det er god underholdning, men også perspektivløse råbekampe, der ikke gavner vores mål om at oplyse seerne.«

0 Kommentarer