Det væltede ind med afbud fra mange folketingspolitikere til Folkemødet på Bornholm, da statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev valg den 27. maj.
De mange pludselige afbud har givet interesseorganisationernes kommunikationsafdelinger en udfordring med på kort varsel at finde kvalificerede afløsere til debatter og arrangementer på Folkemødet.
De fleste af de mest profilerede politikere, som eksempelvis ministre og partiledere, holder fast i at deltage på Folkemødet, der løber af stablen i næste uge midt i valgkampen. Derimod har mange andre folketingspolitikere meldt afbud til Folkemødet, fordi de vil koncentrere sig om valgkampen hjemme i deres egen valgkreds.
»Vi har fået en håndfuld afbud fra politikere, der hellere vil prioritere deres valgkamp. Det er helt forståeligt. Vælgerne er jo mere i Kolding Storcenter, eller hvor det nu måtte være, end de er i Allinge,« siger Leif Nielsen, der er kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.
»Men vi har også været udsat for politikere, der har ringet og spurgt, om det nu er sikkert, at vores arrangementer bliver til noget. Det er mest de mere kendte politikere, som føler sig sikre på at blive genvalgt og derfor ikke har noget problem med at bruge noget af valgkampen på Folkemødet,« siger Leif Nielsen.
Svært at få menige politikere til at stille op
Landbrug & Fødevarer var hurtigt ude og lykkedes med at finde afløsere for de politikere, som meldte fra.
»Mine medarbejdere rykkede med det samme og fik hurtigt nogle afløsere på plads. Vi har eksempelvis fundet nogle folketingspolitikere, der ikke genopstiller, og en borgmester,« siger Leif Nielsen.
Men konkurrencen om at finde afløsere blandt debattørerne fra næste geled har været hård. Og det er ikke alle organisationer, der som Landbrug & Fødevarer er lykkedes med at finde kvalificerede afløsere.
Hos Danmarks Lærerforening genkender man billedet og har fået to politikerafbud. Fagforeningen har i år ikke soloarrangementer på Folkemødet, men har samarbejdet med andre store organisationer om fælles arrangementer.
Og allerede inden valget blev udskrevet, var den generelle oplevelse, at det var svært at lokke folketingspolitikerne til Bornholm i år.
»Det har været meget svært overhovedet at få de menige politikere til at stille op, fordi de frygtede, at valgkampen ville falde sammen med Folkemødet. Det har i hvert fald været vores fornemmelse – også ud fra, hvad vi har hørt fra andre organisationer,« siger konsulent Thomas Hoelgaard fra Danmarks Lærerforening.
»Det har ikke kun været a-listen af kendte politikere, som det har været svært at få fat på denne gang. Det har også været særdeles svært at få selv de mindre kendte politikere til at binde sig til at deltage. Det har betydet, at vi har måttet gå andre veje i vores planlægning,« siger Thomas Hoelgaard.
Svært at finde afløsere
Lærerforeningen har derfor på forhånd valgt at satse på færre arrangementer i år med færre hovedpersoner.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) har ikke meldt afbud. Det har derimod to andre socialdemokratiske folketingspolitikere, som man ikke har fundet afløsere for. Det drejer sig om undervisningsordfører Annette Lind og formanden for Folketingets Socialudvalg, Orla Hav.
»Anette Lind meldte afbud samme dag, som valget blev udskrevet. Hende har vi opgivet at finde en afløser for. Efter valgudskrivelsen har det ikke været muligt at finde en afløser med den nødvendige pondus, og vi har vurderet, at vi i forvejen har et panel, der kan løfte debatten,« siger Thomas Hoelgaard.
»Orla Havs afbud er en udfordring, fordi han er den eneste politiker i en debat om, hvordan vi håndterer udsatte unge. Her holder tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen et oplæg til debatten. Men vi har ikke kunnet få nogen folketingspolitikere til at deltage. Derfor forsøger vi nu at få en kommunalpolitiker eller to til at deltage i stedet,« siger Thomas Hoelgaard.
Men konkurrencen om at få fat i kommunalpolitikere er blevet intensiveret efter valgudskrivelsen.
»Der har hele tiden været rift om de mest profilerede kommunalpolitikere som eksempelvis Københavns overborgmester. Men vi kan mærke, at nu bliver selv kommunalpolitikere længere nede i geledderne mere og mere efterspurgte,« siger Thomas Hoelgaard.
Politikernes deltagelse ikke altid afgørende
Hos Landbrug & Fødevarer har man i nogle tilfælde også været tvunget til at gå helt uden om politikere for at finde afløsere. Da Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, meldte fra, fik man i stedet Saxo Banks direktør, Lars Seier, til at komme.
Han er godt nok medstifter af Liberal Alliance, men er ikke politiker. Til gengæld står han for nogle meget klare liberale synspunkter.
»Vi måtte være kreative. Vi skulle have en, der kunne repræsentere et liberalt synspunkt om mindre stat og mere marked. Nogle gange er det også bedst med debattører, som netop ikke er politikere. Der er jo bloggere på nettet, organisationsfolk og andre kendte debattører, som i virkeligheden er meget stærkere repræsentanter for bestemte synspunkter, end politikerne ofte er. Det vigtige er, at de, der deltager i arrangementerne, virkelig brænder for deres synspunkter,« siger kommunikationsdirektør Leif Nielsen fra Landbrug & Fødevarer.
Han ser det ikke nødvendigvis som en svaghed for Folkemødet, at der er langt færre folketingspolitikere i år.
»Vores formål med Folkemødet er ikke at komme i dialog med politikerne. Dem er vi i dialog med til daglig. Vi kommer mere på Folkemødet for at komme i dialog med nogle af de andre organisationer om nogle af vores fælles dagsordener, hvor vi måske kan lave nogle alliancer,« siger Leif Nielsen.
»Jeg er mere nervøs for, hvordan medierne reagerer på Folkemødet. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvor meget pressedækning der bliver. Jeg kan være nervøs for, at man hos de store medier prioriterer valgdækningen på bekostning af Folkemødet,« siger Leif Nielsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.